Gravid i uge 22

Gravid uge 22: Driller plukveerne?

Du er gravid i uge 22 og er måske begyndt at få plukveer. Du og din partner kan nu begynde at tale til jeres barn – det kan nemlig skelne jeres stemmer fra hinanden.

De første, små smølfespark er sikkert en velkendt følelse nu – både hvis du er gravid for første gang, eller hvis du har født før. Når du har været gravid i 22 uger, vil din partner nok også kunne mærke den lille, der stadig får mere og mere kraft bag sine spark, og måske begynder plukveerne at drille.

I denne uge måler dit barn omtrent 28 centimeter, vejer cirka 450 gram og ligger nu inde i maven og lytter.

Gravid uge 22

Din graviditetsuge: 23. uge (22+0 – 22+6)

Din graviditet i dage: 154-160

Dit barns gestationsalder: 20 uger

Dit barns mål: 450 gram og 28 centimeter (hoved-hæl-mål)

Dit trimester: Andet trimester 

Gravid uge 22: Din krop

Hvis du føler dig en anelse mere ude af balance rent fysisk, skal du ikke bekymre dig. Din øgede vægt gør nemlig, at dit tyngdepunkt ændrer sig under graviditeten, og nogle vil derfor opleve, at de er mere klodsede end normalt og måske snubler mere, end de plejer. Måske er dine voksende bryster også skyld i, at du hænger en anelse forover med overkroppen.

Har du været gravid før, eller venter du tvillinger, vil det være mere udtalt her i uge 22, end hvis du er gravid for første gang. Det skyldes, at maven ofte vil pege lidt mere ud hos flergangsfødende eller tvillingemødre, mens førstegangsgravide endnu kun vil have en lille bule.

Jo større maven bliver, desto mere kan du blive slået ud af balance. Pas derfor lidt ekstra på – specielt når du går på trapper – og sørg for at holde en god kropsholdning.

Gravid uge 22: Din baby

Når du er gravid i uge 22, er dit barns nakkehvirvler helt tydelige. Det er blodårerne under juniors hud også, selv om huden er blevet tykkere, svedkirtlerne yderligere udviklet og der er kommet mere fedt til. Huden vil dog stadig være rynket og lidt for stor, men sammen med lanugohår, som nu dækker hele kroppen, vil den alligevel hjælpe dit barn med at holde varmen frem til fødslen.

Venter du en lille dreng, er testiklerne stadig ved at bevæge sig fra bækkenet ned til pungen, og de har allerede nu dannet de første, primitive sædceller.

Fosterets hørelse er nu også så udviklet, at det kan skelne lyde fra hinanden. Din stemme kender barnet allerede temmelig godt, men din partner og eventuelle søskende kan også begynde at synge og tale til baby. På den måde vil junior trygt kunne genkende stemmerne efter fødslen.

Mærker du pludseligt et ryk i livmoderen, når du hører høje lyde? Det er din baby, som reagerer på lyden.

Gravid uge 22: Tegn på graviditet

Plukveer kan være en uvelkommen følgesvend, når du er gravid i uge 22 – særligt hvis du har været gravid før. En plukve er i princippet bittesmå veer, som er ganske normale og helt ufarlige. Så længe de ikke gør ondt eller kommer regelmæssigt, er de blot et sundt tegn på, at din livmoder træner sig op til fødslen ved at lave sammentrækninger.

En plukve mærkes forskellig fra kvinde til kvinde, men typisk vil du kunne fornemme, at din livmoder bliver helt hård, for så at slappe af igen kort efter. Det kan også være, at du pludselig føler dig meget tung og må stoppe op. Føler du dig generet af dem, kan du lægge dig ned og slappe af, til de går væk.

Kommer plukveerne regelmæssigt med mindre end 10 minutter imellem, eller gør de ondt, skal du tage det som kroppens signal til, at det er tid at få et hvil. Forsvinder plukkeveerne ikke efter en halv time på sofaen, skal du ringe til dit fødested. Selvom det sjældent fører til for tidlig fødsel, kan hyppige plukkeveer før uge 37 alligevel være et tegn på lige netop dét. I det tilfælde skal du derfor lade din jordemoder rådgive dig om, hvad den bedste behandling er.

