Har du husket at rengøre dine makeupbørster?
Hvis du tænker over det, bruger du dine makeupbørster nærmest hver eneste dag, men hvor ofte vasker du dem? Nok ikke lige så ofte, som du burde. Her er de bedste ekspertråd.
Du står måske hver morgen og lægger makeup med beskidte børster uden at vide, at du samtidig smører bakteriefesten rundt i hele ansigtet. En fest, der kan resultere i både urenheder og tilstoppede porer. Derfor kommer her en servicemeddelelse: Rens dine makeupbørster. Både du og din hud vil elske dig for det.
Vi har i sagens tjeneste allieret os med makeupartist Marie Thomsen og kosmetolog Anita Falslund, der svarer på, hvorfor, hvordan og med hvilke remedier, du på bedst mulig måde rengør dine makeupbørster.
5 tips til vask og pleje af makeupbørster
- Vask dine børster i mild sæbe, shampoo eller opvaskemiddel, der opløser fedt, en gang om ugen.
- Desinficer børsterne en gang om måneden i sprit. Anything goes.
- Børsterne skal altid ligge fladt på et håndklæde eller et stykke køkkenrulle, når de tørrer. Står de oprejst risikerer du, at limen, der holder hårene fast i skaftet, løsner sig.
- Det er normalt, at din børste fælder lidt i starten. Det er blot overskydende hår, der falder af. Hvis det fortsætter, kan der være tale om en produktionsfejl, og du bør klage til butikken.
- Undgå at mase børsterne ned i sæbevandet, når du rengør dem, og stryg dem i stedet forsigtigt med hårene mod din håndflade.
Anita Falslund.
Sådan reagerer huden
– De typiske reaktioner efter brug af beskidte makeupbørster er bl.a. rødme og små, indre buler, der tit forekommer i de områder på huden, hvor du dagligt bruger dine børste. Det kan eksempelvis være på kinderne ved påføring af rouge. Der er dog ikke nødvendigvis tale om urenheder, men snarere en irritation i huden, siger kosmetolog Anita Falslund.
Nødhjælp
– Befinder du dig i en situation, hvor din hud har reageret på brugen af beskidte børster, skal du lade din hud være i fred et stykke tid. Det vil med andre ord sige: Ingen makeup, men afrensning af huden morgen og aften. Brug endelig din normale hudplejerutine, men giv din hud ro ved at undlade makeup, imens det står på. Du skal altså detoxe din hud, siger Anita Falslund og fortsætter med et tip til dig, hvis hud er synligt plaget af urenheder som for eksempel tilstoppede porer:
– Forkæl din hud med en (tiltrængt) dybderens hos en kosmetolog. Det kan virkelig gøre underværker.
Marie Thomsen.
Din makeup bliver pænere
Makeupartist Marie Thomsen er enig i, at det er vigtigt at rengør sine makeupbørster, da det kan være med til at mindske risikoen for urenheder, udslet og bumser. Samtidig slår hun et slag for, hvad rene makeupbørster kan gøre for resultatet, du står tilbage med, når du har lagt din makeup:
– Det er mindst lige så vigtigt at rense børsterne for at opnå det smukkeste resultat, når man lægger sin makeup. Børsterne er et værktøj – man maler ikke et maleri med beskidte og fedtede børster, og det samme gælder, når man lægger sin makeup.
Sådan vasker du dine børster
– Som makeupartist vasker og renser jeg mine arbejdsbørster efter hvert eneste job. Privat anbefaler jeg, at man vasker sine børster efter behov og gerne grundigt hver 2. uge. Jeg vasker altid mine børster i håndsæbe, da det er meget effektivt – særligt fast håndsæbe kan fjerne genstridige farvepigmenter, siger Marie Thomsen og fortsætter:
– Hvis man er bange for, at der fortsat er ubehagelige bakterier i børsterne, kan man rense dem med et desinficerende produkt, som eksempelvis en blanding af rodalon og vand. Skal det gå hurtigt, findes der også specifikke renseprodukter, hvilket er et smart alternativ, når man har travlt og ikke kan vente på, at børsterne skal tørre. Jeg kan anbefale renseprodukterne fra henholdsvis MAC og NYX.
Afslutningsvis minder kosmetolog Anita Falslund om, at man skal huske, hvordan man tørrer sine makeupbørster:
– Hovedet nedad, så der ikke løber vand ned i skaftet! Vandet kan nemlig være med til at opløse limen og dermed løsne hårene i din børste.
Børsterne, alle bør have i deres makeuppung
Her får du Marie Thomsens bud på tre børster, der er et must i enhver makeuppung:
- En god børste i en mediumstørrelse til din concealer. Nude By Nature, 240 kr.
- En busket øjenskyggebørste, som du både kan lægge skyggen på med samt tone den ud med. MAC, 195 kr.
- En god foundationbørste! Her kan du enten vælge en ‘stipling’ brush eller en ’fast kabuki’ brush alt efter, hvor meget produktet skal dække samt hvilken slags foundation, du bruger. IT Cosmetics, 320 kr.