Laura Bro & Helle Hertz: Man skal ikke klatte livet væk

Laura Bro: Jeg vil gerne giftes

Umiddelbart er der flere forskelle end ligheder i Helle Hertz og datteren Laura Bros hidtidige livsforløb. Men Helle og Laura har mere end bare æblekinderne tilfælles, fortæller de i dette dobbeltinterview om, hvor de hver især er og var omkring de 40 år.

Laura Bro er single og gravid med sit første barn som 40-årig. Hendes mor, Helle Hertz, blev gift som 19-årig og havde født tre børn, inden hun var 30. Umiddelbart er der flere forskelle end ligheder i mor og datters hidtidige livsforløb. Men Helle og Laura har mere end bare æblekinderne tilfælles.

Helle: – Som 40-årig var jeg i fuld gang med min karriere. Jeg var blevet skilt fra Lauras far og boede sammen med min anden mand. Jeg havde lagt småbørnene bag mig, for jeg havde fået alle mine tre børn, før jeg blev 30. Anders Peter var 17, Nicolas var 11, og Laura var 10 år. Og de boede primært hos deres far. Så der er en stor forskel på mit liv dengang og det liv, Laura først skal til at starte på.

– Jeg havde det jo ti gange lettere. Alt det, der var en selvfølge for mig, er ikke en selvfølge længere. At have masser af arbejde. Det er en helt anden tid, vi lever i. For dengang var der jo teatre. I dag er der en arbejdsløshed, jeg aldrig nogensinde har kendt til. Der er ikke så meget plads til at være letsindig. Mit voksne liv var også et letsindigt liv. For alting var der.

Laura: – Det kan da godt være, at jeg tænkte "Far, mor og børn", da jeg var lille. Men så går ens liv, og intet går, som man planlægger det. Og nu skal jeg så være mor alene. Men det er der jo virkelig mange, der har været før mig. Så jeg tænker, at når alle de her andre mødre i historien kan klare det, så kan jeg nok også.

– Man når et vist punkt i forhold til sin alder, hvor man må sige, "hvad vil jeg gerne have ud af mit liv, og hvad betyder ikke så meget?". Man må vælge sine kampe. Og jeg vil vildt gerne være mor, så må man gå efter det. På den måde var det ikke et svært valg. Det var en nødvendighed. Og jeg tænker faktisk ikke, at det bliver så sindssygt problematisk. Man skal i det mindste ikke konkurrere med en eller anden eksmand, som man måske synes er skide irriterende, hvis man bliver kæreste med mig.

Hvordan er det at blive 40?

Helle: – Man bruger de første 40 år af sit liv på at finde ud af en hel masse ting, som man så kan have rigtig stor glæde af i de næste 40. Man lærer at lade være med at gentage sine fejl. Og i det hele taget, hvad tingene er værd. Hvad der egentlig er vigtigt.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: Jeg er en pleaser af person

Laura: – Når man er 40, har man prøvet nogle ting, som man er glad for, man ikke behøver at prøve igen. Og kommer man ud i sådan nogle situationer, kan man forhåbentlig genkende dem og sige: "Det gider jeg ikke en gang til". Samtidig, er der stadig alt muligt, man kan endnu. Jeg tror alligevel, man tænker over, "nå, nu er jeg 40, så er jeg så halvvejs. Har jeg så brugt de første 40 år til det, jeg gerne vil bruge dem til? Og hvad vil jeg bruge de næste 40 år til?" Man får lige sådan en lille reminder om, at man skal huske at bruge sit liv fuldt ud og ikke klatte det væk. Men her står jeg så og skal til at begynde på et nyt årti. Og min egen lille videreførelse af familien for første gang...

Hvad drømte/drømmer I om som 40-årige?

Helle: – At jeg ville spille en masse vidunderlige roller. At få lov til at udvikle mig som skuespiller og som menneske – hvilket jeg også synes, at jeg er kommet til. Mine børn var jo ved at være store, og jeg var sammen med en mand, jeg elskede, så det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har altid drømt om at komme ud at rejse. Det har jeg ikke helt opnået. Rent karrieremæssigt har jeg heller ikke opnået alt det, jeg gerne ville. Men jeg er tilfreds, når jeg kigger tilbage.

Laura: – Lige nu drømmer jeg om det liv, jeg skal skabe med mit lille barn. Så drømmer jeg også sådan en meget almindelig drøm, som jeg ikke har sluppet endnu. Jeg vil gerne giftes. Jeg vil gerne have en hvid kjole på og holde en giga fest. Jeg kunne godt tænke mig en livsledsager. At møde ham, som jeg på en eller anden måde kan dele resten af mit liv med. Der er mange i min generation, der f.eks. overhovedet ikke tror på det der med at blive gift og stå i en kirke. Og jeg tror helt vildt meget på det. Det er bare ikke blevet sådan. Endnu. Det er på en måde ret banalt.

LÆS OGSÅ: Lene Maria Christensen: Mit hjerte har vokset sig kæmpestort

Hvem:

Helle Hertz: 69 år, skuespiller og forfatter.

Laura Bro: 40 år, skuespiller.