Det kan sagtens blive en succes med to fædre

Jeg har tre drenge. Med to forskellige mænd. Og så er jeg ikke mere end blot 25 år. Ja, som taget ud af “De Unge Mødre”.

Min ældste dreng, Isaya på 5, har en lækker, mørk lød, mens mine to andre små gutter på 2 og 0 år er nogle hvide starutter. Isaya blev bragt til verden af en anden stork. Hvordan er det nu lige, at man får det der med to fædre til at spille i hverdagen?

Jeg mødte Isayas, far da vi begge levede ungdommen ud som rejseguider i ferieparadiset, og det blev til en ferieromance, der fulgte med hjem til Danmark, hvor den her mødte barske kår i form af to verdener og kulturer, der skulle forenes. Jeg var bare 18 år og han lidt ældre, og det blev et turbulent forhold, hvor vi begge hurtigt fandt ud af, at vi var forkerte for hinanden på for mange områder. Det kostede blod, sved, tårer og flyvende tallerkener, før vi blev klar over, at det ikke var sådan her, livet skulle se ud de næste årtier. Dog var kimen til Isaya allerede lagt.

Det var med rystende hænder, at jeg tog graviditetstesten – et par dage med mærkelige fornemmelser bekræftede mine bange anelser: Jeg skulle være Mor. Jeg frygtede alt, der havde med den store afsløring at gøre og jeg var ikke stolt af hvordan (jeg følte at) min krop havde bedraget mig. Jeg har dog altid glædet mig til børn og kunne sagtens se mig selv i rollen – det var mere det der med, at situationen på ingen måde mindede om den forestilling, jeg havde haft i mit naive hoved.

Disaster waiting to happen

Onkel Baba

Graviditeten med Mio var planlagt, og da han kom til verden, fandt jeg på en måde også ud af, hvor jeg præcis havde Isayas far. Han var utrolig interesseret og nysgerrig på det lille nye væsen og missede aldrig en chance for at dikkedikke og ae lillebror. Ingen havde kunnet forudsige, om han ville lægge afstand til min nye familie, acceptere det hele i stilhed eller omfavne situationen. Der kunne have været et hav af forsmåede følelser som en kæp i hjulet.

Men ud af alt dette opstod “onkel Baba” (Isayas far er ikke oprindeligt dansk og kaldes Baba/far), der lod til at ville gøre alt hvad han kunne for mine to drenge. Da selv hans familie rakte ud til os af nysgerrighed for det nye lille liv, lagdes fundamentet til en fantastisk relation mellem de nyeste kapitler af mit liv og min fortid. 

Situationen idag er, at Thomas og jeg er blevet gift og har fået et barn mere sammen, Alban på snart 3 måneder. Han har været ventet, og familien føles komplet nu. Det med at have forskellige fædre er nu blevet mere en berigelse, end det er en ulempe, samarbejdet kører og mere end det – vi har et ægte venskab. Han passer sommetider vores børn, ligesom jeg eller Thomas springer til og henter Isaya i fars uger, hvis arbejdet trækker ud.

Vi mødes jævnligt og spiser sammen eller oplever noget med børnene. Sommetider drømmer vi lidt videre på denne lidt alternative familieform, ligesom vi her for nyligt grinende talte om at købe en båd sammen. Så skulle hans kone og jeg stå og lave mad i kabyssen.

Eller når vi kigger på hus og siger: “Og der kan Baba bo!” ved synet af et lille skur i haven (yeah right – han får råd til et lækkert hus længe før vi gør!). Og sådan kan det (heldigvis) blive ved. For dælen, hvor er jeg i dag stolt af mine valg! Jeg håber, mændene i mit liv kan give mig ret. 

Jeg er klar over, at vi har haft det lidt lettere end så mange andr,e da bruddet skete i nogenlunde fred og fordragelighed – men hvordan er din historie? Hvad mon du har gjort for at knytte alle parter tættere sammen? Man kan jo sagtens trives med ikke at involvere sig i hinandens liv efter bruddet og nøjes med at være der for børnene. Her har der bare været overskud og lyst til at holde venskabet ved lige, og børnene nyder så godt af tre glade forældre.

Jeg kaster hermed også en varm anbefaling afsted om at aftale indbyrdes i familien at forsøge at droppe alt, hvad der hedder akavethed omkring det. Ja, der dukker indimellem interne jokes op, snak om familiemedlemmer og gamle venner som den nye partner ikke har været en del af før, og der skal man gøre op med sig selv, om man vil lade det gnave eller lade det gå forbi. Her virker det sidste bedst for os, for situationen er nu engang den, at både Thomas og jeg har haft et liv før hinanden, som jo altså har gjort os til den version, vi er idag.