Merethe Stagetorn: Fra husmor til forsvarsadvokat

– Mit livs vendepunkt var den dag, jeg på Gråbrødretorv bestilte et messingskilt med navnet "Stagetorn". Intet andet. Indtil da havde mit liv været indrettet efter, at jeg havde giftet mig med en ti år ældre mand, som var etableret som advokat, så der var ikke behov for, at jeg selv bidrog med indtjening. Jeg havde tiden til min disposition og alle fordelene som hjemmegående. Vi boede på en gård i Nordsjælland, hvor vi stadig bor, og der legede jeg landhusmor og bagte vist også boller til børnene engang imellem. Da børnene var omkring 12 og 14 år, begyndte de at ringe hjem og sige, at de ikke kom lige hjem fra skole, og så gik jeg rundt der helt alene på gården med tre timer til den nærmeste forretning. Jeg har aldrig taget kørekort, så hvis jeg skulle nogen steder, skulle jeg med bussen, som kun kørte en gang i timen.

– Jeg havde en 15 år gammel juridisk embedseksamen, som jo godt kunne bruges til noget, og jeg snakkede med min mand om, at jeg måske skulle begynde at arbejde. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg kunne inddrage noget af gårdens hovedbygning til kontor, men af en eller anden grund endte det alligevel med at blive i København, og derfor købte jeg messingskiltet. Jeg var 35 år og tænkte, at det nok var ved at være tid. Jeg har altid været lidt ubekymret som type, så jeg var ikke nervøs over at kaste mig ud i det. Det ville ikke have været en katastrofe, hvis jeg efter fire måneder havde fundet ud af, at jobbet ikke var noget for mig.

– Det var en stor fornøjelse lige fra begyndelsen at være advokat, men jeg har nok også haft mere held, end jeg egentlig har fortjent. Jeg fik tilfældigt gode sager via vores store omgangskreds, og de sager havde jeg held med, og derfor fik jeg flere. Advokater vælges nemlig ikke efter et smukt dørskilt men efter mund-til-mund metoden.

LÆS OGSÅ: Birthe Kjær - Valgte karriere fremfor børn

– I forhold til vores børn var det også det rette tidspunkt at begynde at arbejde. De fik på den måde en tilværelse, der var uafhængig af min. De begyndte på Zahles skole omkring samme tidspunkt, så vi fik byen til fælles. Nu skal det ikke lyde for skinhelligt, men vi har faktisk aldrig haft pubertetsproblemer med vores børn, og det er nok, fordi de har haft deres egen verden fra midt i teenageårene. At købe det messingskilt var et utrolig lykkeligt vendepunkt for familielivet og for min egen selvforståelse og samfundsforståelse. Det er svært at forestille sig i dag, at det kunne have været anderledes. Det føles næsten, som om det var bestemt for mig, at jeg skulle være forsvarsadvokat.

– Jeg valgte ikke selv at blive beskikket forsvarer, det var noget, livet valgte for mig. Der hang en liste i retterne over dem, der tog straffesager, og efterhånden fik jeg bare flere og flere af den slags sager. Hvis du havde spurgt mig dengang i 1977, om jeg ville være beskikket forsvarer, havde jeg sagt nej. Men det passer egentlig godt til mit temperament at have straffesager. Der er meget puls i den type sager, der sker altid noget, man ikke lige havde regnet med. Jeg plejer at sige, at straffesager er som et gulvtæppe, hvorunder der ligger en øgle – og ingen ved, hvor den øgle går hen. Jeg ville ikke have brudt mig om at have civile sager. I straffesager kan klienten næsten altid godt forstå, at han har gjort noget mistænksomhedspådragende. Men i civile sager har klienterne ingen opfattelse af, at de kan have handlet forkert, så det er i virkeligheden nogle mere "stride" klienter at have med at gøre.

– Hvor længe jeg skal blive ved med at arbejde er et lidt ømtåleligt emne. Men jeg er fyldt 70 år og har arbejdet som advokat i omkring 35 år, så jeg tænker, at man nok ikke i årevis frem i tiden vil se mig i retssalene. Tiden rinder ud for det, hvis man kan sige det sådan. Jeg kunne godt tænke mig at sejle ud og se endnu mere af verden og så sende et telegram hjem engang imellem, hvor der står: Send more money!

LÆS OGSÅ: Annette Vilhelmsen - "Der er jo også en bagside af at blive kendt"