Lyst til sex

Hvad sker der i kroppen, når du har sex?

Sex er sundt – men hvad sker der egentlig i kroppen før, under og efter sex? Og hvilken betydning har det for dit humør, velvære og helbred? Vi har kigget din krop efter i sømmene.

Hvad sker der…

… når du får lyst til sex?

Rent fysisk fører seksuel ophidselse til øget blodtilførsel og ophobning af blod i kønsdelene: Klitoris rejser sig, og skeden udvider sig, bliver fugtig og længere. En kvindes kønsdele kan også godt svulme op, uden at hun er seksuelt opstemt. Lysten kan opstå af seksuelle tanker, drømme og fantasier. Følelsesmæssig nærhed og følelsen af at være elsket giver mange kvinder mere lyst til sex.

… under forspillet?

Slimhinden i skeden bliver fugtig, klitoris rejser sig, og kønslæberne svulmer op. Brysterne bliver større og brystvorterne stive. Puls og blodtryk stiger, og vejrtrækningen bliver hurtigere. Du kan opleve muskelspændinger i kroppen og rødmen på visse dele af huden, typisk kinder og bryst.

… hvis I springer forspillet over?

Uden forspil kan du opleve, at du fysisk ikke er klar til penetrering. Det kan give smerter under samlejet. I nogle tilfælde kan det dog være både frækt og inspirerende at springe over forspillet, men bliver det hverdag, vil mange – særligt kvinder – opleve, at det kan ødelægge sexlysten og blive et problem, fordi de både fysisk og psykisk savner den del af legen.

SE OGSÅ: 6 myter om sex: Hvad er sandt og falsk?

… under samlejet?

Under samlejet vokser lysten endnu mere. Den sidste del af skeden svulmer op. Brystet og brystvorterne bliver større. Blodtrykket, pulsen og åndedrætshastigheden stiger endnu mere, og huden rødmer. Muskelspændingerne i kroppen øges specielt i ansigtet, brystet, sædemusklerne, armene og benene.

… hvis du har sex uden egentlig at have lyst?

Selv om lysten til sex ikke er der, når I starter, kan du sagtens opleve, at den dukker op, når I kommer i gang, og du bliver stimuleret. Det er helt almindeligt, at kvinder ikke eller kun sjældent oplever spontan lyst, hvor lysten til sex kommer „af sig selv” eller opstår på kvindens initiativ. Det er hverken forkert eller gør sexlivet dårligere. Spontan lyst er ikke ensbetydende med bedre sex.

… når du får orgasme?

I orgasmefasen er lystfølelsen meget intens. Du lukker ydre påvirkninger ude af bevidstheden. Pulsen er helt i top, og muskelspændingen stiger. Der er spasmer i den ydre tredjedel af skeden og rytmiske sammentrækninger i og omkring den. Livmoderen trækker sig sammen, så trykket i den stiger, og lukkemusklen i anus trækkes også sammen. Din vejrtrækning bliver uregelmæssig.

SE OGSÅ: Få psykologens opskrift på det gode parforhold - og tips, når der er knas i kærligheden

… når I kommer på samme tid?

Under selve orgasmen er vi ofte trukket ind i os selv og sanser ikke omverdenen. Vi bliver egoistiske og fokuserer på vores eget behov og ikke så meget på hinanden. Det kan være en fin oplevelse at komme på samme tid, men fordi I trækker jer ind i jer selv og bliver fjerne for hinanden, går I også glip af noget sammen.

… når du ikke får orgasme?

For nogen kvinder kan det at give slip, miste kontrollen over kroppen og lade den få orgasme være meget svært. Og det kan blive en jagt at skulle „præstere” en orgasme i forhold til sin partner og måske også sig selv. Men seksualiteten bliver ikke dårligere af, om kvinder får orgasme eller ej. Dels er det helt naturligt for en kvinde ikke altid at få det. Og dels kan hun stadig finde masser af nydelse ved at være i stadierne før orgasmen og har måske slet ikke behov for at komme til orgasmefasen hver gang.

… når I bruger sexlegetøj?

Sexlegetøj kan være med til at give sexlivet prikken over i’et, så det bliver lidt mere spændende og pirrende end ellers. Sexlegetøj kan speede processen op, hvis målet er orgasme. Bruger du eller I sexlegetøj, kan orgasmen også føles anderledes og mere intens. Skal man generalisere, er mænd mere visuelle end kvinder. Derfor ser de – generelt – mere porno og er måske også gladere for sexlegetøj end kvinder. Sexlegetøj virker kun, hvis dit og jeres sexliv i forvejen er velfungerende. Det kan ikke redde noget, der ikke fungerer – så skal der andre værktøjer til.

… efter I har haft sex?

I afslapningsfasen oplever du tilfredsstillelse og træthed – typisk også stor trang til at sove. Musklerne slapper af, og puls, blodtryk og vejrtrækning bliver normal igen. Du sveder måske. Samtidig bliver dine bryster og brystvorter mindre, klitoris bliver mindre, og skeden og livmoderen synker sammen. Det negative tryk, der er i livmoderen, suger eventuelt sæd op i livmoderen.

… med dit humør, når du dyrker sex?

Sex gør dig glad og veltilpas. Når du dyrker sex, frigiver hjernen signalstofferne serotonin og dopamin, som er med til at styre dit humør i den positive retning. Derfor virker sex som en effektiv, sund og helt naturlig lykkepille.

SE OGSÅ: Grøn te og ugentlig sex + 8 andre vaner, der giver et godt og langt liv

… med dit helbred, når du har sex regelmæssigt?