Det skal du vide om uge 22

Når du er gravid i uge 22, er du nået over risikogrænsen for spontane aborter (22+0), og skulle dit barn komme til verden nu, vil det i stedet kategoriseres som en fødsel. Det betyder også, at dit barn i princippet vil kunne overleve udenfor livmoderen nu, selvom chancerne stadig er relativt lave, og barnet vil have brug for meget behandling. Oftest vil man først for alvor tilbyde aktiv behandling til børn, der er født fra uge 24 og frem, og derfor er uge 22 og 23 et grænseland, der mest handler om et juridisk skel. Uanset hvordan dit barn vil klare en fødsel på nuværende tidspunkt, vil der fra 22+0 og frem nemlig udløses en lang række juridiske rettigheder – herunder sorgorlov/barselsorlov til moren. I alle tilfælde vil man dog forsøge at stoppe fødslen, så dit barn vil kunne blive i maven lidt længere. Det er også vigtigt at huske, at risikoen for en fødsel på nuværende tidspunkt er meget lav.

En for tidlig fødsel dækker over en fødsel, der sker fra uge 22 til og med uge 36, og jo længere graviditeten varer, desto større er muligheden for, at dit barn overlever. Undersøgelser viser dog, at mere end 50% af de børn, der fødes mellem uge 25 og 27 – og dermed vejer mellem 750 og 1000 gram – vil overleve.

Gravid uge 22: Sundhedstips

Når du er gravid i uge 22, er den ekstra graviditetsvægt til at tage at føle på, og det betyder, at du måske er udsat for ryg- og muskelgener, der hjemsøger mange gravide især sidst i deres graviditet. Sørg for at have en god kropsholdning og undersøg, om møblerne på dit arbejde er gode og ergonomisk tilpasset til din krop. Undgå også gerne både at stå op og at sidde ned for længe ad gangen.

Træning er som altid vigtigt for, at din krop holder sig stærk og sund, men husk også, at det ikke er nu, du skal løfte rundt på alt for tunge ting og sager. Det gælder også eventuelle storesøskende til baby i maven. Gør du det alligevel, så løft med benene i stedet for ryggen.

Til dig, der venter tvillinger

Føler du, at din vægt allerede er en belastning for dit aktivitetsniveau?

Når du er gravid med tvillinger, kan det være svært at finde overskuddet til almindelig træning, da kroppen hurtigt bliver tung, og kvalmen altid lurer lige om hjørnet. Er du hårdt ramt, kan det måske hjælpe at skifte træningscenteret ud med svømmehallen, da vandet vil gøre dig vægtløs og dæmpe hurtige, ubehagelige bevægelser. Gå gerne efter et graviditetshold, så træneren ved, hvad der er godt for dig og din krop. Har du stadig ubehag, bør du stoppe og tale med din jordemoder. Du kender din krop bedst, så lyt til den. Det gælder også, når den beder dig tage en lur.

Gravid uge 22: Ugens tip til mor

Meld dig til et yogakursus eller lær dig selv afslapningsteknikker og vejrtrækningsøvelser. Det kan være en stor hjælp resten af graviditeten og under fødslen - for ikke at snakke om i en hektisk småbørnshverdag.

Gravid uge 22: Ugens tip til partneren

Dit barn kan nu genkende din stemme, og derfor er det tid til at smøre stemmebåndet og støve børnesangene af. Syng for dit barn, fortæl ham eller hende om din dag eller læs avisen højt for maven. Det kan føles underligt, men desto mere barnet hører din stemme, desto bedre vil det genkende dig efter fødslen. Virker det alt for underligt, er det godt at vide, at baby også hører din stemme, når du taler med dit barns mor. 

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010, har arbejdet på flere hospitaler og har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation i graviditeten til fødsler og tiden efter fødslen.

Hun har siden 2021 været jordemoder på Holbæk Sygehus, og har tidligere haft sin private jordemoderpraksis i København.

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder gravid uge 22

Foto: Stephansen Photography