Tina Nikolaisen: "Vi skal ruske lidt i læserne"

Jeg husker tydeligt ALT for damerne fra min barndom. Min mor var fast læser af bladet, og jeg kiggede fascineret med på hønsestrik moden og den del, jeg ellers kunne forstå.

Dengang i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne var "brug-og-smid-væk-kulturen" og internettet ikke opfundet – så hver uges ALT for damerne blev sirligt arkiveret i bladholdere af træ, som stod på række på fyrretræsreolen i stuen.

Når jeg skulle være kreativ og klippe-klistre i gamle blade, var ALT for damerne forbudt land. Det var nemlig et blad, som min mor tog frem flere gange – for at læse en artikel, finde en madopskrift eller et håndarbejdsmønster. Bladet kunne sagtens bruges, selvom det var flere måneder gammelt. Ja, der var vel nærmest sådan lidt leksikon over det.

Mistede sin mor i trafikulykke
Min mor døde desværre i en alt for ung alder i en trafikulykke. Jeg var knap 14 år gammel, så mine teenageår blev uden hende som vejleder. På det tidspunkt var ALT for damerne bladet for den bedrestillede middelklassekvinde og for alvor med til at sætte fokus på kvindernes ret til at have et liv uden for hjemmets fire vægge. Og på mændene som nogle, der tog del i omsorgen og opdragelsen af børnene. Min far var, som aleneforælder til min lillebror og mig, for en tid tvunget den vej.

Han var en virkelig god far. Han var vel det, man kan kalde rimelig allround på det at have en teenagedatter i huset. Han inviterede mig til møde i stuens hjørnesofa, så han kunne fortælle mig om prævention, afslørede mig, da jeg havde røget hash til 1.g-festen, tog alle mine skole-hjem-samtaler og lærte mig at være glad, selvom jeg ikke længere havde min mor. Livet kan godt leves rigtigt godt, selvom man har mistet sin ene forælder.

"Du kan, hvad du vil," sagde min far altid. I min barndom og ungdom har jeg set ham brænde for ideerne som selvstændig iværksætter – og vi børn brændte med. Vi hjalp til, da hjemmet var forvandlet til frimærkelager med drømmen om den store forretning lige om hjørnet. Eller da der blev erhvervet ejendomme, opbygget rammefabrik eller solgt telekort med forskellige motiver på. Ikke alting lykkedes lige godt, men det var en fantastisk indstilling. Det jyske forretningsgen ligger i øvrigt stadig dybt i mig i dag.

Den gode idé vil vinde
Ting kan lade sig gøre, hvis den rette vilje er til stede. Hvor ofte møder man ikke den negative indstilling om, at intet kan lade sig gøre? Hvor den gode ide dræbes, før den får en chance for at leve. Det fører som bekendt ikke noget sted hen. Jeg tror på, at de fleste af os dybest set gerne vil begejstres, fascineres og udvikles. At den gode ide vil vinde. Og at de, der brænder for dem, også vil være både de mest succesrige – og de mest lykkelige.Derfor har journalistikken også været et naturligt valg for mig.

Der er få brancher, hvor det at få den gode idé har så afgørende betydning for produktet. Hver dag, hver uge, hver måned. Men én ting er at få idéen. Man skal også have viljen og evnerne til at føre den ud i livet. Måske er det ikke den lige vej, man skal gå for at sikre det spændende interview. Måske kræver det ekstra ihærdighed at spotte de tre nye trends, der vil præge vores modevalg i det næste halve år. Måske beskriver vi bedst en tendens ved at tage ud af landet og opsøge kilderne frem for at holde os til dem, der er lige inden for rækkevidde.

Den ikoniske chefredaktør på Washington Post, Ben Bradlee, havde en ret enkel måde at beskrive på, hvordan han helst så forsiden af Washington Post. Når læseren samlede avisen op på dørmåtten, skulle reaktionen gerne være: Holy shit! Det kan man ikke overføre direkte til ALT for damerne, men man kan godt lade sig inspirere af det. For det værste, der kan ske for journalistikken og for medierne, er, hvis de bliver forudsigelige og kedelige. Det må være vores opgave at ruske lidt i læserne, præsentere dem for noget, de ikke vidste, og i det hele taget sætte noget på spil. Det er det, der er mediernes fascinationskraft – og en af årsagerne til, at jeg i en ung alder satte mig for at blive journalist.

