Trampolin for børn

Hop på trampolin: Få styr på sikkerheden

Børn elsker den, og skadestuelæger frygter den: havetrampolinen. Men køber I en god en og bruger den på den rigtige måde, er der til timevis af hop i haven.

Går du en tur på de danske villaveje en sommerdag, vil du med stor sandsynlighed se hårtoppe komme til syne over hækken for hurtigt at forsvinde igen og så atter dukke op – gerne ledsaget af frydefulde hvin.

Årsagen? Der står en havetrampolin i hen ved hver tredje danske villahave. Konsekvensen? Vi får børn, der rører sig meget mere og får en sundere hverdag, mener Per Ølholm, der er tidligere elitegymnast på DGI’s Verdenshold og nuværende gymnastikinstruktør.

– En havetrampolin er en kæmpestor motivation for børn til at bevæge sig, siger han.

Som far til et hold tvillingepiger og en dreng har han selvfølgelig selv en havetrampolin hjemme i haven. 

– Jeg kan se på mine egne børn, at trampolinen har givet dem en fantastisk kropsbeherskelse. De er meget adrætte og behændige, siger han.

Godt for motorik og muskler

På trods af, at der ikke er lavet mange undersøgelser om sammenhængen mellem trampolinhop og sundhed, tør Per Ølholm da også godt påstå, at havetrampolinen er et sundt legeredskab for dit barn. Den indbyder nemlig til mange former for fysisk udfoldelse.

– I en havetrampolin får dit barn trænet sin motorik, fordi barnet bevæger sig i alle planer: op og ned, fra side til side, rullende og så videre på et underlag, der hele tiden er i bevægelse. Det er med til at træne balanceevnen, idet balancecentret hele tiden bliver udfordret med de skiftende bevægelser,” siger han.

Desuden bliver musklerne også trænet, når dit barn sætter af i dugen og koordinerer sine bevægelser i luften. Ligesom med alle andre former for bevægelse, der giver sved på panden, styrker det kredsløbet, så dit barn populært sagt kommer i bedre form. Så der er altså masser af gode grunde til at lade dit barn få en havetrampolin eller hoppe i legekammeraternes.

Når det gælder sikker brug af trampoliner, læner Per Ølholm sig op ad Børneulykkesfondens råd, som for eksempel går på, at saltomortaler er absolut forbudt, og at børn under seks år altid skal have en voksen ved trampolinen. Dog er han ikke helt enig i Fondens råd om, at der kun må være ét barn på trampolinen ad gangen.

Brug din sunde fornuft

– Hjemme hos mig er alle tre børn ofte på trampolinen på samme tid, fortæller han.

Trampolinen er en legeplatform. Men for at det skal være forsvarligt, kræver det, at du som forælder bruger tid på at vænne børnene til trampolinen, og at du hele tiden holder øje med dem, mens de tumler rundt på den.

– Brug din sunde fornuft som forælder, og vurdér, om børnene har styr på, hvad de foretager sig. Hvis det ser for vildt ud, skal du selvfølgelig gribe ind. Du skal heller ikke lade helt små børn være på trampolinen sammen med store børn, siger den hoppeglade far til tre.

Små børns hoveder er nemlig forholdsmæssigt tungere end større børns, og det kan give nakkeskader, hvis bevægelserne på trampolinen bliver alt for voldsomme. Her er det vigtigt, at du vurderer, hvornår et stort barn er for stort og vildt til at hoppe sammen med de små.

Hvis der kommer gæster i haven, må du igen vurdere, om gæsterne er vant til at hoppe i trampolin, og om børnene kan styre det sammen, anbefaler Per Ølholm. Han indrømmer, at det selvfølgelig er forbundet med fare at hoppe i trampolin.

– Men det er jo også farligt at cykle, stå på skateboard eller løbe på rulleskøjter, pointerer han og tilføjer:

– Og det er farligt at være passiv, overvægtig og ude af form!

Så det er bare om at komme med dit barn ud i haven og lade ham hoppe sig sund og glad! Du kan jo også selv tage en tur, når han bliver træt.

