Tag med til farverige Marrakech
Livet i den gamle bydel i Marokkos største by er en kaotisk, larmende og støvet affære i de små gyder. Men bag de høje mure åbner der sig en verden af rislende vand, kølighed og ro, hvis du finder vej derind. Tag med til Marrakech, og oplev byens indre skønhed ved at bo privat gennem Airbnb.
En blind, pukkelrygget kvinde skubber sig langsomt gennem mylderet af mennesker, æsler og larmende scootere. En dreng kaster vand efter en ældre mand og forsvinder i mængden. En husmor skændes med en gadesælger om kvaliteten på tomaterne og hans skamløse priser.
I Marrakesh sker det meste lige for øjnene af dig. Vævere, cykelsmede og pottemagere sidder og arbejder i små, åbne butikker, mens de forbipasserende stikker hovedet ind og udveksler nyheder. Selv det indre af dyrene ligger frit til skue hos slagteren og giver en anatomisk lektie i kropsdele, som vi glemmer, man også kan spise: lunger, hjerner og bløde, brune mavesække.
Men andre sider af byen skal først lirkes op. Det gælder ikke mindst den klassiske riad, der oprindelig var et marokkansk familiehus for de mere velhavende familier. En riad vender ryggen til det summende byliv og orienterer sig indad. Du går hen ad en beskeden gyde med høje mure, træder ind ad en lav trædør – hvor en kølig oase åbner sig. En riad er et hus i to eller flere etager, bygget op om en atriumgård med en fontæne eller et bassin. Der er ingen vinduer ud mod gaden, men til gengæld har alle rummene åbninger ud mod gårdhaven, på etagerne via en svalegang. Husets konstruktion skygger for den brændende sol og lader kølende vindpust finde vej gennem den åbne midte.
Igennem de sidste år har mange udlændinge købt forfaldne ruiner i Marrakech og istandsat dem med stor respekt for den oprindelige arkitektur. Mange af disse boliger udlejes gennem boligportalen Airbnb. Der er 13.000 boliger til leje på portalen over hele Marokko, og de 5.000 af dem ligger i Marrakech. Nogle er enorme, moderne paladser i bedste arabiske luksusstil – andre er mere nedtonede og måske mere efter europæisk smag.
LÆS OGSÅ: Giv en personlig gave
BO La Maison
Vi boede i den smukkeste riad i medinaen, som ejeren, den tysk-italienske designer Nicole Francesca Manfron, selv har istandsat. Hun købte huset tilbage i 2003, da hun under et besøg i Marrakech forelskede sig hovedkulds i tanken om at skabe og indrette sin egen riad. To måneder efter købte hun en gammel ruin, på trods af at hun hverken havde erfaring med at tegne og bygge huse eller at indrette dem. Undervejs i processen mødte hun sin marokkanske mand, der er en dygtig kunsthåndværker. Fra ham og hans netværk af håndværkere har hun fået hjælp til at bygge huset op med udgangspunkt i traditionel marokkansk håndværkskunst. Alene det at finde vej gennem junglen af byggetilladelser og håndtere pengeoverførsler har kostet blod, sved og tårer, mens den sjove del af arbejdet har været at indrette huset med de bedste fund fra souken, fortæller hun. Farverne er milde og kølige, på gulvet ligger tykke berbertæpper, og overalt i huset er der små poetiske tableauer med bakkeborde af sølv og messing, metallamper og brede, lave sofaer med bløde puder.
Tagterrassen på La Maison. Det perfekte sted at hænge ud, når virvaret i souk'en bliver for overvældende.
Den marokkanske boligindretning er gået så meget i blodet på Nicole, at hun sammen med en amerikansk kollega har skabt virksomheden The secret souk, der sælger marokkansk interiør og arrangerer pop up-events i Europa og USA. I et souk-inspireret miljø dækker de op til 30 mennesker, serverer en middag fra det marokkanskinspirerede fusionskøkken sammen med sommelierudvalgte vine og giver til sidst gæsterne mulighed for at købe interiøret med hjem. Egentlig var det kun meningen, at Nicole selv og hendes venner skulle bo i La Maison, men hun udlejer det i dag via Airbnb.
Airbnb.com (opslaget for La Maison hedder "Beautiful Riad, Marrakech")
Nicole Francesca Manfron og hendes kollega i The secret souk.
OPLEV La place
Du kommer til at blive væk mange gange, når du går rundt i medinaen i Marrakech, men spørg efter La Place, og så vil en dreng hellere end gerne følge dig derhen for lidt småpenge. Festen på den centrale plads i den gamle bydel, der formelt set hedder Place Jemaa el Fna, varer det meste af dagen, men tager for alvor til hen under aften. Slangetæmmerens ven fløjter skingert og småfalsk for at sætte gang i kobraer og water snakes, et par mænd går rundt med aber i børnetøj, og en anden sidder med en falk og en ugle. Fra boderne sælges marokkansk arganolie og honning, og efter solnedgang lægger gadekøkkenerne an til servering og indfanger kunderne ved at klappe så begejstret, når man nærmer sig, at man ikke nænner andet end at sætte sig. Du kan også nyde forestillingen lidt på afstand, fra en af de mange tagterrasser med udsigt over pladsen. Tag eksempelvis den allerøverste tagterrasse på Cafe de France, der har en vidunderlig udsigt ud over pladsen og solnedgangen over Koutoubia-moskeen.
La Place er allerdejligst om aftenen, hvor alle sanser stimeleres af et overvældende leben.
