"Jeg var nærmest en lille mus – altså ikke fysisk – men jeg var sindssygt usikker"

Af Majbritt Lacuhr

Jørgen Leth tøvede ikke ét sekund i telefonen. "Stéphanie – du skal af sted! Vi kommer ikke til at dække Tour de France mere, men du skal af sted". Stéphanie Surrugue presser ordene halvt ud gennem næsen i umiskendelig nasal imitation af den legendariske cykelkommentator. Og griner. Hun kendte jo nok svaret, indrømmer hun – det føltes bare meget rart at vende det tilbud, hun havde fået fra DR om at blive korrespondent i Washington, med en, der om nogen har prøvet kræfter med livet.

LÆS OGSÅ: ”Det der har været det hårdeste, det har været at se, hvordan min familie har lidt”

– Jeg har en stor forkærlighed for mennesker, som er – det, andre mennesker måske vil kalde for – for meget. Jeg kan enormt godt lide mennesker, som er larger than life. Som næsten ikke kan være inde i den der form, der er til et menneske. I hvert fald her i Danmark. Mennesker, som lever det liv, de har valgt – på trods af alle mulige omkostninger for dem selv og deres familie. Den slags mennesker – og for mig særligt mænd – er vildt inspirerende at omgås.

– Derfor var Jørgen også den første, jeg ringede til, da jeg skulle tage stilling til, om jeg skulle flytte til USA eller ej, for han har simpelthen så meget livserfaring. Jørgen er jo et meget godt eksempel på en, der lever et liv, som har haft mange omkostninger for ham selv, men ved Gud også for folk omkring ham. Og det, jeg af og til trækker på hos de mænd, er, at de ganske enkelt laver mindre konsekvensberegning. Det kan være godt og skidt. Men for mig er det godt at låne af det mod, hvor man ikke straks tænker fremad mod alle forhind-ringerne.

– Havde jeg ringet til min mor, ville hun støtte mig, men i samme åndedrag spørge: "Hvad med forsikringer? Social security? Og hvor skal du bo, når du kommer hjem?"... Alt det, jeg udmærket selv kan finde ud af at stresse over.

Stéphanie drøftede også flytteplanerne med en anden markant herre – nemlig modeskaberen og selskabsløven Erik Brandt, som gav hende et råd, hun er sikker på, at hun kommer til at tænke over resten af sit liv:

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: ”Så tag dog og fri til jeres kvinder!”

– "Nu skal du ikke blive bange", sagde han. Altså: lad være at tænke alt for langt ind i fremtiden. Er der noget, man har lyst til, men samtidig er lidt nervøs for, så skal man gå med den side af en, som har lyst. Og jeg må bare sige, at jeg aldrig har haft en veninde eller en kvinde i min nærhed, der har sagt, "nu skal du ikke blive bange". Det er bare ikke en tanke, der springer op som det første hos os. Noget af det der fyr-den-af-noget, jeg har brug for, låner jeg nogle gange hos mænd omkring mig.

Ud over Jørgen Leth og Erik Brandt tæller Stéphanie Surrugues liste over inspirerende mænd navne som Per Mikael Jensen, tidligere direktør for TV2 og Metro Express, Mads Steffensen, journalist og vært på radioprogrammet "Mads og Monopolet", og ikke mindst prinsgemalen, som kvitterede med et ridderkors sidste år, efter at hun i 2010 skrev en for ham meget vigtig bog, "Enegænger", som på mange måder var med til at vende det billede, danskerne havde af ham. Senest nyankomne på listen er den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, som Stéphanie har skrevet en stor, tyk bog om – "Ambassadøren – historien om en amerikansk drøm" – der netop er landet hos boghandlerne.

Go get it, girl

Selv tænker Stéphanie Surrugue, at behovet for maskulin energi er opstået, fordi hun er vokset op blandt forholdsvis få mænd. Hendes far døde allerede, da hun var 20. Desuden har hun en søster og en masse kusiner og tanter.

