Performancekunster Lilibeth Cuenca Rasmussen: "Jeg blev simpelthen så selvbevidst bagefter"

"Det er sjovt så anderledes, jeg ser ud i Knud Romers tøj! Hele min udstråling, mit ansigt, mit kropssprog ændrer sig. Se, det samme gælder, når jeg har Jeppe Heins tøj på," siger billedkunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen og peger på en række indrammede fotografier, der hænger på væggen i hendes atelier på Nørrebro i København.

Billederne er fra slut 90'erne, dengang hun var ung, gik på Kunstakademiet og blandt andet hang ud med forfatteren Knud Romer og kunstneren Jeppe Hein.

"Det er faktisk ret vildt, at jeg allerede dengang havde fundet kernen i mit oevre," siger hun med en snert af selvironi.

"Jeg har altid leget med og iklædt mig forskellige identiteter i min kunst. Jeg interesserer mig for det hybride, for bastarden. Det er nok det, jeg føler mig som. Det er måske ikke et pænt ord at bruge om sig selv. Men det er i de hybride formater, i det sammensatte, at vi kan genopfinde verden, og nye ting kan opstå."

At iklæde sig kostumer og flyde fra den ene identitet over i den anden, som en nomade, er kendetegnende for Lilibeth Cuenca Rasmussens kunstpraksis. Der var engang en anmelder, der kaldte hendes kunst for "identitetsstrip", hvilket hun syntes, var meget sigende.

Lilibeth Cuenca Rasmussen er født på Filippinerne, men er vokset op på Stevns, hvor hun boede sammen med sin filippinske mor, sin danske far og sine tre søskende. Hun gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København fra 1996 til 2002 og har siden skabt adskillige store udstillinger på museer som SMK, Nikolaj Kunsthal, Horsens Kunstmuseum og senest Copenhagen Contemporary.

Hun har repræsenteret Danmark på Venedig Biennalen i 2011. Hun har delt positive citroner ud foran Den Frie Udstillingsbygning iført hat og slør. Hun har hypnotiseret et publikum, så de blev feminister. Og hun har illustreret den afghanske kvinde som en langhåret hund.

Udstillinger og performances, der udfordrer stereotyper og tager dybt seriøse emner som racisme, fremmedgjorthed og kvindehad op, som Lilibeth Cuenca Rasmussen pakker ind med humor, dans og sang, til de let og elegant glider ned, og som har gjort hende til en mastodont på den danske performancescene.

Vi sidder i hendes atelier, og taler om etnicitet, identitet og den langsomme og bearbejdende form for aktivisme, som hun tror, kan forandre mennesker, og som hun bliver ved med at vende tilbage til i sin kunst.

"Som barn havde jeg et godt liv på Filippinerne med masser af kærlighed. Så da jeg var otte år, og min familie besluttede at flytte til Stevns, hvor min far er fra, blev der skabt et tomrum, som jeg brugte virkelig mange år på at forstå og fylde ud."

Lilibeth Cuenca Rasmussen brugte sin opvækst på Stevns på at finde ud af, hvem hun var, og hvad hun skulle bruge sit liv på. I en periode troede hun, at hun skulle være nonne eller stewardesse eller arbejde med noget humanitært.

Senere troede hun, at hun skulle være danser. Hun kunne være blevet en dygtig danser, hvis det ikke var, fordi koreografierne og trinene ikke satte sig fast i hendes hoved. Men da hun fandt kunsten, var det som at komme hjem.

"Jeg var i virkeligheden ret uforløst, indtil jeg fandt ud af, at jeg skulle være billedkunstner. Det var, da jeg fandt kunsten, at jeg landede og faldt til ro i mig selv og stoppede med at spørge mig selv: Hvor hører jeg til?" siger Lilibeth Cuenca Rasmussen.

Det var også i mødet med kunstverdenen, at hun følte, at hendes skæve sind og nysgerrighed blev værdsat.

"I kunsten kunne jeg arbejde og eksistere på mine egne præmisser," siger hun.

