Dilemma: Skal jeg elske mine stedbørn?

Dilemma: Kærlighed til stedbørn

Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke elske mine stedbørn. Min mand har to drenge på 5 og 9 år, og sammen har vi en datter på 1 år. Jeg ville virkelig gerne, men jeg kan bare ikke elske hans børn. Jeg er flov over at sige det, men inderst inde glæder jeg mig hver gang til, at de skal være hos deres mor.

Jeg tager mig selv i at drømme om den dag, de flytter hjemmefra. Jeg ved godt, at den slags kan skyldes jalousi, eller at man er kommet skævt ind på hinanden. Men det er ikke derfor.

Problemet er simpelthen, at børnene er decideret ucharmerende og jeg kan ikke ret godt lide dem. Jeg siger det selvfølgelig ikke og viser det heller ikke, men hvad synes I, jeg skal gøre?

Panelets svarAnne-Grethe Bjarup Riis:

Hvad er det dog, der sker her? Tag og få droslet ned på det ambitionsniveau! Bare fordi I tilfældigvis er kommet i familie med hinanden, behøver I da ikke at elske hinanden. Stop med det klynkeri i hjørnerne.

Jeg synes, du skal tage den her med en veninde på en café og få den udryddet en gang for alle, – helt ærligt. Og hvor kom jalousien fra? Det er da kun, fordi du blander kærlighed ind i billedet, at der opstår jalousi. Du skal bruge dine kræfter på at være en god rollemodel for børnene. Ikke på at elske dem.

Karen-Marie Lillelund:

Jeg tror da først og fremmest, du skal lægge kravet om at elske børnene fra dig. Man kan ikke elske på kommando, og der kommer sjældent noget godt ud af at prøve. Men din mand kommer i en pakke med 2 børn, så hvis du vil have ham, må du tage dem med.

Jeg tror, det handler om at finde ud af, om du kan lave leveregler/opdragelse, som betyder, at du synes børnene bliver mere charmerende. Måske er de ucharmerende, fordi de skuffer nogle af dine forventninger eller overtræder nogle af dine uskrevne regler.

Men mit korte råd er: Læg kravet om stedmorkærlighed fra dig og prøv i stedet for at blive en dygtig fritidspædagog over for børnene. De har jo både en mor og en far – de har måske netop brug for en bonus voksen, der er noget andet.

Anne-Mette Rasmussen:

Ja, man har selvfølgelig lov til at have forskellige følelser over for børn. Men det må dog aldrig gå ud over børnene, at man ikke bryder sig om dem. Prøv at tænke positivt – i stedet for at alt omkring børnenes færden bliver kædet sammen med negative tanker.

Prøv at tage initiativ til at være sammen med børnene enkeltvis omkring en aktivitet. Det kan måske styrke jeres forhold og medvirke til, at I kommer til at kende hinanden bedre.

Emilia van Hauen:

Man skal grundlæggende set ikke hykle kærlighed. Det gennemskuer børnene med 400 km/t. Hvis du synes, børnene er decideret ucharmerende, må du lave regler for, hvordan de skal opføre sig derhjemme, så I alle kan holde ud at være der.

De er muligvis irriterende, fordi de ikke lever efter nogle gængse sociale spilleregler, og det er om noget, der kan udelukke én fra det gode selskab. Det kan du hjælpe dem med at lære.

Det kunne f.eks. være, at man hjælper til med maden, at man ikke kalder hinanden navne, at man bliver enige om hvilke film, man skal se i tv osv.

Du har ret til at mene noget om, hvordan man skal opføre sig derhjemme ? i lige så høj grad som faren til børnene har. Du skal selvsagt også opføre dig ordentligt over for dem og det kan du faktisk først, når du tør erkende, at du ikke kan lide dem og derfor holder op med at foragte dig selv for at føle ?forkert.?

Du behøver ikke at elske dem; det har de en mor og en far, der gør. Så længe du forventer noget urimeligt af dig selv, vil du bruge alt for mange kræfter på at skjule dine sande følelser, og det giver mindre energi tilbage til at skabe et ærligt og ordentligt forhold til børnene, og i sidste ende kan de ende med at betale prisen, fordi du indirekte kommer til at tage endnu mere afstand til dem, fordi de får dig til at føle dig forkert – og det er ikke rimeligt.

Peter Aalbæk Jensen:

Lær at undertrykke dine følelser – og vær særlig sød og rar. Ellers kommer du til at skulle leve op til din mand og børnenes forventninger om, at være den onde stedmor.

Troels Mylenberg:

Altså, stedbørn følger jo ligesom med faren, så de er en del af ham, du har valgt. Hvis man synes, at ens partner har taget et grimt sofabord med ind i ægteskabet, så kan man diskutere det, og evt. smide det ud. Men det kan man jo ikke med børn. Man kan heller ikke tvinge sig selv til at elske nogen, ikke engang børn. Men alle børn har da et eller andet sødt i sig.

Led efter det og dyrk det. For man kan godt tvinge sig selv til at blive ved med at forsøge at elske de børn. Og hvis man ikke kan komme til at elske dem, så skal man ikke udsætte sin mand for at skulle vælge mellem sine børn eller sin nye kone. Både han og børnene kan jo godt mærke, at du ikke kan lide dem. Så tag dig sammen eller skrid. Det er dig, der er den voksne.

Brian Mikkelsen:

Som i alle mulige andre relationer mellem børn og voksne, gælder det også her, at det er den voksne, der har ansvaret for, at relationen fungerer. Det er den voksne, der skal tage initiativ til at få en god relation til barnet/børnene – det gælder uanset, om der er tale om ens egne eller andres børn.

