Gravid uge 24

Gravid uge 24: Nu skal du mærke liv hver dag

Du er gravid i uge 24, og du skal nu kunne mærke bevægelse hver dag. Måske er du begyndt at tænke meget på din egen barndom?

Junior viser nu flittigt sine motoriske egenskaber frem, og når du er gravid i uge 24, skal du mærke små puf, spark eller rullende bevægelser flere gange dagligt.

Tanker om dine forældre og din egen barndom kan også komme snigende her i andet trimester, og måske er du begyndt at tænke over, hvilken slags mor du selv vil være for det lille liv i din mave.

Dit barn måler nu cirka 32 centimeter og vejer hele 550-700 gram.

Gravid uge 24

    Din graviditetsuge: 25. uge (24+0 – 24+6)
    Din graviditet i dage: 168-174
    Dit barns gestationsalder: 22 uger
    Dit barns mål: 700 gram og 32 centimeter (hoved-hæl-mål)
    Dit trimester: Andet trimester

Gravid uge 24: Din krop

Din mave begynder at vokse hurtigt nu, og har du været til graviditetskontrol, vil du måske opleve, at din jordemoder har målt afstanden fra dit kønsben til den øvre kant af din livmoder. Det kaldes symfyse-fundus målet, og det er det mål, som fortæller din læge eller jordmoder, om maven vokser, som den skal. Målet svarer gerne til det antal uger, du er henne, men da det kan variere meget fra kvinde til kvinde, bruges det kun til at sammenligne dig selv fra gang til gang. Dit mål vokser i sit eget tempo og kan derfor ikke direkte sammenlignes med en anden gravid i samme uge.

Når du er gravid i uge 24, kan du også opleve, at livmoderens stabiliseringsbånd – også kaldet ligamenter – strækker sig. Det det kan føles lidt som et sidestik, og disse smerter er helt ufarlige og forsvinder igen, hvis du slapper af.

Gravid uge 24: Din baby

Udviklingen af muskel- og knoglemasse udgør den største del af dit barns vægtforøgelse i uge 24, og juniors små ansigtstræk er nu ved at være færdigdannede. Heldigvis skal du ikke vente meget længere, før du får lov at se det lille ansigt og de små fingre og tæer, som også vokser indeni dig. Snak eller syng gerne til dit barn – han eller hun kan nemlig sagtens høre dig. Synger du den samme sang igen og igen under graviditeten, vil din baby endda kunne genkende den efter fødslen.

Måske vil du også mærke, at barnet har perioder, hvor det er mere roligt og ikke sparker fra sig. Det er, fordi han eller hun sover - og det sker ofte, når du selv er aktiv. Når du bevæger dig, vil du nemlig ikke så let mærke eller være opmærksom på barnets bevægelser, og samtidig dysser du junior i søvn, når du går rundt.

Med undtagelse af lungerne, fungerer alle barnets vigtigste organer nu, og med hjælp fra teknologien kan et foster derfor overleve uden for livmoderen fra denne uge. Det er således også fra uge 24, at lægerne vil tilbyde aktiv hjælp til for tidligt fødte børn, mens de indtil nu typisk kun har kunne tilbyde palliativ behandling i de timer, barnet lever. Skulle du gå i fødsel nu, vil du desuden få en indsprøjtning med steroider, der skal hjælpe dit barns lunger med at modnes hurtigere. Når du er gravid i uge 24, producerer kroppen også de vigtige, hvide blodlegemer. Det er blandt andet dem, som skal hjælpe dit barn med at bekæmpe sygdomme.

Gravid uge 24: Tegn på graviditet

Maven er begyndt at blive tung, og måske oplever du, at du let bliver forpustet og træt, når du bevæger dig. Det skyldes blandt andet, at der bliver mindre plads til dine lunger, desto større din livmoder bliver.

Måske oplever du også en eller flere af følgende symptomer, når du er gravid i uge 24:

  • Plukveer
  • Strækmærker på mave, baller og lår
  • Åreknuder og hæmorider
  • Væske i kroppen
  • Sidestik
  • Ligamentsmerter

Det skal du vide om uge 24

Når du har været gravid i 24 uger, er din baby blevet så stærk, at du skal kunne mærke ham eller hende bevæge sig hver dag. Aktiviteten kan variere, og du kan både opleve små puf, spark eller rullende bevægelser. Mærker du små, regelmæssige prik under maveskindet, kan det være dit barn, der hikker.

