Karin Cruz: Jeg leder efter en ny måde at komme i kontakt med min afdøde mor på

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg kan huske min første skoledag, og da jeg gik ind i skolegården på Munkebjergskolen i Odense. Jeg havde min farmor og farfar i hånden. Jeg kan huske, at jeg følte mig meget lille ved siden af den store bygning, og jeg kan se mig selv stå i aulaen helt lille. Jeg følte mig så usikker og fremmed, og jeg tror ikke, jeg fik fremstammet mere end to ord den dag.

– Jeg boede i et lejlighedskompleks med mine forældre. Min mor, som kom fra Peru, var sygeplejerske, og min danske far arbejdede med forsikringer. Allerbedst husker jeg lyden af latinamerikanske rytmer og duften af peruviansk mad. Der var et rend af veninder, og om eftermiddagen sad min far og jeg og smurte madpakker til dagen efter. Jeg talte dansk med min far og spansk med min mor. Begge mine forældre insisterede på at tale deres respektive sprog, og jeg er stadig tosproget. I nogle år var det noget rod, fordi jeg blandede sprogene sammen, men i dag er det min største gave, at jeg også taler spansk.

Hvordan fandt du din levevej?

– Min mor hjalp mig, for hun har altid været min største inspiration. Hun kom fra helt andre kår og sagde tit til mig, at jeg skulle huske, hvor heldig jeg var. Gymnasiet og universitetet var en mulighed for mig, men det var det ikke for hende, da hun voksede op i en husstand med 11 mennesker om én pose ris. Jeg skulle bruge mine muligheder.

– Jeg har altid godt kunnet lide at skrive og møde mennesker, og jeg havde både mit eget kamera og mikrofon, så jeg kunne gå og lave mine egne krimihistorier som barn. Derudover havde min mor et kamera, som hun brugte til at filme, hvad vi lavede sammen i familien. Når vi for eksempel var på ferie, tog hun kameraet frem og spurgte: ”Hvor er vi?”, og så stod jeg der på en spansk vulkan og fortalte til kameraet. I nogle år var jeg i tvivl om, hvad jeg ville, men en dag spurgte min mor mig, om jeg ikke skulle blive journalist. Som 24-årig kom jeg ind på journalistik på Syddansk Universitet.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er underligt at stå i Lidl, og så er der pludselig én, der spørger: ”Hvor er det nu, jeg kender dig fra?” Forleden var der en, der stillede netop det spørgsmål, men jeg kunne ikke lide at svare, og så sagde hun: ”Er det ikke dig nede fra svømmeklubben?” Min datter grinede ret meget. Det er heldigvis næsten altid for det gode, jeg bliver genkendt. Kun en enkelt gang er der en, der har skrevet en mail og bedt mig skride hjem til mit hjemland. Men jeg er altså født i Danmark, så jeg tænkte, at han nok bare ikke kendte min historie.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Det gjorde jeg 8. februar i år, da min mor døde. Jeg havde simpelthen ikke set det komme, for i min familie bliver kvinderne 100 år gamle. Min mor, min datter og jeg drømte om at se Peru sammen, men vi nåede det ikke. Hun fik kræft i æggestokkene ud af det blå sidste sommer, og jeg tog den kasket på, der hedder: ”Det kan ikke være rigtigt”. Jeg købte olier og ting og sager og troede, at vi kunne helbrede det. Jeg sagde direkte til hende: ”Du skal ikke bekymre dig om det, vi fikser det.” Men jeg kunne se på min mor, at hun ikke var helt sikker. Det var bare mig, der var langsom til at fatte det.

