Vi fik ideen i ALT for damerne
Et netværk for livet, enfast sommertradition og modet til at blive model er bare nogle af de historier, der kom frem på et heldagskursus hos ALT for damerne. Ideer og mod folk havde fået ved at læse bladet.
Jeg husker det meget tydeligt. Sidste år var hele redaktionen på kursus en hel dag. Der var linet godt op med kushmite og cupcakes, og dagens inspirator var bladkvinden og iværksætterkonsulenten Mette Holbæk.
Vi sidder i en lang hestesko i et rimeligt charmeforladt lokale. Når jeg tænker tilbage, tænker jeg gråt, gråt, gråt. Men så pludselig spørger Mette: "Hvad har ALT for damerne egentlig betydet for dig?"
På stolene sidder alle fra praktikanter, til layoutere, skrivende, redigerende og redaktører. Jeg tror, jeg tænkte, at svarene ville blive sådan karriererelaterede, "ja, her kan jeg rigtigt folde mig ud"-agtige. Men i stedet væltede det pludselig raden rundt ud med dybt personlige – og meget konkrete – historier om, hvordan artikler i ALT for damerne faktisk havde påvirket rigtigt mange på redaktionens liv.
Én havde fået et netværk for livet, en anden en fast sommertradition, en tredje fik mod på at blive model, da hun læste i sit ALT for damerne, og én havde endda fået foretaget et operativt indgreb, som hun kun havde læst om i ALT for damerne og fik sin læge overbevist om, at hun skulle have.
"Jeg kan kun sige, at der var helt stille i rummet – og at jeg lige der glemte alt om rummets farve."
Hesteskoen var virkelig kommet til live, og jeg ved, at vi var flere, der tænkte: "Det er dog nogle fantastiske historier, de skal da i bladet!"
Og vi tænkte også, at når så mange af os selv har fået ændret livet af noget, vi læste i vores eget blad, ja, så måtte I læsere jo også ligge inde med gode historier. Dem har vi samlet ind – og sammen med nogle af redaktionens bedste kan du læse dem på side 32.
Læs også sidste uges leder: Hun spotter hurtigt!
Nøgleord til denne artikel: leder, intro, kursus, tradition, netværk, artikel.