– Jeg er ud af en familie af kvinder. Kvinder, der larmer! Både min søster og min mor og jeg fylder meget og larmer meget. Vi mener meget og taler meget, og vi griner meget. Og mange af tanterne i min familie er lidt af samme skuffe – store armbevægelser, store guldsmykker, høje stemmer. Når vi har familiemiddag i Frankrig, kan jeg godt høre på decibelniveauet, at det er damernes stemmer, der peaker, og det er damerne, der tager beslutningerne. Så selvom jeg er vokset op med kvinder, som ved Gud ikke er nogle små musepiger, har jeg bare haft behov for at hente noget testosteron udefra – fra de her kloge mænd, som også kan fylde meget og larme meget og lærer mig, at "Hey – bare gør det!".

LÆS OGSÅ: ”Hvis jeg kunne vælge forfra, ville jeg være en mand”

– Der er da noget enormt fedt i hele den der det-skal-nok-gå-tankegang og go-get-it-girl, som også er meget rørende – fordi de her mænd rent faktisk har tillid til, at jeg kan. Og fordi de gider engagere sig i det. Jeg oplever også, at mange af dem, jeg læner mig op ad, når jeg skal tage en stor beslutning, også værdsætter at blive spurgt. De har levet et langt liv, og det giver også mening, at alle de knubs, man har fået i tilværelsen, faktisk kan omsættes til noget, man kan give videre til andre. Det er en meget inspirerende generøsitet.

– De mænd, jeg omgiver mig med og henter råd fra, kommer fra en verden, jeg også selv er kommet ind i. De er ikke mænd fra en verden, jeg kommer fra. I den verden, jeg kommer fra, var der sgu ingen, der læste store, tykke bøger og havde årskort til Louisiana eller lavede film. Det var fuldstændig almindelige mennesker – både på den franske og den danske side. Vel nærmest det, man, for en generation siden, kaldte arbejderklassen.

Med Claus Elming og Jørgen Leth på pressefoto fra TV 2's Tour de France-dækning i 2014

Franske røverhistorier

Stéphanie Surrugue er nemlig lige dele jordnær Vestegn og fransk grandeur. Hendes mor forelskede sig som 15-årig i den syv år ældre franske cykelrytter Roland Surrugue. Efterfølgende skrev de sammen – på tysk – indtil moren som 17-årig fik kongebrev, så de to kunne blive gift. Men i Danmark gav cykelfærdighederne ikke smør på brødet, så i en alder af 37 gik faren i murerlære.

– Vi boede i Hvidovre, læste BT og var medlem af Gyldendals Bogklub. Og min far var helt klart den i familien, der stak mest af fra alting. Han var enormt sjov, han fortalte enormt mange røverhistorier, han elskede at rejse og slæbte konstant rundt på en transistorradio, som forsynede ham døgnet rundt med nyheder fra France Inter. Om aftenen, når vi spiste aftensmad, var der så referat af dagens radiobulletiner, og her gjaldt det om at finde dagens "aprilsnar". Han fortalte nemlig altid en fuldstændig absurd nyhed, men somme tider er nyheder jo så absurde, at vi ikke altid kunne regne ud, hvad der var løgn, og hvad der var rigtigt. Og i dag, så mange år efter hans død, dukker der stadig små hilsener op fra ham. Historier, som jeg har troet var sande, men viser sig at være en af hans røverhistorier. Til stor morskab for min familie. Fordi jeg åbenbart har levet med dem lige siden som pure sandheder.

LÆS OGSÅ: Mor-bloggeren Trine blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være enlig mor

– Det med historiefortællingerne har jeg helt sikkert arvet. Alt det, der går i retning af mit fag, journalistikken, løber helt sikkert fra den side. Han var også rasende nysgerrig, talte med gud og hvermand og vidste alt muligt mærkeligt, der foregik.