Et af de første videoværker, Lilibeth Cuenca Rasmussen lavede, var Family Sha-la-la, hvor hendes familie danser – en smule akavet – til et cover af sangen Sha la la af The Wynners værk og udfordrer ideen om, at en familie skal være en homogen gruppe.

Hun fortæller, at der til visningen af værket var "en hvid kunststuderende", der råbte: "Hvad laver den der white trash-mand i baggrunden? Han kan jo ikke danse!" Det var lidt af en aha-oplevelse.

"Jeg havde aldrig tænkt over, at det kunne være sådan, andre opfattede min far. Det gik op for mig, at jeg også blev bedømt på den måde. Jeg blev simpelthen så selvbevidst bagefter," siger Lilibeth Cuenca Rasmussen, der for alvor begyndte at bruge sig selv og sin egen krop i sin kunst.

"Når jeg tager til Filippinerne, som jeg ellers føler stor tilknytning til, bliver jeg set som dansk. Og i Danmark… Jeg ligner i hvert fald ikke en fra Danmark, og det bliver jeg mindet om, hver gang jeg bevæger mig rundt i det offentlige rum. Hver gang jeg møder folk, jeg ikke kender, taler de for eksempel engelsk til mig," siger hun.

Men etnicitet er en samfundsskabt konstruktion, en mærkat, vi sætter på folk, så vi kan putte de i en kasse og placere dem i en form for samfundshierarki, mener Lilibeth Cuenca Rasmussen.

"I min kunst har jeg længe undersøgt, hvad det vil sige at have en mærkat på dig – som en etnicitet eller ordet white trash – og hvad det gør ved dig," siger hun.

"Jeg er selv en hybrid af forskellige mærkater: Jeg kommer fra arbejderklassen, jeg er ikke født i Danmark, jeg er mønsterbryder, jeg er fraskilt mor, og jeg er kunstner. I Danmark er vi så privilegerede, at vi har mulighed for at bryde med vores arv og sammensætte vores eget liv. Vi kan blande vores egen lille slikpose fyldt med identiteter. Det skaber kompleksitet og gør mennesker spændende. Det er en stor frihed at kunne blande den slikpose, men det er også et meget stort ansvar. For så står du jo alene. Hvem kan du spejle dig i? Hvem har den samme blanding som dig?"

Der kan opstå de smukkeste ting og personer ud af en blandet slikpose, som kan genopfinde samfund og opbryde den herskende verdensordenen. Men livet i diasporaen eller som sammensat identitet, som mange i den postmoderne verden bærer rundt på, kan også være ensomt og tungt at bære, forklarer Lilibeth Cuenca Rasmussen.

Nomaderne

Det med at bære hele sit liv selv er noget, der fylder på Copenhagen Contemporary, hvor Lilibeth Cuenca Rasmussen har indtaget en af de øverste sale med udstillingen I am not what you see.

Oppe under loftet hænger nogle store dyner bundet sammen og draperet til en form for svævende skulpturer. De ligner en blanding af spøgelser, der flyver i luften, hængekøjer og skyer på himlen.

"Der er et nomadisk folk i Sydamerika, Nukaks, der sover i hængekøjer i træerne om natten. Det var lidt det, jeg havde i tankerne, da jeg hang dynerne derop," forklarer hun.

Der er flere store skulpturer i salen og flere refererer til det nomadiske, som er centrum for udstillingen. Modsat de svævende dynehængekøjer står noget, der ligner en iglo, men som er skabt af breve, der ser så lette ud, at de ville blæse væk ved første vindpust. En ikke helt usandsynlig symbolik, klimakrisen taget i betragtning.

"Det nomadiske er i virkeligheden vores allesammens oprindelse. Men vi køber ejerlejligheder til alt for høje priser og tøj i bunkevis. Hvordan er vi endt med at blive så domesticerede? Hvorfor har vi brug for så mange ting, når vores oprindelige levevis var så anderledes? Jeg synes, det er interessant at undersøge, hvordan vi var som mennesker før alt dette. Hvorfor er vi endt her? Og hvorfor tror vi, at vi har brug for alle de ting, vi omgiver os med? Jeg vil gerne dykke ned i det oprindelige og perspektivere til, hvor vi står i dag," siger hun.

