”Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø”

Da Pernille i efteråret 2010 mødte den jævnaldrende Alex på et datingsite, blev de smaskforelskede. Pernille var året inden blevet skilt efter 20 års ægteskab og var lykkelig for at møde Alex.

– Han var utroligt sympatisk og charmerende, og han vandt mit hjerte nærmest fra første møde. Jeg var dybt betaget af ham, og jeg blev også dybt afhængig af ham. Jeg kom fra et ægteskab, hvor min mand ikke tog initiativ og ikke havde den voldsomme karisma, som Alex havde. Så jeg var forgabt i den her fantastiske mand, fortæller 50-årige Pernille, der i det første halve år sammen med Alex var ufatteligt glad. Men i bakspejlet kan hun se, at hun burde have opfanget de små advarselssignaler. For eksempel da hun et par uger inde i forholdet var hjemme hos ham og spise og fik påtalt, at tallerkenerne ikke stod rigtigt i opvaskemaskinen. Eller da hun efter kort tid fortalte ham, at hun havde haft et seksuelt forhold siden sin skilsmisse, og han forlangte, at hun skulle testes for alle kønssygdomme.

– Han var meget bestemmende i forhold til alt i min fortid, før jeg blev gift, og efter jeg blev skilt. Han havde ingen problemer med at tale om min eksmand eller med mine to børn, men alt andet var tabu. Han ville intet vide, og det gjaldt også for hans fortid: Han ville heller ikke fortælle om andet end sit ægteskab.

LÆS OGSÅ: Ingen vidste, hvor utrygt der var i Lotus Turélls barndomshjem 

Alting er andres skyld
Men i sin forelskelse slog hun de små advarselssignaler hen, og efter et halvt års forhold flyttede hun ind hos Alex. En måneds tid før, de skulle flytte sammen, sad de en aften og talte om, hvornår de første gang var i narkose. Da Pernille fortalte, at det var som 18-årig i forbindelse med en abort, blev Alex rasende.

– Jeg var målløs. Jeg kunne se og høre, at det ville han ikke høre tale om. Ikke fordi han var imod abort – det var ikke et moralsk spørgsmål. Hans vrede handlede om, at der var sket noget i min fortid, og at jeg fortalte om mit tidligere liv. Der burde jeg nok have sagt stop, men jeg kunne ikke. Vi skulle til Berlin fjorten dage senere, jeg skulle flytte ind hos ham en måned efter, og jeg kunne ikke overskue konsekvenserne, fortæller Pernille, der begyndte at åbne lidt op over for sine fortrolige veninder. Et par af dem råbte vagt i gevær, og en veninde, der arbejdede i psykiatrien, sagde, at hun syntes, det lød, som om han havde psykopatiske træk. Det var første gang, Pernille hørte ordet ”psykopat” i forbindelse med Alex. Hun valgte at tro, at hendes veninde tog fejl. Men efterhånden accelererede Alex’ vredesudbrud, og forholdet gik værre og værre. En af hendes andre venner foreslog hende at købe bogen ”Psykopater i jakkesæt”, fordi han mente, at hun vil kunne genkende mange af de ting, der foregik.

– Det gik op for mig, at psykopater ikke kun er kriminelle med en frygtelig barndom. De kan være yderst charmerende, velformulerede, veltalende og have høje stillinger. Det kan være pæne mennesker med facaden i orden, fortæller Pernille, der straks genkendte Alex i fremstillingen af psykopater.

– Et af kendetegnene var, at psykopater projicerer deres egen skyld over på andre, og med Alex var det aldrig hans skyld. Han sagde aldrig undskyld for noget, alting var min eller andres skyld. Han var et pænt menneske med en høj position, men for eksempel kørte han så hensynsløst i bil, at jeg ikke turde køre med ham. Han kammede ofte over og gav andre bilister fingeren, selv om det var ham selv, der kørte dårligt.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Tidligt i forholdet fortalte Alex, at han tog medicin for sit temperament, men han erkendte aldrig, at han fejlede noget.

– Jeg oplevede ofte, at han eksploderede på et øjeblik, og efterhånden så jeg ham som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Han var enten helt oppe og glad, pludselig slog han om, over simple banale ting, gik amok uden varsel og kunne derefter gå ned i kulkælderen. Han havde lyse, gode sider og så den enorme, mørke side, der pludselig kom frem. For eksempel den dag, vi var blevet forlovet. Vi var på roadtrip i USA og ude at spise for at fejre det. Tjeneren glemte en flaske vin på regningen, og Alex gned sig i hænderne. Da tjeneren kom tilbage og undskyldende sagde, at han havde glemt vinen i første omgang, blev Alex rigtig irriteret og sur. Det ødelagde hele glæden ved aftenen. Kort tid efter fik han job i udlandet, og Pernille flyttede med. Der accelererede det for alvor. En aften gik Pernille ked af det i seng efter et skænderi. Hun vågnede om natten og græd, men hun ville ikke vække Alex, der skulle på arbejde næste morgen, så hun gik ind i stuen for ikke at forstyrre ham. Kort efter kom han ind, holdt hende for munden og sagde: ”Stop, du vækker mig, du vækker naboerne. Hvis du ikke holder din kæft nu, så slår jeg dig ihjel”.