LÆS OGSÅ: Milano: Modeby og meget mere
SHOP Souk'en – en skattekiste
Tykke tæpper, bakkeborde af sølv og messing, glaslamper og brede, lave sofaer med farvestrålende puder. Marokkanerne kan som ingen andre skabe en afslappet hulestemning på de varme tagterrasser. Nyd det i din riad og på cafeerne og restauranterne, og gå bagefter i souk'en, og køb noget af det med hjem. Det største problem er at få det pakket i kufferten og få det transporteret til Danmark. Og når alt kommer til alt, kan meget af det også fås derhjemme – eller i netbutikken The secret souk.
Der handles med alt fra madvarer til lædervarer og antikke tæpper i souk'en.
SPIS Mad i miljø
Det klassiske marokkanske køkken byder på kød, der har simret i timevis i en tagine, en kegleformet lerpotte, og serveres sammen med farvestrålende grøntsager. Maden er lækker, men det er ikke mindst omgivelserne, de utallige restauranter konkurrerer på. Spis med udsigt over kupler og minareter eller i de frodige gårdhaver, der gemmer sig bag de støvede mure.
5 gode restauranter:
1. La Famille er et smukt og fredeligt lille sted at spise sin frokost, efter at du f.eks. har besøgt det overdådigt smukke, gamle palads.
Bahia Palace. Rue Riad Zitoun el Jdid 42
2. Le Jardin er en overdådig grøn oase i en smukt restaureret riad fra det 16. århundrede. Her serveres både opdateret marokkansk og vestlig mad – og alkohol. Ejeren er Kamal Laftimi, en tjekket ung marokkaner, der omgiver sig med hotte designervenner og også ejer Cafe des Epices og (den kulinarisk set endnu bedre) Restaurant Nomad midt i souk'en.
Route Sidi Abdelaziz 2
Grøntsagerne ligger farvekoordineret og byder sig til på Le Jardin.
Nomad er en af marokkaneren Kamal Laftimis restauranter. Fra tagterrassen kan du nyde den kaotiske souk.
3. Kasbah Café serverer særdeles veltillavede traditionelle marokkanske retter med udsigt til en storkerede, Moulay el Yazid-moskeen og Saadi-dynastiets grave fra 1500-tallet.
Batouil 47
Den marrokanske mad er en æstetisk oplevelse i sig selv.
4. Maden på Kui-Zin er virkelig god, og tagterrassen i flere planer helt eventyrlig, ikke mindst hen på aftenen, når mørket sænker sig.
Rue Amsefah 2
5. Lattitude 31 har et raffineret køkken, og man har lyst til at blive hængende til loungemusikken i gårdhaven hele natten.
Rue El Gza Arset Ihiri 186
Tøffelpoesi i souk'en, hvor du kan finde dem i alle størrelser, farver og former.
LÆS OGSÅ: 8 hemmelige hotspots i Barcelona
Insidertips fra værten
En af de store fordele ved at bo gennem Airbnb i stedet for på hotel er, at værten som regel hjælper dig med sortere i de gode steder i byen. Her er et par af de tips, vi ikke ville have undværet:
Les Bains de Marrakech
Marokkanerne har en lang tradition for at dyrke hamam'en, det varme dampbad, hvor du bliver renset igennem. Først ligger du længe i dampene på en bænk, indtil porerne er helt åbne. Derefter bliver du smurt ind i sort olivensæbe og skrubbet med en hård kessahandske. Hamamer findes overalt i byen – fra den helt basale og lokale udgave til de skønneste paladser. Hvil ud ved poolen efter behandlingen. Le Bain de Marrakech er en autentisk oplevelse.
Bunker af søde sager i souk'en.
Storkespotting
I dag er der kun ganske få storkepar i Danmark, og det bliver nævnt i landets aviser, når et af parrene yngler. I Marrakech kan man uden problemer tælle over 50 storke hen under aften, når de samles på den sydlige bymur for at stikke hovedet under vingen for at sove. Se dem fra Kosy Bar, der spiller loungemusik og serverer cocktails. Gå derefter hen på restauranten Kasbah Café, som ligger klods op ad en storkerede.
Jardin Majorelle
I 1960'erne købte modeskaberen Yves Saint Laurent den eksotiske have, Jardin Majorelle, efter at grundlæggeren, maleren Majorelle, var død, og stedet var ved at blive omdannet til et hotel. Yves Saint Laurents design er præget af vilde, stærke farver, og der er ikke noget at sige til, at han forelskede sig i Jardin Majorelle, hvor bygningerne er koboltbå, pink og citrongule. Haven er fyldt med eksotiske planter fra fem kontinenter, blandt andet en stor afdeling med skulpturelle kaktus. Yves Saint Laurents aske er i øvrigt spredt i en lukket del af haven.
Cafeen i Jardin Majorelle serverer god mad i en yndig gårdhave.
Jardin Majorelle – Yves Saint Laurents berømte have.
I Jardin Majorelle ligger der også et lille berbermuseum med en fin samling af smykker og tekstiler.
Maison de la photographie
Sanselige blikke mellem en letpåklædt sortlokket skønhed og en kjortelklædt mand. Børn, der leger i souk'en, der til forveksling ser ud som i dag. En turbanklædt mand, der kigger drømmende ud i ørkenen. Mange af fotografierne på fotomuseet La Maison de la Photographie de Marrakech er over hundrede år gamle og er fulde af skønhed, vemod og poesi. Køb et par reproduktioner med hjem fra den lille butik ved indgangen.
46, Rue Souk Ahal Fassi, Maisondelaphoto-graphie.ma
De romantiske fotos fra La Maison de la Photographie er fulde af sanselighed og skønhed.
LÆS OGSÅ: Turen går til forførende Madrid
LÆS OGSÅ: Nordeuropas oversete shoppingmekka
LÆS OGSÅ: Her får du mest sol for pengene