I forbindelse med udstillingen fordybede Lilibeth Cuenca Rasmussen sig i en lang periode i antropologien og videnskaben for at forstå menneskets udvikling. Det er blandt andet den undersøgelse, der danner baggrund for en tekst, hun læser højt til performancen Cocktails på Copenhagen Contemporary.

Der findes nomader i dag, hvis livsform er ved at blive tilintetgjort pga. den vestlige opfattelse af etnicitet og vores besættelse af, hvor folk hører til, siger Lilibeth Cuenca Rasmussen:

"Vi har skabt de her nationalstater, som er blevet så vigtige for os. Vi har tegnet grænser, vi har et pas, og vi skal helst blive i det land, vi er født i. Hvis du har begået en forbrydelse, er det der, du skal straffes. Hvis du skal vaccineres, er det der, du skal vaccineres. Vi bliver tildelt alle de her mærkater, som vi oprindeligt slet ikke havde, og som definerer vores liv," siger hun og tilføjer, at hun vil være lykkelig, hvis bare én person går hjem fra udstillingen og tænker over det liv, vedkommende lever i dag.

"Jeg plejede at have dårlig samvittighed over at have valgt at blive kunstner. Vi har brug for tag over hovedet og mad i vores maver, men har vi brug for kunsten? Jeg tror, at kunsten kan bearbejde dig på en anden måde, end når du for eksempel læser nyhederne, hvor du i virkeligheden er ret passiv," siger Lilibeth Cuenca Rasmussen'

I sin performance Gynophobia, som hun opførte hos Andersen’s i forbindelse med kunstmessen Chart sidste år, blæste hun røg ind i hovedet på publikum og hypnotiserede dem, så de blev feminister. Og det er bestemt ikke første gang, at Lilibeth Cuenca Rasmussen konfronterer sit publikum direkte.

Det stærkeste ved performance er, at der er en konfrontation, forklarer hun. Du kan ikke forholde dig passiv. Og det passer meget godt til det, hun vil med sin kunst. Hun vil nemlig konfrontere beskueren med en tanke, hun gerne vil have, at beskueren forholder sig til, forklarer hun.

"Konfrontationen er nødvendig for, at vi rykker os som mennesker. Jeg er også selv nødt til at gå ud i verden for at udfordre mig selv for at få næring og udvikle mig. Hvis jeg ikke gør det, forbliver jeg bare den samme gamle Lilibeth, indtil jeg dør, og det er jeg ikke interesseret i," siger hun.

Lilibeth Cuenca Rasmussen håber, at hendes kunst kan være med til at rykke ved vores opfattelse af verden. Et ønske, der brænder stærkt i hende. Men skal du virkelig ændre folk, skal du være tålmodig, mener hun.

"Som jeg ser det, er der den højlydte aktivisme, hvor du er tydelig og reagerer kraftfuldt. Og så er der den mere lavmælte og langstrakte. Det er dén, jeg tror på. Du skal være tydelig i dine holdninger, men du skal være tålmodig i forhold til den, du prøver at tale til. Du skal se mennesker i øjenhøjde, tale og ikke råbe til dem. Der er en lidt mere strategisk form for aktivisme," siger hun og fortæller, at mange i hendes familie er racister – både på hendes mors og fars side.

Det kan godt være, at de ikke ser sig selv som racister, men det gør hun. Hvis hun diskuterede med dem, ville de blive meget uenige, men hun er sammen med dem alligevel.

"Jeg kunne vælge at skrige af dem og gå min vej, men jeg prøver at tale til dem og få dem til at lytte. Jeg tror, det er der, der kan ske forandringer. Det er også sådan, jeg ser min kunst: en form for bearbejdende aktivisme."