I Stéphanies barneøjne var han en superfar – selvom han allerede kort efter hendes fødsel fik sin første blodprop og ti år efter måtte kvitte jobbet og blive førtidspensionist på grund af flere blodpropper, som delvist lammede ham. Lammelsen fortog sig, men frarøvede ham halvdelen af synet på begge øjne. Så når hun og faren skulle ud at køre i familiens røde Opel, sad Stéphanie
altid på forsædet og holdt øje med cyklisterne.

– Det var nogle rimelig hårde år i starten for min mor og far og mig. Min søster er 12 år ældre end mig og var derfor flyttet hjemmefra. Fra at have været top-idrætsmand og altid enormt aktiv skulle min far pludselig finde nyt indhold i et liv, hvor han ikke måtte arbejde, og blev da også helt deprimeret i begyndelsen. Men selvom det kan lyde underligt – han var jo hjertepatient – så har jeg aldrig tænkt på ham som syg. I min verden handlede det bare om, at nu skulle vi gøre tingene på en anden måde.

Solen, der slukkede

En sommerdag i 1997 slog endnu en blodprop til, og Stéphanies ene grundpille i tilværelsen faldt om i forældrenes have i Sengeløse.

– "Nå, men han var jo også syg...", sagde folk. Men for mig var det et chok. For mig var det bare solen, der slukkede. I virkeligheden er det meget få ting i tilværelsen, man ikke er i tvivl om – jorden er fast under ens fødder, solen står op og går ned, og – troede jeg dengang – selvfølgelig er ens mor og far gift og i live... Det var virkelig voldsomt.

– Jeg husker, at jeg sad og kiggede på min 12 år ældre søster og tænkte: "Nå, men du har prøvet at blive gift, og far har fulgt dig op ad kirkegulvet...".

Hun vifter med en hånd foran de blanke øjne og trækker vejret ned i maven.

– "... og du har fået børn, som har kendt deres morfar". Jeg husker bare, hvordan jeg tænkte: "Alt det får jeg ikke".

– I dag ville man måske nok tænke, at det kunne være en god ide at tale med en psykolog, en sorgterapeut. Jeg havde en kæreste dengang, men vi sad jo heller ikke og havde lange, kloge snakke med hinanden. Vi var alt for unge. Vi holdt om hinanden og græd og brugte tid med vores familier, men jeg tror, der var en bearbejdning, som simpelthen ikke fandt sted. For os begge.

Jeg kan rejse mig igen

Et par år senere gik det op for Stéphanie, at hun blev nødt til at få talt med nogle venner om, hvor meget farens død stadig påvirkede hende. Hun tog fat i en rigtig god barndomsveninde, som havde kendt faren.

– Sjovt nok sagde hun, at hun havde prøvet at lirke mig op flere gange – hun vidste godt, at jeg var mere ulykkelig, end jeg gav udtryk for. Jeg syntes jo bare, det var mere synd for min mor og min søster og mine nevøer, og i det mindste var jeg da ikke 12, da det skete. Jeg kunne hele tiden finde perspektiver, der fik det til at virke knap så voldsomt. For mig. Men en dag satte jeg mig bare ned med min veninde og sagde: "Gud, jeg ville virkelig ønske, at han ikke var død". Og så begyndte jeg at hyle.

Stéphanie indså også, at hun måtte anskue det helt klassisk ud fra en selvhjælpsvinkel og vende det til noget positivt. Hun var nødt til ikke at synes, at det her var det værste, der nogensinde var sket. Nødt til at finde en mening i al uretfærdigheden.

– Jeg måtte finde noget i det, som kunne bære mig frem, ellers bliver tilværelsen jo ulidelig. Nu ved jeg, at man kan komme og ryste hele min verden, og at jeg godt kan få styr på det igen. Jeg lærte også, at du kan planlægge og drømme, du har bare ikke kontrol over dit eget liv. Og det må man ikke bilde sig ind. Og det er måske nok også det, der spiller ind i forhold til nogle af de beslutninger, jeg tager, som kan virke lidt drastiske eller ufornuftige. For eksempel at jeg nu vinker farvel til min fantastiske lejlighed herinde i Pisserenden og endnu ikke ved, hvad jeg skal bo i, når jeg flytter til Washington til december – og når jeg kommer hjem igen, er jeg 40 år og har ikke noget sted at bo! Men jeg har valgt at slå til, for man ved aldrig, hvad der sker. Jeg ved bare, at vi er her lige nu og her.

