slankekur
SPONSORERET indhold

Slut med slankekuren - og hvad nu?

Endelig har du nået dit mål og er færdig med at være på kur. Eller er du? For de fleste kan ikke bare spise som før uden at tage det hele på igen. Mød Lone og Kamilla, som tilsammen har tabt 94 kilo. Nu kæmper de for at holde vægten resten af livet.

Af: Sofie Winther Askgaard Foto: Getty og Jacqueline Fluri
06. jun. 2017 | Sundhed | Hendes Verden

 

Lone har tabt 16 kilo

”Når bukserne begynder at stramme, ved jeg, jeg skal være ekstra opmærksom”

5:2 kuren, Nupo, frugt indtil klokken 12. Lone Grønbjerg har prøvet de fleste kure, siden hun som teenager skød i vejret, blev bredere om bagen og fik bryster i størrelse DD.
– Jeg har altid været ked af min størrelse og jaloux på de små nips, men ingen kure har virket, for det har altid handlet om at tabe en masse kilo rigtigt hurtigt, og det har været for hårdt, så jeg har givet op, fortæller Lone.

16 uger, 16 kilo

For to år siden faldt hun dog over et 16 ugers slankehold hos kostvejleder og personlig træner Birgitte Nymann, og hun var vild med grundtanken om, at intet er forbudt.
– Det med at tælle kalorier, brikker og veje maden er så besværligt, og det virkede ikke for mig. Men træning, grønt til alle måltider og mere sundt fedt for at blive mæt – det lød jo som noget, jeg kunne holde hele livet, fortæller Lone, der da også nåede sit mål om at gå fra et trecifret til et tocifret tal på badevægten. Men hvad så?
– Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne fortsætte med at leve så stringent som på slankeholdet, men jeg besluttede mig for, at der var nogle ting, jeg VILLE forandre og andre ting, jeg måtte nyde af og til, siger Lone, der derfor bl.a. sjældent spiser ris, kartofler, brød og sukker i dag. Ikke fordi, hun ikke må. Men fordi hun er blevet mere opmærksom på, hvad det gør ved hendes krop.

LÆS OGSÅ: Julie tester nupokuren: “Jeg fik brudt en masse dårlige vaner”

Føles ikke som en kur

I dag har Lone stadig en del kilo at tabe, men hun har holdt de 16 kilo væk i to år. Og det føles ikke længere som en kur.
– Nogle gange kan jeg mærke, at mine bukser strammer, og så ved jeg, jeg skal være ekstra opmærksom i en periode. Så ja, selvfølgelig tænker jeg altid over det, og jeg siger ofte nej, især på arbejde, hvor der altid er kage, fortæller Lone, der dog ikke er i tvivl om, at hun kan holde vægten resten af livet, og det er der to særlige grunde til: træning og familien.
– Jeg har fået øjnene op for, at jeg skal træne, hvis jeg skal holde vægten. Det gør noget ved mig, jeg fløjter på vej hjem i bilen, og jeg får mere energi. Jeg har prøvet forskellig træning og fundet ud af, at lange gåture og træning i naturen er mig, så det er jo sjovt, og ikke en sur pligt.
– Min mand og jeg er også begyndt at træne sammen, og jeg går ture med min teenagedatter, hvor vi virkelig får snakket sammen. Jeg tror, det bliver hårdere at tabe mig flere kilo end at holde vægten, men nu ved jeg, hvad der skal til, og jeg har fundet både noget træning og en måde at spise på, som fungerer i min hverdag og ikke føles som en sur slankekur

Lones bedste råd:
Find noget træning, som du har lyst til og nogle grøntsager, du kan lide. Tilbered dem på mange forskellige måder, så det bliver spændende – du får svært ved at holde det, hvis træningen keder dig, og du ikke kan lide maden.

Kamilla tabte sig 76 kilo: 

”Det er stadig en kamp, selvom jeg er normalvægtig nu”

Kamilla Agboinfi har været på kur det meste af sit liv, men hverken Nupo, suppekure eller fedt-forskrækkelse fik vægten til at gå ned.
– Jeg stoppede med at veje mig ved 140 kilo. Men da jeg på én uges ferie tog fem kilo på, og min mand for første gang kommenterede min vægt, vidste jeg, at nu måtte der ske noget, siger Kamilla, der begyndte på en version af Dukan-kuren, hvor man ikke spiser brød, ris og pasta, men masser af grøntsager og protein. Hun tabte sig hurtigt de første 20 kilo, så hun kunne begynde at dyrke motion, og efter to år var der røget 78 kilo og en masse overskydende hud. Det er fire år siden nu.