Regelmæssig sex giver større velvære og livskvalitet. Det får din puls op og er rigtig sundt for dit immunforsvar og hjerte-lunge-system. Det er en fantastisk hverdagsmotion, der forbrænder ganske pænt med kalorier.

… med dit stressniveau, når du har sex?

Sex nedsætter stress – og kan samtidig virke smertelindrende. Selv i et sygdomsforløb kan en velfungerende seksualitet være medvirkende til, at vi klarer sygdommen bedre og kommer lettere igennem forløbet. Oplever du at have mange menstruationssmerter, kan sex også have en lindrende effekt på smerterne, da sex både fysisk og psykisk er med til at give afslapning, afspænding og fysisk velvære.

… med kvinders sexlyst ift. mænds?

Mænds sexlyst er ret konstant, mens kvinders svinger ret meget. Kvinders sexlyst bunder i et komplekst samspil af fysiologiske, psykologiske, emotionelle, kulturelle og miljømæssige forhold.

Kvinders sexlyst opstår ikke altid af noget seksuelt relateret – den kan udspringe af helt andre faktorer som harmoni i parforholdet, nærhed, intimitet og følelsen af at være „god nok”. Og så svinger den i takt med den hormonelle cyklus. Ofte stiger den midt i cyklussen, omkring ægløsningstidspunktet, hvor testosteronniveauet i kvindekroppen er højest.

SE OGSÅ: Sexolog Jakob Olrik: Han skal helst have lidt mere lyst end dig

… hvis jeg har sex med en, jeg ikke kender?

Rent fysiologisk er sexoplevelsen den samme, om du kender din partner eller ej. Men den psykologiske oplevelse vil typisk blive bedre, når du dyrker sex med en fast partner. Trygheden, nærheden og samhørigheden gør oplevelsen mere intens og for mange bedre. Hyppige onenightstands med en partner, du ikke kender, kan til gengæld gøre sex følelseskoldt og betyde, at du på længere sigt ikke oplever den samme velvære og nydelse som ved sex med en fast partner.

… når jeg har sex med den samme igen og igen?

Hvis jeres sexliv fungerer godt, vil du opleve sex som trygt, dejligt og intens. Du er fri til at vise, hvad du tænder på, og I er fortrolige med hinandens kroppe og finurligheder. Men oplever du, at det bliver monotont og kedeligt, og begynder du at miste lysten, kan det være tid til at søge inspiration i bøger, film, legetøj eller andre grene af seksualiteten som tantra, erotisk massage eller forskellige feticher efter noget at krydre sexlivet med. Sæt ord på jeres fantasier, byt roller i sengen, eller tag en tur ned ad memory lane og genopfrisk noget af det, I gjorde, da I mødte hinanden.

… med sexlysten, når du er gravid?

Mange oplever at have mere lyst til sex under graviditeten. Nogle mener, at det er, fordi du oplever, at det er „sikkert”, fordi du allerede er gravid. Sexlysten svinger dog for de fleste igennem graviditeten. I første trimester kan kvalme, opkast og træthed tage lysten. Men i andet trimester stiger blodtilførslen til kønsorganerne, underlivet og brysterne og er med til at stimulere lysten igen. Sidst i graviditeten kan de fysiske forandringer, der sker i kroppen, gøre det til en udfordring, men tager man sine forholdsregler, kan man under en normal graviditet dyrke fantastisk sex langt hen i forløbet, særligt med hjælp af puder og nye stillinger.

5 MYTER OM SEX

1. Sex er no go, når du har menstruation

FALSK. Fysisk og helbredsmæssigt er der intet til hinder for at have sex under menstruation. Nogle har faktisk mere lyst til sex, når de har deres menstruation, fordi de føler sig mere sensuelle og kvindelige.

2. Mænd har mere lyst end kvinder

SANDT & FALSK. Mænds sexlyst er ret konstant, mens kvinders svinger meget. Kvinders sexlyst bunder i et komplekst samspil af fysiologiske, psykologiske, emotionelle, kulturelle og miljømæssige forhold.

3. Du kan ikke blive gravid, når du har menstruation

FALSK. Det er en myte, at man ikke kan blive gravid under menstruationen, om end sandsynligheden er mindre end på andre tidspunkter. Derfor er det også vigtigt at beskytte sig under menstruation.

4. Sex skader dit ufødte barn

FALSK. Har man en ukompliceret graviditet, kan man roligt dyrke sex i løbet af den. Hverken samleje eller orgasme skader fosteret. Har du en kompliceret graviditet eller tidligere spontane aborter, så tal med din læge eller jordemor om sex under graviditeten.

5. Stress mindsker sexlysten

SANDT. Kvinder oplever typisk, at lysten til sex hænger sammen med ydre faktorer som stress, daglige gøremål og hverdagens udfordringer: For meget af det ene betyder mindre af det andet – og omvendt.

SE OGSÅ: Test dig selv: Hvordan har dit sexliv det?

SE OGSÅ: Hvad sker i kroppen, når du kysser?

SE OGSÅ: Test dig selv: Hvilken sextype er du?

Eksperten

Else Olesen er uddannet sexolog, sygeplejerske og parterapeut samt eksamineret psykoterapeut. Er forfatter til bogserien „Når kærligheden bliver svær” og „Når rådgivning bliver svær” (Saxo 2014) og blandt eksperterne til „Til sygdom os skiller” (Susan Binau og Alan Binau, Gads Forlag 2009). Se elseo.dk