– I dag er det slet ikke en sorg, jeg går og giver næring. Men det har lettet helt enormt at åbne et rum, hvor det er okay at tale om ham og sige højt, at gu' betyder det noget, at jeg har mistet ham. Det er i hvert fald helt klart noget, der har været med til at definere den person, jeg er, og den måde, jeg vælger at leve mit liv på.

Udlængselselastikken

Eventyrlysten og udlængslen, er Stéphanie ikke i tvivl om, kommer fra faren.

– Det er, som om jeg altid har haft en elastik i ryggen, der har hevet mig ud i verden, hver gang den kunne komme til det. Virkelig, virkelig udlængsel. Og det er sjovt, for netop som jeg gik i gang med min bog om den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, tænkte jeg, at det kunne være fedt at blive lidt mere skarp på USA efter at have dækket Europa så meget – og så kom den her stilling som korrespondent i Washington. Det har jo intet med hinanden at gøre, men jeg kan ikke lade være med at kigge op i luften og tænke, at en eller anden holder styr på trådene for mig.

LÆS OGSÅ: Sådan skruer du op for glæden

Rufus Gifford indgår også meget godt i samlingen af inspirerende mænd, synes hun.

– Det, danskerne ser, er jo den evigt smilende Captain America, hvor alt er sjovt og dejligt. Men omme bag det er der også en historie om en politisk begavelse og en ambitiøs mand, der virkelig har skullet tage nogle svære opgør i sit liv. Og det er de korsveje i livet, der altid er inspirerende. Og så synes jeg også, at det syn, han har på os danskere i kraft af, at han er udlænding, er noget, man kan lære enormt meget af.

Jeg ER dygtig

– Man kan på ingen måde sammenligne den bog, jeg skrev om prins Henrik, med den her bog – prins Henrik er danmarkshistorie og en institution, man nærmest ikke har adgang til, så det er to meget forskellige projekter, men set i bakspejlet kan jeg godt se, at det er mænd, som har et anderledes syn på os, end vi selv går rundt og har, og så er de begge enormt stærke, karismatiske personer.

– Det er vildt inspirerende at tale med mennesker, som er blottet for pleasergenet, og som har bidt tænderne sammen og sagt: "Nu gør jeg det, nu går jeg efter guldet" eller "nu tager jeg den kamp". Folk, som ikke sætter deres lys under en skæppe. Jeg ved næsten ikke noget værre en falsk beskedenhed. Jeg ved heller ikke noget værre end arrogance. Men der findes en meget, meget stor og bred vej imellem de to poler.

– Jeg synes, at vi i Danmark excellerer i falsk beskedenhed. Det kan jeg ikke lide. Engang sagde jeg til en, at jeg var en dygtig avisjournalist, hvorefter vedkommende sagde: "Nå, så er det da også sagt!". "Øh, hvad? Jeg er sådan set dygtig til at skrive, men vi kan da også godt lave listen over de der 10.000 ting, jeg ikke er god til, for der er faktisk ikke særlig meget, jeg er god til. Men jeg må da godt sige, at jeg er god til noget..." Det skaber bare sådan en leverpostejsfarvet kultur, hvor man er ekstremt bange for, at nogen skal være dygtigere. Og det skal man ikke være, for ingen mennesker er jo dygtige til alt. Men det er da skønt, at nogen har et talent, der går i én retning – så dyrk det dog for pokker! Det skaber jo lys for så mange andre.