På kur resten af livet

Men kampen er langt fra slut for Kamilla. Selvom hun havde lovet sig selv, at hun måtte leve mere ”frit”, når målet var nået, er hun ikke klar til det.
– Jeg lever stadig stringent fra mandag til fredag, så er der plads til udskejelser i weekenden. Så jeg er stadig på kur mandag til fredag, og det kommer jeg nok altid til at være, for der skal ikke meget til, før jeg tager på, siger Kamilla, der træner mindst tre gange om ugen og spiser grøntsager, kød, skyr og æg frem for brød, kartofler og ris i hverdagene forat holde vægten. Når hun er ude, kan hun finde på at tage en kartoffel eller et stykke brød, men hun tænker sig godt om, og folk spørger ofte, hvorfor hun ikke bare kan spise ”normalt”, for nu har hun jo tabt sig.
– Men hvis jeg spiser som før, bliver jeg jo tyk igen! Det handler ikke nødvendigvis om usund mad, men om ganske almindelig mad som havregrød, rugbrødsmadder og sovs og kartofler – sådan kan jeg ikke spise, så tager jeg lynhurtigt på.

Bange for at blive tyk igen

Henover julen vovede Kamilla faktisk at give lidt mere slip og nyde risalamanden. Men nu kæmper hun for at tabe de 6 kilo, som det kostede hende.
– Jeg er bange for at blive tyk igen, når der skal så lidt til, før vægten stiger. Men jeg har heldigvis fået mere rygrad, og jeg kan godt finde ud af at komme op på hesten igen i stedet for at give op, så jeg ved, at jeg ikke bliver tyk igen, siger Kamilla, der har holdt vægten i fem år og vil fortsætte med at træne og spise på samme måde, så det holder hele livet. Men det bliver ikke nemt, siger hun.
– Det er stadig en kamp, selvom jeg er normalvægtig nu. Jeg havde allerede vundet kampen og tabt mig, syntes jeg. Men nu er det jo bare en ny kamp, der er hårdere. Jeg har stadig en stor mavesæk og kan spise en ti-retters menu uden at blinke. Men det kan jeg ikke, og jeg skal for evigt tænke mig om, før jeg putter noget i munden.

Kamillas bedste råd: 
Find en ”kur”, der kan blive en ny måde at leve på for dig. Nupo og suppekur er fint, men vil du leve af det for evigt? Sikkert ikke. Så vælg en vej, du kan holde hele livet, men tillad dig selv at skeje ud en gang imellem, så det ikke bliver for surt

LÆS OGSÅ: Diet dos & don'ts: 9 grunde til, at du ikke taber dig

Kostvejleder Birgitte Nymann:DERFOR ER DET SÅ SVÆRT AT HOLDE VÆGTEN

✷ Tilbage til de gamle vaner
Der er en grund til, at du blev tyk til at starte med, og derfor er det er vigtigt, at du også ændrer dine dårlige vaner. Pulverkure og suppekure er ikke holdbare, fordi de færreste jo vil leve sådan resten af livet, og de ryger derfor ofte direkte tilbage i de gamle, dårlige, vaner.
✷ Energiforbruget bliver lavere For hvert kilo du taber, vil din krop få et mindre energiforbrug. Du skal altså spise mindre end før, hvis du ikke skal tage på. Men fordi hjernen er vant til mere mad, kan det føles som om, du altid er på kur og må ”undvære”. Men de portioner, du skal spise efter at have tabt dig, er de portioner, du burde have spist, før du tog på.
✷ Målet er allerede nået De fleste har et bestemt mål, de gerne vil nå under vægttabet, og det motiverer dem. Når du ikke har et bestemt tal som mål, kan det være sværere at holde motivationen. Men det er vigtigt ikke at se på din nye livsstil som en evig ”kur”, for så bliver det for surt. Tænk på, at du gør det, fordi du vil

Anbefalet til dig