Min datter undgår mig
Jeg er psykisk syg, men har altid sørget for støtte til min datter og jeg gennem årene. Nu er hun fyldt 20 år, og jeg har ikke set hende i et år. Jeg har på fornemmelsen, at hun undgår mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om fraværende datter
Jeg har en datter, som er 20 år gammel. Hun er sød og meget selvstændig, men jeg har ikke set hende i et helt år, selvom hun ikke bor så langt væk fra mig. Vi har heller ikke tilbragt hverken fødselsdage eller jul sammen, men vi taler ofte i telefon.
Jeg er psykisk syg og har altid været alene med hende. Her var kommunen meget inde over, min datter fik bl.a. en aflastningsfamilie, som vi begge to var glade for. Jeg vil sige, at jeg har gjort tingene, så godt jeg nu kunne, men jeg har også ofte været meget ked af det, da jeg synes, at både kommunen og min egen familie var efter mig.
Jeg fik derfor aldrig rigtig følelsen af at være mor, måske fordi jeg også ofte var indlagt. Jeg var og er stadigvæk så ked af, at jeg ikke kunne været der for min datter dengang, selvom jeg gjorde mit bedste.
Min datter har gået på kostskole i to år og studerer nu, mens hun også passer et fritidsjob. Jeg savner hende, men er det en idé, at jeg skriver, hvad jeg føler for hende, eller risikerer jeg bare at miste hende helt?
Annonse
Vibeke Dorph råder til at tage intiativ
Husk lige at klap dig selv på skulderen for, at du på trods af din sygdom sørgede for at få den støtte og hjælp til din datter, der resulterede i, at hun i dag klarer sig så godt. De færreste af os mennesker kan klare alt her i livet, og det at modtage hjælp fra andre, er også at være en ansvarsfuld voksen, der udviser omsorg for sit barn.
Derfor synes jeg også, at du burde rette ryggen lidt mere og være stolt af dig selv, det lyder nemlig i din mail til, at du stadigvæk bærer på noget skam, som hverken du eller din datter kan bruge til noget godt. Jeg synes da derfor sagtens, du kan tillade dig at række ud efter din datter og fortælle hende, at du godt kunne tænke dig, at jeres forhold blev tættere. Gør du det, så husk at gør det med værdighed, forstået på den måde, at du hverken skal forsøge at give din datter skyldfølelse eller en fornemmelse af, at hun skylder at tage sig af dig.
Tænk i stedet over, hvad du godt kunne have lyst til at lave med din datter og foreslå det så. Jeg tror nemlig, at gør I på dit initiativ noget aktivt sammen, så vil de gode samtaler og det deraf følgende tætte forhold udvikle sig at sig selv.
Du er og vil altid være din datters mor, så det er naturligvis også dig, der skal tage i hvert fald din del af ansvaret for, at jeres forhold bedres. Overlader du det til hende, så ender I en suppedas, hvor hun skal agere den voksne i relationen, og det er hverken sundt eller godt.
Så start med at skriv eller ring til hende og foreslå, at I går en tur sammen ud i det blå, eller hvad du nu har lyst til. Ræk ud og husk at rank ryggen, så du og din datter er i øjenhøjde med hinanden.
Det er som sagt kun rimeligt jeres fælles fortid taget i betragtning, og det vil på den lange bane gøre det lettere for jer at finde melodien sammen igen.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