Kom på Journalisthøjskolen som 19-årig
Jeg kom ind på Journalisthøjskolen i Århus som 19-årig, og jeg fik som studerende på American University i Washington D.C., hvor jeg efterfølgende tog en masteruddannelse, praktikophold på det dagsordensættende tv-program "60 Minutes". Amerikanerne har i øvrigt en skøn og åben indstilling til nye ansigter og deres kvaliteter. Jeg blev aldrig spurgt, om jeg nu kunne skrive engelsk på tilstrækkeligt højt niveau, afkrævet fine anbefalinger eller for den sags skyld en arbejdstilladelse. Men jeg kunne få lov til at bevise i praksis, om jeg kunne bruges til noget. De gav mig chancen. Så var det bare med at gribe den.

Det var også i USA i slutningen af 90'erne, at ALT for damerne for alvor kom tilbage i mit liv. Efter at have født to børn begyndte jeg at skrive freelanceartikler om amerikanske forhold. Det blev blandt andet til en artikel om en amerikansk mands desperate søgen efter sin søn, som, han formodede, var blevet bortført til Norden af sin mor, og flere artikler til serien "Verdens kvinder", blandt andet om en kvinde, som valgte at blive gravid med sæden fra sin afdøde mand. Og et portræt på den daværende præsidentkandidat i USA, Al Gores datter, Karenna Gore Schiff, med titlen "Fars pige – blandt alle præsidentens mænd".

Søgte mod den maskuline verden
Måske præget af min opvækst med min far og min bror valgte jeg senere hen at søge den maskuline verden i mine karrierevalg. Det blev til politik, økonomi, hårdtslående nyheder og kontant forbruger-journalistik. Når jeg tænker tilbage, har politik og finansnyheder været et pudsigt valg, for det er faktisk ikke det, der optager mig mest i hverdagen. Følger jeg dagens udvikling i C20-indekset? Nej. Er jeg ligeglad med, om Socialdemokratiet går en procent frem eller tilbage i Gallup? Ja. Men hvis det var det, der skulle til for at komme frem, opnå respekt og frem for alt ikke blive opfattet som letbenet, så kunne jeg blive ekspert på rekordtid.

Der trives i vores samfund så mange fordomme, at det næsten er umuligt at trække vejret, hvis man skal imødegå dem alle. Alligevel har jeg helt sikkert været påvirket af fordommen om, at unge kvinder ikke rigtigt interesserer sig for økonomi og politik, og gjort en dyd ud af at modbevise det. Ubevidst, formentligt. Men også ganske logisk i forhold til de maskuline værdier, der har præget min opvækst.Når jeg har fri, er jeg storforbruger af boligstof, livsstilsreportager, mode og skønhed. Elsker at læse store interviews, som går tæt på eller overrasker – eller en god roman udpeget af en af pigerne fra min månedlige bogklub. Den eneste fællesnævner for mine valg omkring medieforbrug er kvalitet.

Tror på kvalitet
Jeg har taget jobbet som chefredaktør, fordi jeg tror på, at kvalitet bliver de skrevne mediers overlevelse og fremtid. Det gælder også ALT for damerne. På forunderlig vis smelter min professionelle baggrund og mine mere personlige interesser sammen i stillingen
– for vi skal være gode på både det lette og det tunge stof. Uanset om vi bringer en modereportage eller interviewer en kvindelig erhvervsleder, er det kvaliteten i tekst og fotos, som bliver afgørende for læseoplevelsen. Der skal gerne være noget på spil. Kvinder i dag vil have substans og høre andre kvinder og mænds livserfaringer. De vil have indhold over form.

ALT for damerne er Danmarks første moderne kvindeblad. Et blad, som alle kender, og som de fleste har en holdning til. Derfor har jeg hen over sommeren mødt massevis af engagerede kvinder, der er kommet med gode råd og ideer til bladet. Også selvom de ikke alle sammen var faste læsere.Med vores position har vi de allerbedste forudsætninger for at lave Danmarks bedste ugeblad for kvinder – og mændene må meget gerne kigge med. Jeg er ydmyg over for opgaven, for der er konkurrenter, der også gør det godt. Det skaber konkurrence, og den er kun sund. Den er med til at holde os skarpe og får os til lige at løbe de ekstra kilometer, der skal til for at få den bedste reportage i kassen.

Aldrig kun underholdning
Vi bliver aldrig bladet, der kun underholder. Jeg forventer ikke, at bladet vælter ministre eller afslører finansskandaler. Det må andre tage sig af. Men vi har en forpligtigelse til at sætte refleksion i gang hos læserne.

Det er nok lidt meget forlangt, at bladet skal arkiveres i bladholdere ligesom i mit barndomshjem. Det er tiden løbet fra. Men det må meget gerne være et blad, som man kan bruge lidt længere tid på at læse – og som måske kan tages frem flere gange i løbet af ugen, fordi det overrasker, går i dybden eller udfordrer.

Jeg glæder mig – både til at arbejde med bladet og til at møde forhåbentligt rigtigt mange af jer læsere rundt omkring i landet.