Gravid uge 37: Kender du de første tegn på en fødsel?
Du er gravid i uge 37, og i denne uge er dit barn fuldbårent. Fødslen er nu lige om hjørnet, men kender du de første tegn på, at den er gået i gang?
Nu er der ikke længe igen.
Når du er gravid i uge 37, er dit barn fuldbårent og han eller hun ligner og fungerer som et helt almindeligt spædbarn. Skulle du gå i fødsel, vil det derfor være inden for termin, og dit barn vil altså ikke længere være for tidligt født.
Du er sandsynligvis godt træt af at være gravid på nuværende tidspunkt, og selvom du i princippet kan gå i fødsel hvert øjeblik, det skal være, føles ventetiden nok ualmindelig lang. Brug tiden på at smække benene op, slappe af og pakke hospitalstasken!
I denne uge måler dit barn 48-49 centimeter og vejer lige omkring 3 kilo.
Gravid uge 37: Din krop
Med kun tre uger til termin er tiden ved at være knap. Til gengæld er det lige netop nu, at den kan føles ulideligt lang. Du er sikkert godt træt af din tunge krop, og selv det at komme ud ad sengen kan føles som en voldsom anstrengelse. Det er derfor helt normalt, hvis du ønsker dig frem mod fødslen. Prøv alligevel, om ikke du kan nyde de sidste, rolige uger og de sidste spark i maven. Lige om lidt er de væk, og så kræver din lille, nye verdensborger al din tid og opmærksomhed.
På mange fødesteder tilbyder man nu jordemoderundersøgelse hver anden uge, hvor din jordemoder blandt andet vil måle dit blodtryk, spørge til fosterbevægelser, lytte til dit barns hjertelyd og kontrollere fosterstillingen.
Gravid uge 37: Din baby
Når du er gravid i uge 37, er din baby fuldbåren. Det betyder, at alle dets livsvigtige organer er modnet, og at han eller hun nu ligner en helt almindelig nyfødt. Skulle fødslen gå i gang nu, vil det derfor heller ikke længere kaldes en tidlig fødsel, og dit barn vil ikke opleve flere komplikationer end et barn, der er født tættere på terminsdagen.
Livmoderen er begyndt at synke, fordi juniors hoved trænger længere ned, og muligvis står det allerede nu fast i bækkenindgangen – det kan din jordemoder fortælle dig. Det er dog helt normalt, specielt hos flergangsfødende, at hovedet ikke står helt ned før i sidste øjeblik.
I de næste uger vil dit barn tage cirka 30 gram på om dagen, og venter du en dreng, vil hans testikler nu være faldet på plads i pungen. Venter du en pige, er kønslæberne helt udviklede.
Gravid uge 37: Tegn på graviditet
Måske får du flere plukveer, end du tidligere har oplevet. Plukveerne er et tegn på, at livmoderen øver sig til fødslen, og de modner livmoderhalsen og afkorter den, så selve fødselsarbejdet er kortere, når veerne for alvor sætter ind. Har du en plukve, vil du opleve, at livmoderen bliver meget hård, og at det spænder hen over maven. Måske gør de lidt ondt, men de varer sjældent mere end et halvt minut.
Prøv at sætte dig ned, drikke et glas vand og se, om ikke det går over. Stiger intensiteten, og begynder plukveerne at gøre mere ondt og blive til regelmæssige veer, skal du ringe til dit fødested.