– Der gik ni måneder, så døde hun. Jeg mistede al fornemmelse af tid, sted og retning. Det var mit livs krise, og jeg er ikke ovre det endnu, for jeg mistede også min bedste veninde. Min mor og jeg var meget tætte og ringede sammen hver dag. Hun var den, jeg ringede til, når jeg var i tvivl eller var ked af det, for hun var en god guide. Jeg tror på mere mellem himmel og jord, og lige nu leder jeg efter en ny måde at have kontakt med min mor på. Hun er jo deroppe.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Min mor var clairvoyant og kunne både se sin egen sidste tid og meget mere. Det var hende, der engang sagde til mig, at min daværende kæreste ikke var den rigtige. Hun sagde: ”En dag vil der komme en mand, der fejer benene væk under dig”. To-tre måneder senere var min kæreste kørt ud på et sidespor, og jeg mødte Lars. Hun havde jo ret. Når min mor lagde tarotkort, var det ikke for sjov, og hun kunne for eksempel se, at jeg ville komme til at arbejde med tv.

– Nu vil jeg til at udforske mine egne evner i den retning. Jeg har nemlig arvet hendes tarotkort, og på torsdag skal jeg lægge tarotkort for mine veninder for første gang. Jeg har også et tæppe fra hendes hjemland, som jeg vil lægge ud den aften. Jeg ved, at jeg har de evner, og jeg har altid svaret, når mine veninder spørger mig til råds. Ja, nu kommer spåkonen virkelig op i mig, men tarotkortene er et lyspunkt midt i sorgen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand, Lars, og det er en virkelig vild historie. Jeg havde været med i en reklame for undervandskameraer, og min veninde havde været på date med Lars. Men hun var ikke hans type. I stedet var han vild med hende, der stod i midten på reklamen for undervandskameraer, fortalte han hende. Så sagde hun: ”Du tror det er løgn, men det er min bedste veninde, og hun bor her i Odense”. Han troede ikke på hende, så for at bevise det skulle min veninde og jeg troppe op på Café Sankt Gertrud den følgende lørdag klokken 23 og møde ham. Jeg gik ind og gjorde mit bedste for at ligne mig selv fra reklamen. Siden har vi altid grinet af, at Lars bare pegede på mig på en reklame.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Vi var meget uenige, om vi skulle have flere børn. Lars ville gerne have haft et helt fodboldhold, men jeg ville kun have én. Der er jo intet, jeg hellere ville give ham, men jeg var nødt til at have mig selv med i det. Jeg havde faktisk en god graviditet med Rosa, men fødslen kiksede, og det endte med akut kejsersnit. Jeg var så bange og utryg, og jeg kunne ikke se mig selv stå i den situation igen. Jeg var ikke mig selv i månederne efter, og det var en alt for stor mundfuld for mig.

– På et tidspunkt begyndte folk omkring os at spørge til nummer to. Omverdenen vil så gerne have en til at producere en unge til, men jeg vil ikke gøre det for andres skyld. Jeg skal være en ordentlig kone og mor, og jeg skal være lykkelig, og jeg kan ikke tåle at have for meget om ørerne. For fire år siden lagde vi endeligt låg på snakken om flere børn. Vi satte os ned og diskuterede, hvad vi egentlig ville i fremtiden, og vi kom frem til, at vi ville sælge huset og skalere ned for at få mere tid sammen.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er hundene, der vågner først og siger, at vi skal stå op. Min mand er en god igangsætter, som kan tage teten, når jeg cykler rundt i det og ikke får gjort noget. Han kan også sætte mig og mit sydlandske temperament på plads. Hvis jeg går rundt og rydder op og er lidt småsur, siger han: ”Kom nu tager vi på tur til Fynshoved”.

– Han skal kunne bestemme, for ellers tager jeg styringen. Jeg har oprydningsvanvid, og jeg kan ikke gå i seng fra et køkken, der roder. Han er en livsnyder, der laver bål ved stranden. Vi har lige holdt sommerferie i et telt. Det var Lars’ idé, at vi skulle bo tre mennesker og to hunde på ti kvadratmeter.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg plejer at være hos min hest om morgenen, og jeg skulle huske at få nogen til at tage hen til den, når jeg skulle mødes med jer. Jeg rider hver dag fra 9 til 11. Hesten fik jeg af min mand. Jeg har altid drømt om min egen hest, så jeg startede til ridning som 36-årig, men jeg fandt hurtigt ud af, at én gang om ugen slet ikke er nok for mig. Til min næste fødselsdag stod den der bare med en rød sløjfe om halsen. Der tog han virkelig fusen på mig.