Mette Horn om sit første kys: "Jeg tror, vi ­prøvede at efterligne noget, vi havde set i en Jolly Cola-reklame"

Hvem var dit første kys?
– Mit første kys fik jeg af Søren Farlov i 3. klasse. Jeg mindes vi knaldede tænderne ­sammen, og at det ikke var sådan ­specielt vellykket, men et kys var det. Jeg tror, vi ­prøvede at efterligne noget, vi havde set i en Jolly Cola-reklame, den hvor de rullede ned af en bakke i solnedgang med langt flot hår og kyssede samtidig. (Han kyssede vist også Bettina Breuning samme eftermiddag, så vidt jeg husker).

Hvornår bliver man ­voksen?
– I starten tænkte jeg, at skillelinjen måtte ligge et sted mellem kørekort og eget checkhæfte. Så kom børnene og senere en skilsmisse og så det første tab af en forælder. Men altså, jeg føler stadig ikke, jeg har passeret den magiske skillelinje. Jeg går stadig og venter på, at der kommer en voksen og tager over, når jeg selv har mistet overblikket. Så mon ikke svaret må være, at "voksen" det bare er en følelse eller et håb, man har som barn, om at der er nogen, der har styr på alt det, man ikke selv er herre over.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Det må nok være min frygt: Frygt for ting, der kan gå galt. Frygt for, at folk er kede af det eller ikke trives. Frygt for, at ting ikke er, hvad de tager sig ud for. Det er nok ­derfor, jeg har valgt komikken. Så kan man ligesom sige det højt og pege på det, som giver en mavepine. Så er det pludselig ikke så farligt længere.

Hvornår har du været mest bange?
– Altså mig og transportmidler?! Færger og flyvemaskiner. Jeg tager ofte ved den ­mindste uregelmæssighed den store afsked med livet og ridser op for mig selv, at det gik jo meget godt, takker for den tid, jeg fik, og forliger mig med, at når det er tid, så er det åbenbart tid. Nogle dør i en hospitalsseng, jeg selv går ned med færger eller omkommer i flystyrt. Jeg sørger altid for, at ingen opdager min stille afsked med livet for ikke at skræmme andre mennesker unødigt.

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?
– Udover at huske cykellygterne i en mørk tid så er det vel, nu hvor de er blevet store, at de skal huske at lægge mærke til, når de møder et menneske med format. At de genkender mennesker, der er nysgerrige og oprigtigt interesserede i deres omgivelser. Dem som formår at få andre til at føle, at de har noget at byde på. Og måske at de selv bestræber sig på at være et sådant menneske. Det er der, guldet ligger begravet, tror jeg.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?
– Øhm... "Så så man lige mig"?

Hvis jeg kunne bestemme...
– Først skulle tiden sættes lidt i stå, den går simpelthen for hurtigt. Så skulle der skiftes ud på nogle ­præsidentposter rundt omkring i verden, og ­klimaet skulle have førsteprioritet. Generelt skulle der være mere kærlighed og omsorg.

Hvordan tror du, dine gymnasievenner husker dig?
– Jeg havde en meget ­sporadisk udgave af en hf. Nogle fag blev taget på Gentofte Statsskole, andre på enkeltfagskursus i Aarhus, og de sidste fag skrabet sammen på statens hf på Værnedamsvej, så jeg ­tvivler på, at nogen kan huske mig for andet, end at jeg afleverede opgaverne i sidste øjeblik.

LÆS OGSÅ: Mette Døssing: “Jeg prøver så vidt muligt at stå ved mig, som jeg er”

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

LÆS OGSÅ: Stine Fischer: “Det keder mig, at vi alle skal være ens og have samme værdier”