"Jeg er mindst lige så meget Ida, som jeg er Auken"

Da Ida Auken var i 20'erne, gik hun rundt og følte skyld i forhold til alle verdens ulykker. Hun følte næsten, at det hang på hendes skuldre, at der var klimaforandringer i verden, for det var jo nok, fordi hun ikke gjorde sit arbejde godt nok, at grundlaget for hele vores tilværelse var truet. Men så mødte hun sin mand.

– Han slog ret hurtigt ned på det og sagde, at jeg led af en "Jesusneurose", og hvad jeg dog egentlig bildte mig ind at tro, at jeg skulle frelse hele verden? Det mente han, at jeg skulle holde op med lige med det samme, for det var en ekstrem selvovervurdering. Han trykkede på mit ømmeste sted og gjorde grin med mig med et smil på læben, og det gjorde simpelthen, at jeg kunne lægge det fra mig i løbet af meget kort tid og sige: Det er ikke min skyld. Det var en enorm lettelse. I stedet for at tænke, at det nok er min skyld, at store udfordringer ikke bliver løst, tænker jeg i dag, okay, hvis jeg kan gøre en lillebitte forskel, og hvis jeg kan få andre til at gøre en lillebitte forskel, så tror jeg på, at det sætter ting i gang, der forandrer verden.

Svært at sige ja til drømmejobbet

Siden Ida Auken blev miljøminister i oktober 2011 har hun for alvor fået muligheden for at gøre en forskel inden for det område, hendes hjerte banker for. Det grønne og det bæredygtige. Hun fortæller med lys i øjnene, at det er hendes drømmejob og det bedste job, hun nogensinde har haft. Alligevel var det ikke let at tage beslutningen om at sige ja tak.

– Jeg brugte faktisk rigtig lang tid på at overveje, om det var et job, jeg kunne passe på en forsvarlig måde, samtidig med, at jeg blev ved med at passe på min familie. Fordi min mand og jeg var de overvejelser så grundigt igennem, inden jeg sagde ja til jobbet, og fordi vi lavede nogle meget klare aftaler, har vi meget færre konflikter, end vi ellers kunne have haft, tror jeg. Vi har helt fast en skøn barnepige, Camilla, der henter vores søn, Niels, to gange om ugen. Og vi har aftaler om, at vi prøver at spise sammen to gange om dagen, morgen og aften. Hvis jeg har aftenmøder, lægger jeg dem så vidt muligt efter kl. 20, når vores søn er lagt, så han ikke engang opdager, at jeg er ude af huset igen. Vi har også en aftale om, at jeg ikke tager min telefon, når vi spiser – medmindre jeg ved, at det er akut, selvfølgelig. Men de fleste ting, selv med det her job, kan godt vente en halv time.

Synes dine embedsmænd også det?

– Ja, jeg tror faktisk, at de synes, det er helt fint, at jeg har så klare prioriteringer. De ved, hvor min grænse går, og hvornår de kan trække i mig. Og det kan de jo så også gøre for fuldt drøn, når der er åben kanal resten af tiden. Jeg prøver også at holde min lørdag fri, hvis jeg overhovedet kan. Det er der, jeg lader op igen ved at træne om morgenen og efterfølgende spise morgenmad med min familie her på caféen, hvor vi sidder nu, og så ellers hygge med god mad og måske venner resten af dagen. Det er fint at lægge mange timer i det her job, det kan ikke være anderledes, men hvis jeg ikke passer på mig selv og står af verden en gang imellem, arbejder jeg simpelthen dårligere.

LÆS OGSÅ: Pernille Skipper: "Jeg har brug for mine venner hele tiden"

Politik i DNA'et

Ida er vokset op i en familie, hvor politik var en naturlig del af hverdagen. Hendes mor, præsten og politikeren Margrete Auken, har altid været miljøforkæmper og oppe på barrikaderne, og hun er en kvinde, de fleste har en holdning til. Idas far er professor i litteratur og stod som regel for madlavningen derhjemme, fordi Margrete var meget væk. Det er også morfar, der i dag stiller op som babysitter, for han er, i modsætning til Margrete, gået på pension. Familien tæller også Idas morbror, den nu afdøde Svend Auken, som var miljøminister i en længere årrække. Miljøministeriet er ofte blevet omtalt som "Aukens Imperium", så man kan ikke lade være med at tænke, at det er lidt af en arv, Ida skal løfte, men...