Ofte vil du opleve, at dit barn har et mønster, og at det bevæger sig på bestemte tidspunkter af døgnet. De fleste vil også mærke, at aktiviteten er størst fra uge 28-29, og at mønsteret ændrer sig gennem graviditeten og særligt mod slutningen, hvor pladsen bliver mere trang. Generelt kan aktivitetsniveauet variere meget fra kvinde til kvinde og fra barn til barn, så undgå at sammenligne dig selv med andre gravide.

Oplever du, at dit barn bevæger sig markant mindre fra den ene dag til den næste, kan du prøve følgende:

  • Læg dig ned og slap af. Det er ikke altid, du vil mærke barnet, hvis du har været aktiv eller optaget af noget andet
  • Puf forsigtigt til maven
  • Drik noget koldt eller spis noget sødt og læg dig så ned og vent. Nogle gange kan det vække et sovende barn

Har du efter en halv time stadig ikke mærket overbevisende bevægelser fra barnet, skal du ringe til dit fødested med det samme. Det kan ikke vente til i morgen.

Det skyldes, at bevægelser fra barnet er et tydeligt tegn på, at det trives. Hvis trivselstegnet forsvinder, er det vigtigt at undersøge, om barnet stadig har det godt og behandle det, hvis det ikke er tilfældet. Heldigvis vil langt de fleste gravide opleve, at det er falsk alarm.

Gravid uge 24: Sundhedstips

Din psyke undergår en enorm forandring, når du er gravid, og det kan især blive tydeligt, hvis du venter dit første barn. Mens du i første trimester måske følte dig splittet mellem at være lykkelig, positiv og lettet og samtidig bekymret, invaderet og nervøs, er det typisk andre tanker, der presser sig på i andet trimester.

Nu handler det ikke længere om din krops forandringer, men om barnet i maven. Måske dukker tanker fra din egen barndom op, og du begynder at tænke på, hvordan dine forældre klarede opgaven. Fik du altid læst godnathistorie? Hvordan var slikpolitikken i jeres hjem? Og når du fik skældud, var det så med hævet stemme eller roligt og forklarende?

Pludselig bliver det vigtigt, hvordan din mor eller far gjorde tingene, og måske ser du deres handlinger i et nyt lys. Har du et godt forhold til dine forældre, vil du måske også opleve, at du bliver mere mor- eller far-syg i denne periode.

Det er helt almindeligt, og det er den slags tanker, som hjælper dig med at vælge, hvilken mor du gerne vil være for dit barn.

Til dig, der venter tvillinger

Når du er gravid med tvillinger, vil du blive tilbudt en scanning af din livmoderhals mellem uge 23 og 24. Denne scanning tilbydes kun til dig, der venter to børn på samme tid, da du som tvillingemor er i risiko for at føde for tidligt.

Når jordemoderen måler din livmoderhals, skyldes det, at længden angiver, hvor høj din risiko er for for tidlig fødsel. Er livmoderhalsen kortere end 25 millimeter, vil du typisk blive sygemeldt og måske endda anbefalet sengeleje eller indlagt til aflastning. Er den længere end 25 millimeter, vil du kunne fortsætte din hverdag og dit arbejde frem til uge 28, hvor de fleste tvillingegravide anbefales at blive sygemeldt. Er dit arbejde fysisk krævende, vil du oftest sygemeldes tidligere.

Gravid uge 24: Ugens tip til mor

Husk, at barnet har det bedst, når du har det godt. Vær god mod dig selv, og giv dig selv gode oplevelser. Det betyder ikke, at du bare skal smide dig på sofaen og se tv. Det kan også være at gå en tur, nyde naturen, tage en lur eller lave ingenting.

Gravid uge 24: Ugens tip til partneren

Stopper baby med at sparke, når du lægger hånden på maven? Væbn dig med tålmodighed og prøv igen senere på dagen, hvis det ikke lykkedes. Et godt tip er at mærke efter om aftenen, når I ligger i sengen og skal til at sove. Her vil din søn eller datter nemlig typisk være mest aktiv.

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010, har arbejdet på flere hospitaler og har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation i graviditeten til fødsler og tiden efter fødslen.

Hun har siden 2021 været jordemoder på Holbæk Sygehus, og har tidligere haft sin private jordemoderpraksis i København.

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder uge 24 gravid

Foto: Stephansen Photography