Jeg mener, du skal sætte meget ind på at lære børnene bedre at kende, f.eks. ved at ?opfinde? noget at være sammen med dem om – computerspil, biograffilm, sport, madlavning e.l. Noget, som bliver jeres fælles projekt, og som giver jer et fælles ?rum.?

Det er jo ofte sådan, at hvis man engagerer sig i hinandens liv og viser interesse for hinanden, så kommer der endnu mere af engagement og interesse helt af sig selv. Det er nødvendigt, at relationen til hendes stedbørn fungerer, og det kan blive en gave, hvis den fungerer godt. Og det er primært voksnes, dvs. hendes (og børnenes fars) ansvar, at få det til at fungere. Hun skal ikke forvente, at den store forandring og initiativet kommer fra børnenes side.

Natasja Crone:

Jeg tror ikke, nogen kan eller skal forlange, at succeskriteriet i en sammenbragt familie bør være, at man ?elsker? hinandens børn. At det så kan ske og sker er jo fantastisk, men mindre kan også gøre det. Og jeg tror på, hvis du elsker deres far, kan du som minimum finde energi og lyst til at involvere dig på den gode måde.

Når man først fokuserer på sin irritation hele tiden, har den tendens til at vokse i styrke. Smid den. Glem den. Ned på gulvet bare engang imellem med brio tog og ud i haven med fodbolden eller noget – og så ser du dem måske på en anden måde – og de dig …!

Står du midt i et dilemma, så kontakt panelet på: panelet@juniormag.dk

HVERDAGSDILEMMA 2

Dilemma: Skal vi være sociale?

Min søn går i 3. klasse, og min datter går i 1. klasse. Forældrene i min søns klasse er supersjove og søde, og dem svinger vi virkelig godt med. Derfor er det også sjovt og hyggeligt nok, når der er klassesammenkomster eller forældremøder. Men forældrene i min datters klasse har bare vist sig at være så kedelige. Desværre er de samtidig den type, der HELE tiden finder på nye sociale sammenkomster… Det sidste nye er et ?lær hinanden at kende?-arrangement, hvor børnene IKKE skal med!! Der sætter jeg grænsen! Men min mand synes, at vi er nødt til at deltage for at vise den gode vilje og for min datters skyld. Øv. Skal vi det?

Panelets svar

Karen-Marie Lillelund:

NEJ ? I er ikke nødt til at deltage. Det handler jo netop om at sætte grænsen. Alle de arrangementer, hvor jeres datter er med, hvor I skal klappe af hende eller vise hende jeres opbakning. Det er vigtige arrangementer, og dem skal I selvfølgelig prioritere. Men jeg støtter ?mor? i denne sammenhæng. Sæt grænsen og brug jeres kostbare fritid og den tid, I tilbringer uden jeres børn, til at lave noget, der giver jer overskud og noget, der giver jer energi og gør jer til gladere, sjovere forældre. God fornøjelse.

Anne-Mette Rasmussen:

Jeg synes, det er godt med arrangementer i børnenes klasser. Det giver en samhørighed blandt forældre og børn. Og det er vigtigt, at man følger med i sit barns skole – også i sociale sammenhænge. Men det kan også overdrives, og der synes jeg, det er vigtigt, at man siger sin mening med hensyn til, hvad man har lyst til. Der er ikke noget værre end at deltage i tvungen rundkredspædagogik!

Emilia van Hauen:

Neeeej. Hvem pokker forventer, at man går med til alt? Og hvad får man ud af at gå med, når man hader det? Vælg hellere at gå med et vist antal gange om året, som I kan overskue – og gør det så helhjertet. Påtag dig rollen som den underholdende, hvis det er det, der skal til for, at du også får det sjovt, og glæd dig over, at du er med til at skabe en god stemning for klassen. Der er ingen tvivl om, at gode forældrerelationer løser konflikter i en klasse meget hurtigt, og derfor er det værd at investere i disse, men stop, mens legen er god, ellers ender du med at udlevere dig selv, og så er intet vundet.

Peter Aalbæk Jensen:

Kære Mor. Det ville jeg heller ikke gide.

Troels Mylenberg:

Man skal ikke deltage i noget, man ikke gider, med mindre det går direkte ud over ens barn, at man ikke er med. Der findes ikke noget værre, end at være sammen med andre voksne, som entydigt ikke gider at være sammen med én. Og hvad nu, hvis det er dig, der er den kedelige?

Det kunne jo være man selv skulle tage sig lidt sammen og være den festlige og ikke bare regne med, at andre levere varen. Skolegang handler om, at børnene skal have noget ud af det. Hvis det ikke går ud over børnene, at I ikke kommer, så bliv hjemme. Ellers kom og gør det ordentligt!

Brian Mikkelsen:Nej, det synes jeg ikke, at I skal, hvis I ikke har lyst. Men så skylder I også at fortælle initiativtagerne, at I synes, børnene skal med, og at I gerne vil deltage i den type sammenkomster. Der er sikkert andre forældre, der har det ligesom jer, så det skal jo bare ærligt frem.

Natasja Crone:

Nej da! Og husk – når man melder afbud til noget, man ikke gider, har modtageren af dit afbud ikke krav på at kende grunden! Altså ingen grund til at lyve – bare en melding om ?desværre kan vi ikke den dag – håber I får det hyggeligt!?

Står du også midt i et dilemma, så kontakt panelet på: panelet@juniormag.dk