– Jeg synes ikke, det er så svært, for godt nok går jeg i fodsporene på mine familiemedlemmer, men jeg gør det jo på en helt anden måde. Og jeg vil sige, at hvis jeg har lært noget af Margrete og Svend, så er det at gå, men ikke hvordan. Jeg laver politik på en helt anden måde, end de har gjort, og jeg kører det ministerium helt anderledes, end Svend Auken gjorde. Indholdsmæssigt står jeg også med nogle helt andre problemer. Svend Auken var nærmest ophavsmand til affaldsforbrænding i Danmark, og det var klogt i 90'erne, hvor vi manglede energi, men i dag, hvor vi mangler råvarer og ressourcer, skal vi jo ikke brænde dem af. Vi skal genanvende. Så jeg skal lave nogle af de ting meget radikalt om, som Svend lavede, og derfor har jeg også hurtigt følt, at jeg går i de fodspor på min egen måde. Jeg tror heller ikke, at der er nogen i Miljøministeriet, der som det første tænker, nå, det er Svends niece, når de ser mig. Tværtimod.

Hvordan laver du dine helt egne fodspor?

– Jeg besluttede med det samme, at jeg ikke skal være en Svend Auken nummer to i Miljøministeriet. Jeg gør tingene på min måde, og jeg er mindst lige så meget Ida, som jeg er Auken. Jeg er fløjtende ligeglad med, om nogen sidder og tænker over, hvordan det var engang, så længe jeg selv har følelse af, at det jeg gør, er godt nok. Det er på den måde, man bedst kan lave sine egne fodspor.

Familien kommer først

Efter Idas mening er der i det hele taget mange ting, der er anderledes i dag, end da hendes forældres generation for alvor var på arbejdsmarkedet.

– Bare den måde arbejdet i Folketinget fungerer på. Det er først for ganske nylig, man er begyndt at lægge afstemningerne før kl. 16, så folk ikke skal sidde og blomstre på Christiansborg til kl. 23, medmindre der er tale om afslutningsdebatten eller andre særlige ting. Der er meget mindre liv på Christiansborg om aftenen, end der var tidligere, og når man, som jeg, er så heldig at bo i København, er det dejligt, at man kan komme hjem til sin familie. Jeg tror, at mine forældres generation var så opslugt af politik, at det første, de tænkte på om morgenen, var, hvad der stod i avisen. Når jeg vågner om morgenen, tænker jeg først på, om min søn har det godt, og SÅ tænker jeg på, hvad der står i avisen. Det er ikke mange sekunder efter, men det er dog i den rækkefølge, ha, ha.

Hvordan er du som mor?

– Jeg prøver at være en ret almindelig mor, og jeg prøver virkelig at tage del i Niels' ting og se verden lidt fra hans perspektiv. Jeg tænker over, hvad der kunne være sjovt for ham at lave – tage i Bella Centeret og bygge med Duploklodser eller tage i børneteater. Jeg kan ikke huske, at jeg var rundt til særlig mange af den slags ting, da jeg var barn, jeg synes, at mine forældre arbejdede hele tiden, også lørdag og søndag.

Læs videre på næste side.

– Jeg er faktisk taknemmelig over, at Niels var så lille, da jeg fik jobbet som miljøminister. Han har ikke oplevet, at det kan være på en anden måde, og derfor har han ikke oplevet det som et tab. Hvis han havde været seks-syv år, kunne han måske godt have følt, at hans mor pludselig blev revet meget væk fra ham. Han er god til at knytte sig til andre mennesker, og jeg har ingen trang til, at han skal være morsyg. Tværtimod prøver jeg altid at vise ham, at det er okay, at han er hos andre mennesker, og det gør også, at han rask væk hopper på skødet af folk, han ikke har set før. Så længe han gør det med den frimodighed og glæde, han gør det med i dag, tænker jeg, at han har det godt, og at det er okay, at det ikke er mig altid. Men det er klart, hvis han en dag begynder at vise tegn på, at han er ked af det, så må jeg tage fat i det.

Hvilke værdier vil du gerne give ham med?

– Han skal være en god kammerat. Han har et lyst sind, så hvis han kan blive ved med at have det og være lige så morsom, som han er nu, så har jeg gjort et godt job som mor. Jeg vil også gerne lære ham at vælge selv, og jeg prøver at lade være med at lægge for mange udtalte og uudtalte forventninger ned over ham. Som forældre kommer man let til lige at synes, at ens børn skal lave lidt det samme som en selv, og det vil jeg gerne undgå. Jeg vil gerne have, at han bliver modig, så han tør gå frem til verden og møde den – også selvom man nogle gange slår sig ved at gøre det.

Hvad gør du anderledes end dine egne forældre?