– Jeg blev selvfølgelig rystet, men jeg sagde til mig selv: Det er mig, der er noget galt med, det kan ikke være rigtigt, at et menneske kan være sådan. Jeg undskyldte ham og tilgav ham igen og igen, for jeg vidste, at efter en dårlig episode ville der komme en god periode. Det var den, jeg så frem til, for jeg vidste, at forholdet ville blive dejligt igen.

LÆS OGSÅ: Peter har været død. Når man ikke har puls, er man død

”Hjernedøde kælling”
Pernille følte sig aldrig tryg i forholdet, for hun vidste, at der altid ville komme en ny ubehagelig episode. I starten var det en gang om måneden, men efterhånden blev der kortere tid imellem, så det til sidst var omkring en gang om ugen. Det kunne være hvad som helst og ofte helt banale ting, der tændte raseriudbruddene, for eksempel at Pernille rejste sig fra sofaen under en film for at besvare en sms fra sine børn i Danmark. Og han holdt sig ikke tilbage med skældsord som ”hjernedøde kælling”, ”bitch” og ”sinke”.

– Jeg stod på hovedet for at behage ham og tænkte hele tiden over, hvad jeg skulle sige, og hvordan jeg skulle være. Her bagefter tænker jeg: Hold da op, hvorfor har jeg fundet mig i det? Fordi jeg var den, jeg var, før jeg lærte ham at kende, kunne jeg godt se, at han var uretfærdig. Jeg vidste også, at jeg ville vise svaghed ved bare at finde mig i det, så langt hen ad vejen sagde jeg fra. Men han kunne aldrig se det fra min side – han mente jo, at han altid havde ret lige meget hvad. Og han holdt altid fast, indtil jeg smed håndklædet i ringen og sagde ”okay”. Her bagefter kan jeg se, at jeg troede, at jeg kunne redde ham, måske på grund af mit arbejde som sygeplejerske. Jeg har ofte tænkt, i dag kommer undskyldningernes dag, i dag må han selv kunne se, at det, han har sagt og gjort, er forkert. Hvis jeg siger det på en ny måde og går ham på klingen om hans normer og moral, så indser han det. Men det skete aldrig. Pernille prøvede også at tale med Alex om sin mistanke om, at han kunne have diagnosen dyssocial personlighedsforstyrelse (psykopat)– men det benægtede han totalt.

– Jeg mistede mig selv fuldstændigt og var dybt ulykkelig. Jeg endte med at se mig i spejlet og indse, at den gamle Pernille var væk. Når nogen mange gange nok fortæller dig, at du er en hjernedød kælling, begynder du at tro på det. Min selvtillid var på nulpunktet, og det var, som om at jo svagere jeg blev, des stærkere blev han. Til sidst betragtede han mig som decideret ynkelig.

Mareridtsnatten
Efter halvandet år i udlandet flyttede Pernille og Alex hjem til Danmark. Til Alex’ 50-årsfødselsdag havde han valgt at invitere sin nærmeste familie til middag. Et par dage før opdagede han, at han havde glemt at invitere sine niecer og sendte en sms til dem. Den ene dukkede op, den anden kunne ikke med så kort varsel. Mens gæsterne fik velkomstdrink, påpegede niecens kæreste, at det godt nok var med kort varsel, de blev inviteret, hvorefter Alex sagde: "Pernille mente ikke, at I skulle inviteres med". Han havde dummet sig, og Pernille fik skylden.

Kort efter fødselsdagen besluttede Alex at holde op med at ryge. Og bestemte, at Pernille også skulle holde op, for ellers ville hun ryge ud af huset, der var hans. Hun holdt op en måneds tid, men efter et skænderi købte hun cigaretter og begyndte at ryge i smug. Dagen før Pernilles 50-årsfødselsdag tog han hende i at ryge.

– Han skældte mig ud og råbte, at jeg ikke var til at stole på. Jeg stod der som en skolepige, der har røget i smug, og ikke som en kvinde på 50.

