Gravid uge 35: Hvad ønsker du dig til din fødsel?
Du er gravid i uge 35 og skal snart til konsultation hos din jordemoder. Det er også på høje tid at overveje, om du har særlige ønsker til fødslen.
Drømmer du om at sænke din fødende krop i et kar med lunt vand? Vil du gerne selv tage imod dit barn? Eller er der støttende ord, som kan hjælpe dig, når det bliver særligt hårdt?
Når du er gravid i uge 35, er du trådt ind i de sidste uger af din graviditet - og det er derfor på høje tid at gøre dig tanker om den forestående fødsel. Omkring denne uge skal du nemlig til endnu et jordemoderbesøg, og her vil I typisk begynde at se frem mod dit barns ankomst. Her vil I også se på, om hovedet har lagt sig fast i bækkenet.
Din baby i maven måler nu 46-47 centimeter og vejer omkring 2,6 kilo.
Gravid uge 35: Din krop
Du skal fortsat mærke baby bevæge sig flere gange dagligt i dette stadie af din graviditet, men måske føles det nu mere som små rul og vrid i stedet for deciderede spark. Der er også gode chancer for, at du vil kunne se maveskindet følge med, når den lille øver sin gymnastik.
Bevæger barnet sig mindre end normalt, skal du kontakte dit fødested, så de kan undersøge, om den lille har det godt inde i sin hule. Husk, at det ikke kan vente til i morgen.
Fra uge 35 og frem til fødslen kan du desuden forvente, at der vil være hyppige graviditetskontroller. Der er nu ikke længe til fødslen, og din jordemoder vil derfor holde øje med, at dit barn trives og vokser, som det skal. Hun vil også tjekke, om barnet har lagt sig med hovedet i bækkenet.
Gravid uge 35: Din baby
Din baby er nu næsten helt færdig, og kunne du se ind i livmoderen, vil du opleve, at han eller hun ligner en helt normal nyfødt i miniudgave. Centralnervesystemet og fordøjelsessystemet er ved at være klar, og lungerne er fuldt funktionsdygtige fra denne uge. Det betyder, at risikoen for vejrtrækningsproblemer er langt mindre, hvis dit barn skulle blive født nu - og han eller hun vil være i stand til at trække vejret selv. Leveren er dog stadig ikke færdigudviklet, og skulle du gå i fødsel, kan der derfor være en lille sandsynlighed for, at dit barn udvikler gulsot.
De permanente tænder ligger også klar langt inde i gummerne nu, men der vil gå lang tid, før du kommer til at se dem. De første mælketænder vil dukke op én efter én, når din baby er omkring et halvt år.
I uge 35 udgør dit barns fedtlag cirka 15 procent af hans eller hendes samlede vægt, og det er dette lag, der skal hjælpe den lille med at holde varmen uden for livmoderen. Fedtet begynder nu også at lægge sig på barnets kinder, og ansigtet ligner derfor et rigtigt babyansigt. Faktisk ser det allerede ud, som det vil ved fødslen.
Gravid uge 35: Tegn på graviditet
Barnets knoglebygning er stærk, og musklerne er så udviklede, at der er god kraft på bevægelserne nu. Det mærker du sikkert tydeligt. Barnet fylder også en del, og visse stillinger er nu derfor blevet umulige på grund af din store mave.
Samtidig begynder din krop at gøre sig klar til den fødsel, der lige pludselig ikke er så langt væk længere, og det betyder, at du måske vil døje med plukveer i tide og utide i denne del af graviditeten – særligt hvis det ikke er dit første barn.
Du kan også risikere at opleve en lille pletblødning eller rødligt slim i dine trusser, og begge dele kan skyldes, at din livmoderhals er begyndt at udvide sig, og at slimproppen er gået løs. Det betyder ikke nødvendigvis, at du er gået i fødsel, men du skal alligevel altid kontakte dit fødested, hvis du oplever blod før uge 37 - også kaldet 38. graviditetsuge.
Det skal du vide om uge 35
Det er igen blevet tid til et jordemoderbesøg, når du er gravid omkring uge 35. Du skal have målt dit blodtryk, din mave og undersøgt din urin, og din jordemoder vil også lytte til dit barns hjertelyd. Hun vil sikkert også spørge til din trivsel i graviditeten, og om du mærker liv flere gange dagligt.
Det er også nu, jordemoderen vil sikre sig, at barnets hoved peger mod udgangen, og har baby endnu ikke lagt sig klar til fødslen, bliver du tilbudt endnu et tjek i løbet af de næste uger i graviditeten, hvor I taler om et eventuelt vendingsforsøg. En vending udføres af en fødselslæge på hospitalet, og du vil blive informeret om fordele og ulemper.