– Kigger på min generation, så er vi sikkert nogle af dem, som har gjort mest det samme som forældregenerationen. 68-generationen mente, at de vidste, hvor skabet skulle stå, og hvad der var sandt og falsk. Jeg tror, at jeg vil være lidt mere åben for, at min søns univers og hans blik på verden er godt og rigtigt. Hvis han har lyst til at høre Aqua eller MGP i vores stue, er det lige så godt, som hvis jeg sætter noget af min musik på. Jeg vil prøve at lade mine indre smagsdommere dominere mindre, end mine forældre gjorde. Det var ikke, fordi jeg fik trukket deres værdier ned over hovedet, men de havde klare idéer om, hvad der var god og dårlig kvalitet, og de skjulte ikke, hvad deres holdning var. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det har betydet, at det tog mig mange år at danne mine egne holdninger og finde ud af, hvad jeg egentlig selv kunne lide.

LÆS OGSÅ: Annette Wilhelmsen: "Der er jo også en bagside af at blive kendt"

Termin på arbejdernes kampdag

Ida er højgravid, da vi møder hende, og som repræsentant for et arbejderparti er det næsten ikke overraskende, at hun har termin med sin søn nummer to den 1. maj. På arbejdernes kampdag. Hun siger – med et grin – at hun regner med at tage i Fælledparken først og så tage hen og føde bagefter. Derefter venter lidt barsel.

– Hvis jeg selv havde timet min fødsel, havde det været virkelig god timing. Nu er det bare heldig timing. Maj og juni er måneder, hvor man slutter tingene af, og jeg er ved at gøre sagerne klar til min afløser, så de let kan lukkes. I juli er der som regel meget stille, og i august har vi aftalt, at jeg tager min søn med på arbejde, så meget det kan lade sig gøre. Derefter tager min mand barsel tre-fire måneder fra september.

Hvordan har du det med at være på barsel?

– Jeg skal helst ud en til to gange om dagen, når jeg er på barsel, ellers bliver jeg næsten deprimeret. Jeg skal ud og snakke med nogle mennesker. Niels var en dag gammel, da han var på café første gang, og så måtte han ellers vænne sig til i hvert fald en til to aktiviteter om dagen i de syv måneder, jeg var på barsel. Det er nok mit gemyt, jeg skal ud af nattøjet og af sted for ikke at blive trist. Jeg er meget udadvendt. "The more the merrier" – det har altid været min tilgang til tingene. Jeg håber også, at mit hjem bliver ved med at være sådan et sted, hvor folk bare kommer. Hvor døren altid er åben, og så deles vi om den mad, der er. Jeg kommer fra et hjem, hvor alle gymnasiefester blev holdt hjemme hos os, og der var altid nogen, der blev og sov, fordi vi boede tæt på skolen. I min Blå Bog stod der: "Idas hjem er et vandrehjem", og jeg vil gerne have, at det også er sådan et hjem, vi bygger nu. At vi ikke bliver en familie, der lukker sig om sig selv. Der skal være plads til andre mennesker hos os, jeg elsker fester og at snakke og grine. Det er klart, at jeg ikke når at se mine venner helt så meget, som jeg gerne vil, med det job jeg har nu, men jeg håber, at mine venner stadig oplever, at jeg smider, hvad jeg har i hænderne, hvis de har brug for mig. Og jeg går ud fra, at vi kender hinanden så godt, at de vil sige det til mig, hvis de synes, jeg svigter.

Der er Ida – og der er Ida Auken, miljøminsteren

Ida mødte sin ti år ældre mand for otte år siden i en studenterforening. Da talen falder på ham, bliver hendes svar for første gang i løbet af interviewet korte og langsomme. Og det er der en grund til.

– Min mand og jeg har nogle aftaler om at prøve at skille det private og det personlige. Man skal passe på sig selv og sin familie, for hvis man tømmer alt ud, er der pludselig ikke noget tilbage i en selv. Alle har ret til at have en holdning til politikere, og jo mere man smider sit privatliv ud i det åbne, jo mere bliver det rodet ind i, hvad folk mener om en. Jeg kan godt tåle, at folk ikke bryder sig om "Ida Auken – miljøministeren", men jeg har sværere ved, hvis de ikke kan lide mig som menneske. Derfor øver jeg mig også i at tænke, at når "Ida Auken" får en masse bank, så er det ikke sikkert, det er mig – Ida – der skal have tævene. Det er mine holdninger og min politik, folk angriber, men det behøver ikke betyde, at man som menneske er forkastet. På samme måde betragter jeg mine kollegaer fra andre partier som ordentlige mennesker. Lige så rygende uenig jeg kan være med dem politisk, lige så lidt vil jeg fordømme dem som mennesker. Jeg ved godt, at det kan være svært for mange at kende forskel på mennesket og politikeren, for vi bruger også vores person i det politiske, men derfor er det bare også vigtigt at holde noget for sig selv. Noget sårbart, som man passer på.

LÆS OGSÅ: Merethe Stagetorn: Fra husmor til forsvarsadvokat