Gravid i uge 12 mave mindste berøring

Gravid uge 12: Tillykke, du er nået til 2. trimester

Når du er gravid uge 12, er barnet fuldt formet. Fostret kan også åbne og lukke munden og drikke fostervand.

Tillykke. Du er gravid i uge 12 og er således nået over den første, kritiske fase, hvor dit barns organer dannes, og hvor symptomerne raser.

2. trimester starter, når denne uge slutter, og du kan glæde dig over, at den kommende periode, er den, de fleste gravide anser som den bedste i hele graviditeten.

Forandringerne i din krop tager for alvor fart i de kommende uger, og du kan se frem til, at noget af din energi vender tilbage, mens kvalmen forhåbentlig er på retur og hos langt de fleste forsvinder helt.

I uge 12 er dit barn 5-6 centimeter langt og vejer cirka 20-35 gram.

Gravid uge 12

Din graviditetsuge: 13. uge (12+0 – 12+6)

Din graviditet i dage: 84-90

Dit barns gestationsalder: 10 uger

Dit barns mål: 20-25 gram og 5,4-6,6 centimeter (hoved-hale-mål)

Dit trimester: Ved udgangen af uge 12 går du fra første trimester til andet trimester

Vil du vide mere om din graviditet uge for uge? Så kan du læse med her!

Scanning gravid uge 12 babyens hud
Foto: Jordemoder.dk

Gravid uge 12: Din krop

De fleste gravide glæder sig til, at maven skal vokse sig stor og blive synlig, men desværre går der stadig et godt stykke tid, før der dukker en rund babybule frem. I hvert fald hvis du er gravid for første gang.

Lige nu føler du nok, at din mave er størst om aftenen, og måske er du i den fase, hvor du mest af alt føler dig lidt kvabset, som havde du spist godt med fredagsslik. Det er helt normalt, og inden længe vil alle kunne se, at der gemmer sig en baby i din mave.

Gravid uge 12: Din baby

Fosteret vokser, og når du er gravid uge 12, har dn baby dannet alle sine knogler. Babys hud, der lige nu ser rød og gennemsigtig ud, er også begyndt at blive følsom. Benene er langt om længe vokset sig længere end armene, og din baby har udviklet reflekser, der minder om rigtige, menneskelige bevægelser. Den kan også gispe og suge, og det er kun et spørgsmål om tid, før tommelfingeren møder munden.

Maven, leveren, bugspytkirtlen og tarmene er næsten færdigudviklede på nuværende tidspunkt, og dit barn producerer nu selv urin, som det udskiller i fostervandet. Det har også lært at synke fostervandet, selvom væsken ikke giver den næring, barnet har brug for. Det kommer i stedet fra moderkagen gennem navlestrengen.

Kønsdelene udvikler sig også i rekordfart i denne uge, og er baby en pige, vil æggestokkene nu indeholde alle de æg, hun nogensinde vil få. Venter du en datter, bærer du altså også rundt på æggene til dine børnebørn!

Vil I kende til kønnet, må I dog vente til uge 14, hvor man med stor sikkerhed kan se kønnet ved en ultralydsscanning.

Gravid uge 12: Tegn på graviditet

Din krop har efterhånden vænnet sig til graviditeten og de hormonelle ændringer, og det betyder, at du måske vil få ekstra energi, mindre kvalme og færre humørudsving i 2. trimester.

Gravid uge 12 symptomer:

  • Væske i kroppen
  • Uren hud
  • Små, stikkende smerter i siden af maven eller underlivet
  • Vægtøgning
  • Hovedpine
  • Svimmelhed

Det skal du vide om uge 12

Nakkefoldsscanning

Når du er gravid i uge 12, kan du få foretaget en 1. trimesterscanning, og måske er det første gang, du skal se din baby. Undersøgelsen kaldes også en nakkefoldsscanning eller en 12-ugersscanning, og den laves kun fra uge 11+4 til 13+6. Det skyldes, at man blandt andet skal måle størrelsen på en lille væskeansamling i barnets nakke, og den væskeansamling er kun synlig i de uger.

Ved nakkefoldsscanningen, som måske er din første scanning, får du også din forventede terminsdato at vide, dit fosters længde bliver målt og dets tilstand bliver undersøgt. Det er også her, dit barn bliver tjekket for 3 forskellige kromosomfejl: Downs syndrom, Edwards syndrom og Pataus syndrom.