Hop er godt for dit barns ryg

Dit barn kan ikke hoppe ordentligt i en trampolin, hvis han ikke har en stærk korsetmuskulatur, men når han hopper, vil hans korsetmuskulatur givetvis blive styrket af de mange forsøg på at hoppe endnu højere.

Korsetmuskulaturen er en gruppe af muskler, der både sidder foran på maven og på ryggen, hvor deres funktion blandt andet er at støtte rygsøjlen. En stærk korsetmuskulatur er desuden en bonus for et skolebarn, der både skal bære en skoletaske og sidde stille på en stol mange timer hver dag.

Herunder kan du se de bedste lege på trampolin fordelt på dit barns alder 

3-4 år

Harehop

De tre-fire-årige bruger især trampolinen som legeplatform. Lad dem lege brydning, fangeleg eller øve de grundlæggende bevægelser ved at lave ‘harehop’, hvor barnet står på alle fire og hopper ved at sætte af med skiftevis knæ og hænder. Betragt denne tid som en tilvænning til trampolinen. Rent kropsligt får dit barn en god fornemmelse af afsæt i trampolinen samt en god kropsbeherskelse, selv om det måske ikke ser så gymnastisk ud.

5-6 år

Med hulahop og sjippetov

De fem-seks-årige kan begynde at lege med grundøvelser: lande i siddende position, i ‘hunde’-position, forsigtige mavelandinger, lande på ryggen og ‘hoppe’ på ryggen med arme og ben op i luften. Hvis dit barn hopper alene på trampolinen, er det sjovt at have et sjippetov med!

Hvis der er flere børn på trampolinen, er det en sjov leg at lægge nogle hulahopringe ud på trampolinen og lade børnene springe fra ring til ring uden at røre hinanden. Bare det at skulle koordinere sine bevægelser på trampolinen uden at falde styrker dit barns muskulatur.

7-8 år

Trampolin-battle

De syv-otte-årige kan battle i springkombinationer i en ‘kongens efterfølger-leg’: Start med at sætte to spring sammen, for eksempel at lande på numsen plus at lande på knæene. Den næste deltager laver de samme to spring plus et nyt efter frit valg. Næste deltager laver de tre spring plus et nyt og så videre. Den første, der glemmer kombinationen, har tabt, og sidste barn vinder. Dit barn får for alvor trænet sin motorik og balance gennem de forskellige spring – og så er det også en social leg!

Hop er godt for dit barns ryg

Dit barn kan ikke hoppe ordentligt i en trampolin, hvis han ikke har en stærk korsetmuskulatur, men når han hopper, vil hans korsetmuskulatur givetvis blive styrket af de mange forsøg på at hoppe endnu højere.

Korsetmuskulaturen er en gruppe af muskler, der både sidder foran på maven og på ryggen, hvor deres funktion blandt andet er at støtte rygsøjlen. En stærk korsetmuskulatur er desuden en bonus for et skolebarn, der både skal bære en skoletaske og sidde stille på en stol mange timer hver dag.

9 gode råd & regler om havetrampoliner

1. Brug din sunde fornuft, og hold altid øje med børn på trampolinen.

2. Lad trampolinen stå på et plant underlag, der ikke er for hårdt at lande på, hvis nogen falder af.

3. Stil trampolinen i sikker afstand af træer og buske.

4. Grav trampolinen ned, eller brug et sikkerhedsnet – gerne begge dele!

5. Tjek trampolinen jævnligt: Alle fjedre, kantpuden og eventuelt net skal være intakte.

6. Tillad aldrig saltomortaler!

7. Lad ikke børn med stor forskel i kropsvægt og alder hoppe sammen.

8. Vær ekstra påpasselig, når der kommer gæster – start med kun at være én på trampolinen ad gangen.

9. Hav en ispose klar i fryseren, og sats på, I aldrig får brug for den.

Kilde: Per Ølholm, gymnastikinstruktør og tidligere elitegymnast.

LÆS OGSÅ: Guide til motion med dit barn

Oprindeligt publiceret i 2009