Det skal du vide om uge 37
Når du er gravid i uge 37, er det ved at være tid til at pakke en taske til dig, din parter og jeres baby, som I kan tage med til fødslen, hvis I ved, at I ikke skal hjem med det samme bagefter. Skal du føde hjemme, kan det også være en god idé at have en taske klar, hvis du pludselig skal overflyttes til hospitalet. I vil få det mest nødvendige udleveret under og efter fødslen, men overvej alligevel at pakke følgende:
Til mor
- Behageligt og blødt tøj, der ikke strammer og som er ammevenligt
- Morgenkåbe
- Bløde og rummelige trusser, som ikke strammer
- Sutsko eller sko, du hurtigt kan stikke i
- Lune strømper
- Amme-bh eller toppe – gerne i en størrelse større end du plejer, da brysterne vokser, når mælken løber til
- Ammeindlæg
- Alle de toiletsager, du normalt bruger
- Læbepomade
- Hårelastikker
- Vandrejournal og sygesikringskort
- Telefon og oplader
Til baby
- Babytøj i små størrelser, som er let at få af og på
- En køredragt til hjemturen
- Stofbleer
- Babydyne og betræk
- Autostol
Til partner
- Behageligt tøj – gerne en bluse, der kan åbnes hele vejen ned
- Telefon og oplader – eventuelt også et kamera
- Sutsko eller sko, du hurtigt kan stikke i
- Snacks
- Pung
Gravid uge 37: Sundhedstips
Kender du de allerførste tegn på en fødsel?
Har du født før, kan du sandsynligvis svare ja, og er det første gang, du er gravid, vil du sikkert ikke være i tvivl, når det endelig sker. Her er alligevel de typiske tegn på, at fødslen er nær:
Tegnblødning
Allerede tidligt i din graviditet er der blevet dannet en slimprop i din livmoderhals, og når fødslen nærmer sig, vil den falde ud og kan i nogle tilfælde vise sig i form af en lille, slimet blødning. Oplever du, at slimproppen løsner sig, kan der stadig gå flere uger, før fødslen rigtigt går i gang. Blødningen kan også skyldes, at din livmodermund giver sig, men bløder du meget, skal du altid kontakte dit fødested.
Vandafgang
Et andet tegn på, at fødslen er ved nærme sig, er, at vandet går. Det sker, når de hinder, som omslutter fostret og fostervandet, brister, og det kan føles som en siven af varm væske eller som en pludselig og kraftig strøm af vand, som du kender det fra Hollywood-filmene. Sker det, skal du tage kontakt til din fødeafdeling.
Veer
Det sidste – og mest almindelige – tegn på, at fødslen er i gang, er tiltagende veer. Veer er sammentrækninger i livmoderen, og de kan i begyndelsen være uregelmæssige og føles som mave- og/eller rygsmerter. Mange har også plukveer, som kommer og går, og som varierer både i længde og intensitet. Så længe de ikke er regelmæssige, varer omkring 60 sekunder og kræver din fulde koncentration, er der endnu ikke tale om veer. De fleste mærker klar forskel på plukveer og veer, mens andre føler, at plukveerne bliver mere smertefulde og regelmæssige, når først fødslen starter.
Husk, at veerne for langt de fleste bygger sig gradvist op, så du vænner dig til smerten undervejs. Fødselssmerter kommer sjældent pludseligt, så din krop er forberedt og ved, hvordan den skal reagere.
Til dig, der venter tvillinger
Du er lige ved at være der!
Når du er gravid med tvillinger i uge 37, er der ikke længe igen, før dine to små børn ser verden – især ikke, hvis du skal have kejsersnit eller har planlagt at få fødslen sat i gang i begyndelsen af næste uge. Fokuser derfor al din energi i at slappe af. Smæk benene op og brug tiden på at dagdrømme om, hvordan livet med tvillinger mon bliver, imens du samler kræfter til fødslen. Du kan også tjekke, at alt er klar til dine børns ankomst. Er taskerne pakket? Og er autostolene installeret i bilen?
Læs mere om fødsel
-
Så lang tid tager en fødsel
-
Av! Her er alt, du skal vide om veer
-
Gravid: Sådan genkender du en plukve
-
Sådan lokker du baby ud
-
Motion for gravide - 6 nemme øvelser
-
10 tegn på at fødslen så småt er i gang
-
Blødning under graviditet: Det skal du være opmærksom på
-
Guide: Find den bedste barnevogn til din baby
-
76 facts du ikke kan undvære, mens du er gravid
-
Huskeliste: Det skal du købe inden baby kommer
-
Verdens nemmeste trick til en bedre fødsel
-
Do’s and dont’s før, under og efter din graviditet