En lille usikker mus

Det er måske ikke lige det, man tænker, når man ser Stéphanie Surrugue tone frem på skærmen som vært på "Kulturen på News", "Go'morgen Danmark", til kronprinsparrets priser og altså lige om lidt som DR's USA-korrespondent, men faktisk var det en ret så genert pige, der i sin tid gik ind ad svingdøren til Politiken, hvor hun havde fået praktikplads.

– Jeg var nærmest en lille mus – altså ikke fysisk – men jeg var sindssygt usikker. Og turde ikke engang sige, da jeg startede på udlandsredaktionen, at jeg talte fransk. Men de fik hurtigt pillet både generthed og usikkerhed ud af mig.
Det handler meget om at møde de rigtige chefer på det rigtige tidspunkt, siger hun. Og sådan en var Tøger Seidenfaden, Politikens nu afdøde chefredaktør.

– Han var en af de første store skikkelser, som har inspireret og givet mig lyst til at blive bedre. Han gav mig lyst til at yde maks. og bare knokle røven ud af nederdelen. Jeg husker, at han engang tog mig ind på sit kontor. Han havde en masse franske aviser liggende, for der var præsidentvalg i Frankrig, og så sagde han sikkert noget utrolig begavet til mig om fransk politik. Men jeg havde simpelthen susen for ørerne. Jeg tror, jeg var ved at besvime – "jeg er praktikant, og jeg står på Tøger Seidenfadens kontor... jeg skal huske alt, hvad han siger nu, det er vigtigt, og jeg kan ikke høre, hvad han siger!" Jeg var stiv af skræk. Jeg husker, at det var en masse om Jean Marie le Penn, men jeg var helt derude, hvor man bare ser nogle læber bevæge sig.

– Tøger havde ry for at være dødprovokerende, men mange, der har arbejdet sammen med ham, synes, det var et privilegium at få lov til det. Sjovt nok viser det sig jo altid, at folk er helt anderledes, end man forestiller sig. Heldigvis.

Beyond rock'n'roll

– Det er noget, jeg har lært meget af. Jeg tror, de fleste kvinder har været igennem en proces med at lære at turde sige fra og bagefter opdage, at folk synes, man var cool og ikke strid. At sige højt, hvad man ønsker og vil – så kan det godt være, man ikke får det sådan, men man gør det da helt sikkert ikke, hvis man ikke siger noget.

– Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært. For jeg er vitterligt ikke opdraget til at pakke sammen. Jeg er opdraget til, at "du har et godt hoved – brug det!". Opfordret til at tage mig en uddannelse, at kunne klare mig selv økonomisk, være selvstændig og have min frihed. Jeg vil ikke kalde min mor for en rødstrømpe
– det vil hun heller ikke selv, hun bryder sig virkelig ikke om ordet – men jeg tror, hun er det. Hun har helt klart opdraget os med nogle meget danske værdier i et meget fransk hjem. Kvinderne i min franske familie synes jo, jeg er beyond rock'n'roll. Haha.

Hun tænder sig en rød Gauloise, som, griner hun, er et midlertidigt stop i hendes rygestop, og slår sig ned ved spisebordet igen i den lille københavnerlejlighed, hvor flyttekasserne markerer det næste store skridt i karrieren.

– Jeg har rimelig meget krudt i røven. Jeg håber også, at noget af det aftager i løbet af de her to år i USA...

– Haha – grinede jeg virkelig, mens jeg sagde det? Hahaha. Men et splitsekund tænkte jeg bare: "Åh, det kunne da også være dejligt – så kunne man komme tilbage og købe sig en lejlighed med altan, og man kunne have blomsterløg... og så kunne man have et sommerhus... Nej, okay. Stop filmen lige dér! Jeg kommer jo aldrig i sommerhus. Som mine flabede venner her i Pisserenden siger: "Det er kun kedelige mennesker, der har sommerhus. Vi tager da ud og rejser sammen i stedet!" 

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

LÆS OGSÅ: ”Hvis vi havde ventet til kl.11, havde hun været død”