Det gøres gennem en måling af juniors nakkefold og en blodprøve fra dig, der kaldes en doubletest. Tilsammen kan de to undersøgelser, kombineret med din alder, finde over 90 procent af de tilfælde, hvor fosteret har Downs syndrom. 

Enkelte får dog kun foretaget nakkefoldsscanningen, og selvom det giver det mest retvisende resultat med en doubletest også, vil det ofte være nok med en enkelt scanning.

Svaret på undersøgelserne får du i form af et risikotal, som bliver forklaret grundigt. Hvis risikoen for Downs syndrom er høj (over 1 ud af 300), får du sandsynligvis tilbudt en NIPT-test (en blodprøve), en moderkagebiopsi eller en fostervandsprøve for at afklare, om fosteret er raskt. Langt de fleste, som får foretaget en af disse prøver, vil få et normalt svar.

Doubletesten - altså blodprøven - skal tages senest fire-fem dage før scanningen, og du skal være minimum 10 fulde uger henne, før du kan tage prøven.

Spontan abort uge 12

Uge 12 er ikke kun en milepæl, fordi de fleste gravide begynder at få det bedre herfra. Det er også en milepæl, fordi risikoen for spontan abort bliver mindre.

Er du blevet scannet på et hvilket som helst tidspunkt i din graviditet, og har du set et levende foster i livmoderen, er risikoen, for at du efterfølgende mister barnet, lille – og risikoen for spontane aborter bliver altså kun mindre, desto længere graviditeten har varet.

Det er vigtigt at huske, at ufrivillige aborter som regel sker, fordi der er noget galt med fosteret – det kan være genetisk, en kromosomfejl, misdannelser eller problemer med moderkagen.

Selvom blødninger ikke er unormalt under graviditeten, er det alligevel en god ide at tage kontakt til lægen, hvis du skulle bløde og få smerter i underlivet.

Sundhedstips

Er det vinter, og er du er mere end 12 uger henne i din graviditet, så anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du bliver vaccineret mod influenza. Undersøgelser viser nemlig, at gravide i 2. og 3. trimester har øget risiko for at få et mere alvorligt influenza-forløb, hvis de bliver smittet, og selvom det typisk er fuldstændig ufarligt for fosteret, kan det i sjældne tilfælde have alvorlige konsekvenser. Dertil kommer, at vaccinen giver dit barn antistoffer mod influenza, som også vil gavne ham eller hende efter fødslen.

Er du mere end 12 uger henne, og viser kalenderen 1. november til 28. februar, kan du få vaccinationen gratis hos din læge.

Til dig, der venter tvillinger

Tillykke. Sandsynligheden for at du nu kender til de to, små, bankende hjerter i din mave er stor. Den mest almindelige måde at opdage tvillinger på er nemlig ved 1. trimesterscanningen, hvor du tydeligt vil kunne se to hjerteblink.

Denne scanning er blot den første af flere undersøgelser, hvor du får lov at kigge ind til dine to, små vidundere. Tvillingegraviditeter er nemlig forbundet med større risici for tidlige fødsler og svangerskabsforgiftning, og derfor tilbydes tvillingemødre flere ultralydsundersøgelser og lægekontroller på fødeafdelingen. Det er ganske normalt og betyder blot, at der bliver holdt godt øje med dig og dine børn.

Gravid uge 12: Ugens tip til mor

Har du endnu ikke fortalt din omgangskreds om din graviditet? Mange gravide vælger at dele nyheden, efter de har været til 12-ugersscanning, bl.a. fordi risikoen for spontan abort er faldet. Men husk, at det er fuldstændig op til dig og din partner, hvornår I har lyst til at dele jeres hemmelighed. Den eneste regel er, at du skal oplyse din arbejdsgiver om din graviditet senest tre måneder før din termin.

Gravid uge 12: Ugens tip til partneren

Fejr, at du har set dit barn på scanningen og tag en tur i børnetøjsbutikken og køb den allerførste body til baby. Du kan også begynde at overveje, hvornår du vil fortælle dit arbejde og din omgangskreds om graviditeten - hvis du da ikke allerede har gjort det.

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010, har arbejdet på flere hospitaler og har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation i graviditeten til fødsler og tiden efter fødslen.

Hun har siden 2021 været jordemoder på Holbæk Sygehus, og har tidligere haft sin private jordemoderpraksis i København.

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder gravid uge 12 graviditeten
Foto: Stephansen Photography