Ønskeliste til fødslen
Måske har du hørt om en såkaldt ønskeliste til fødslen: En liste, der opremser alle de ting, du godt kunne tænke dig eller allerhelst vil undgå, når du skal føde. Der er intet krav om at lave en fødsels-ønskeliste, men nogle gravide føler sig godt forberedt ved at aflevere enten et fysisk stykke papir eller nogle mundtligt overleverede punkter til den jordemoder, de skal føde med. Nogle afleverer endda et håndskrevet brev. Andre laver bare listen til sig selv og deres partner.
Der findes ingen opskrift på en god liste, og den kan indeholde alt fra dine tanker om smertestillende, ønsker om vandfødsler eller bestemte fødselsstillinger til tanker om musik, stemninger og særlige ord eller berøringer, der motiverer dig.
Husk, at det altid kun vil være ønsker og lad være med at sætte succeskriteriet efter, at alle punkter indfries. Din jordemoder vil helt sikkert forsøge opfylde så mange som muligt, men det afhænger altid af, hvordan din fødsel forløber.
Gravid uge 35: Sundhedstips
Ved du allerede, hvordan du skal føde?
Cirka 20 procent af alle fødsler sker ved, at barnet tages ud af et 15 cm langt snit på tværs af maven lige over dit kønsben. Det kaldes et kejsersnit, og selve operationen tager ikke meget mere end 45 minutter, hvoraf selve fødslen kun varer cirka 5 af dem. Arret fra indgrebet er ofte også meget lille.
Næsten alle kejsersnit udføres med rygmarvsbedøvelse, og moderen er vågen under hele operationen. Har barnet det godt, vil han eller hun ligge varmt og trygt i fars arme, mens operationen gøres færdig. Ved planlagte kejsersnit kan du endda have din lille, nye verdensborger liggende hud-mod-hud.
Man skelner i dag mellem to typer af kejsersnit: Et planlagt og et akut. Et planlagt kejsersnit kan skyldes mange ting, f.eks. at din moderkage dækker for udgangen – det kaldes også placenta prævia, eller at dit barn har lagt sig på tværs eller med numsen først. Har du før født ved kejsersnit, er der også en lille risiko for, at det sker igen.
Et akut kejsersnit besluttes derimod under fødslen – f.eks. hvis fødslen har været gået i stå længe og ikke kan hjælpes videre med et ve-drop, eller hvis baby får for lidt ilt.
Det er meget sjældent, at børn tager skade af et kejsersnit. Dog kan deres vejrtrækning have lidt opstartsvanskeligheder, fordi lungerne ikke udsættes for det samme pres, som hvis barnet er født vaginalt.
Et kejsersnit vil heller ikke have betydning for din amning, om end du kan have behov for lidt ekstra hjælp og støtte til opstarten. Det er nemlig en stor operation, og det kræver den rigtige mængde smertelindring efterfølgende, så du kan overskue at være tæt med baby og have fokus på amningen.
Til dig, der venter tvillinger
Vidste du, at de fleste nyfødte tvillinger vejer mere end et kilo mindre end andre spædbørn?
Tal fra Danmarks Statistik viser, at tvillingebørn i gennemsnit vejede 1.068 gram mindre end andre børn i 2018 – og tallet har været stort set konstant de seneste årtier.
Det skyldes især, at tvillinger langt oftere fødes for tidligt, ligesom der hos tvillinger kan være større risiko for problemer med moderkagens funktion.
Derfor vil børnene typisk også måle lidt færre centimeter end andre spædbørn. Hvor gennemsnitslængden for et barn født ved flerfoldsfødsler gennem de seneste ti år har været 47 cm, er børn født ved enkeltfødsler målt til at være 52 cm.
Læs mere om graviditet
-
Er jeg gravid? Her er 16 tidlige tegn på graviditet
-
76 facts du ikke kan undvære, mens du er gravid
-
10 sunde råd: Spis din (morgen)kvalme væk
-
10 typiske bekymringer som gravid
-
Fødslens hvem, hvad og hvordan
-
Leder du efter gratis babypakker? Få den samlede oversigt her
-
Her er 8 sjove måder at gætte barnets køn på
-
Motion for gravide - 6 nemme øvelser
-
Motion du må dyrke som gravid
-
8 lidelser gravide ikke taler højt om
-
Gravid? 6 kreative måder at sige det på
-
Så meget må du træne som gravid
-
Gravid? Her er 12 tips til mere og bedre søvn