På sin 50-årsfødselsdag vågnede Pernille derfor på sin datters sovesofa. Hun havde svært ved at acceptere, at det var slut, hun ville have ham tilbage, selvom hun vidste, det var forkert. Han indvilligede i at være kærester og bo hver for sig. Hendes omgangskreds og hendes børn var imod det. Derfor fortalte Pernille ikke, at de havde aftalt at tage på ferie sammen for at prøve at finde hinanden igen. Men sagde, at hun skulle af sted alene. Dog sagde hun sandheden til én veninde, fordi hendes sjette sans fortalte hende, at det var rart, at nogen vidste det.

– Det var en rædsom tur. Alex havde kort lunte konstant, der skulle ingenting til, før han kom op i det røde felt. Den sidste aften sad vi på terrassen, og jeg kunne se, at han var gal og irriteret på mig. Han rejser sig, jeg rejser mig også, men han sparker mig på låret, så jeg falder. Han overhælder mig med vand og hiver mig ind i soveværelset, hvor der udspiller sig et rent mareridt. I fire-fem timer holder han mig lukket inde. Jeg må ikke gå på toilettet, han lader eder og forbandelser fyge ned over mig konstant, og han stopper mig med magt, hver gang jeg prøver at gå ud af soveværelset. Han holder mig nede i sengen og holder en pude hen over hovedet på mig, mens han siger: "Hvordan føles det at vide, at du aldrig skal se dine børn igen?" Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø i det værelse. På et tidspunkt gav han mig valget om at springe ud ad vinduet
eller blive kvalt med en pude over hovedet. Jeg kiggede ham ikke i øjnene, for hvis jeg ikke kiggede ham i øjnene, var det ikke ham. Jeg kunne ikke tro, at det var den mand, jeg elskede, der gjorde det her.

Efter fire-fem timer blev Alex så udmattet, at han faldt i søvn, og Pernille flygtede ind i det andet rum. Næste dag var han faldet til ro og benægtede fuldstændigt, hvad han havde gjort.

– Jeg græd og sagde: "Er du klar over, at du var ved at slå mig ihjel?". Han svarede: "Hvad er det, der sker i dit syge hoved, jeg gik direkte i seng i går". Senere tog han min telefon, som han slukkede, fordi han ville være sikker på, at jeg ikke optog det, da han sagde: "Jeg ved udmærket, hvad der skete. Men det var den eneste måde, jeg kan få dig til at forstå, at jeg ikke gider dig mere".

Pernille meldte ham ikke til politiet på ferien.

– Jeg var for chokeret, det lokale politi taler ikke godt engelsk, og holdningen til kvinder er generelt noget anderledes end herhjemme. Jeg kontaktede det danske politi, så snart jeg kom hjem, men fik den besked, at de ikke kunne rette sigtelse, fordi hændelsen var sket i et land uden for EU, og han derfor ikke kunne retsforfølges herhjemme, forklarer hun.

Ude på den anden side
Først efter voldsepisoden stoppede deres forhold. Pernille blev sygemeldt fra sit arbejde, begyndte at gå til psykolog og måtte i starten tage sovepiller for at kunne sove, for billeder fra den hæslige nat blev ved med at poppe op.

– Jeg syntes, det var så uretfærdigt. Han gik bare videre i livet og startede på sit nye, fede højtbetalte job, mens jeg var helt nede i kulkælderen. Det værste var bebrejdelserne og min skyldfølelse. Min psykolog har fortalt, det er helt naturligt, at jeg i starten tænkte: Der kunne jeg have handlet anderledes. Men den er jeg kommet over. Jeg ved inderst inde, at det ikke var min skyld, men det var en helt naturlig reaktion, for det var det, han overbeviste mig om: at han altid havde ret, og at alt var andres skyld. I dag har Pernille fået bearbejdet de dårlige oplevelser fra forholdet med Alex. Hun er startet i sit drømmejob, har fået overskud og er blevet sig selv igen.

– Jeg har haft lyst til at fortælle min historie nu for at gøre op med forestillingen om og holdningen til, at det er en bestemt type kvinde, der falder for en mand, der er psykopat, hvad jeg er sikker på, at Alex er. Jeg kan ikke sige mig fri for selv at have troet på myten om, at den slags kvinder da ikke havde opfundet den dybe tallerken. Jeg vil betegne mig selv som stærk, jeg har en god uddannelse, gode venner og et stærkt netværk, jeg har været selvstændig i mange år med en del ansatte. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville stå i den situation – men så mødte jeg Alex.

”Pernille” har ønsket at medvirke anonymt, men redaktionen kender hendes rigtige identitet. Både hun og Alex hedder noget andet i virkeligheden.

LÆS OGSÅ: Anna Grue kollapsede af stress: "Der var blod over det hele" 

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift... og enke 

LÆS OGSÅ: "Min kone og jeg har fundet hinanden på en voksen måde"