Louise har fravalgt børn: ”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne være en god mor. Jeg har bare ikke lyst”

Louise Olsen kunne have været mor. En god mor, endda.

Hun kunne have gynget med sit barn på den lokale legeplads, tilsidesat sine egne behov og puttet små tæer under dynen, når klokken slog godnat.

Lysten er der bare ikke. Faktisk har den aldrig rigtig været der, fortæller hun, da ALT.dk møder den 36-årige kvinde en regnfuld vinterdag.

Derfor er Louise i dag det, vi populært kalder frivilligt barnløs, men som Louise foretrækker at kalde frivilligt barnfri.

– Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne være en god mor. Slet ikke. Jeg ville sagtens kunne være en god forælder og tilsidesætte egne behov og gøre alle de rigtige ting, man gør, for at være en god mor. Problemet er bare, at det ikke er noget, jeg helt vildt gerne vil. Jeg har bare ikke lyst til det, siger hun til ALT.dk og understreger, at det hverken er karriere, kærlighed eller barndomstraumer, der driver værket.

– Det gennemgribende tema, som, jeg synes, er tiltrækkende ved ikke at have børn, er friheden. Jeg synes, der er en enorm frihed forbundet med fravalget. Det er både økonomisk frihed, og det er frihed i forhold til tid. At jeg kan bruge min tid på det, jeg gerne vil. Det gør folk, der får børn, selvfølgelig også, men deri ligger fravalget vel også. Tanken om f.eks. at skulle stå op i weekenden og have små børn, som har megameget krudt i røven og at skulle stå på en legeplads i to timer, får min hjerne til at krølle sig fuldstændig sammen, siger hun.

Med beslutningen om ikke at få børn indskriver Louise sig i den store andel af danske kvinder, der lever et liv uden at blive mor. Mens statistikkerne ikke skelner mellem frivilligt og ufrivilligt barnløse, viser tal fra Danmarks Statistik imidlertid, at der i 2018 er 11,9 procent af voksne, danske kvinder, som ikke har børn.

Andelen af mænd er en smule større.

Tal fra Landspatientregistret viser desuden, at der i 2017 var 550 kvinder i alderen 25-39, som lod sig sterilisere, hvoraf størstedelen blev foretaget i Region Hovedstaden. Et indgreb, Louise imidlertid ikke føler et behov for, og som det anslås, at 6-7 procent af patienterne ender med at fortryde.

Nye undskyldninger

I dag er det omtrent tre år siden, Louise tog beslutningen om, at hun aldrig vil være forælder. Tankerne havde egentlig rumsteret længe, fortæller hun. Som om beslutningen allerede var taget, inden overvejelserne overhovedet begyndte.

– Noget, jeg ofte tænker i forhold til, hvorfor jeg føler mig så sikker, er, at når jeg kigger rundt på den del af min omgangskreds, som er forældre, så er der ikke nogen, hvor jeg tænker “deres liv vil jeg gerne have”. De kan sagtens have søde børn, et ønskværdigt familieliv, et spændende job, et dejligt forhold til deres mand eller kone eller kæreste, men selve forældrerollen misunder jeg dem på ingen måde, siger hun.

Alligevel blev Louise ramt af en tvivl, da hun nåede slut-20’erne: Hun skulle vel have børn, for det fik alle andre, og hvorfor skulle man ikke ønske det?

– Det var en stressfaktor forstået på den måde, at jeg blev ved med at udskyde og sige til mig selv, at når jeg havde et bestemt job eller havde nået et eller andet mål, så kunne jeg få et barn. Men hver gang jeg kom til det step, så fandt jeg en ny undskyldning. Jeg følte, at jeg skulle nå en masse ting, og at jeg skulle nyde en masse ting, inden jeg skulle have det der barn, fortæller hun og tilføjer, at forventningspresset kun blev større af, at hun ofte blev konfronteret med moderskabet.

Veninder begyndte at få børn, og i takt med at folk spurgte ind til hendes fremtidsplaner, som var det en selvfølgelighed, at de inkluderede børn, begyndte Louises usikkerhed at tage til.

Da beslutningen endelig blev truffet, ramte lettelsen derfor øjeblikkeligt.

– Jeg følte, at der var en byrde, der blev taget af mine skuldre. Jeg tog en beslutning, og det var okay. Jeg har egentlig aldrig været påvirket af, hvad andre tænkte om det - det var ikke en del af det, men jeg havde virkelig en følelse af, at gud, hvor er det rart at være okay med den beslutning. Og så virkede det helt mærkeligt, at jeg havde gået og stresset over det i flere år, siger hun.

Ikke eksperimentet værd

Mens beslutningen om at leve et liv uden børn indfandt sig relativt udramatisk hos Louise og hendes omgangskreds, er sagen imidlertid en anden i det brede samfundsperspektiv. Her rejser valget om ikke at få børn typisk både spørgsmål, tvivl og uforståenhed, fortæller hun. 

– Jeg tror, at det kan rokke ved noget helt basalt i en del mennesker, når en "normal" kvinde i den fødedygtige alder ytrer, at hun ligefrem ønsker at vælge moderrollen og børn fra. Hvad vil hun så? Og er hun stadig normal? Jeg tror, der stadig er en tendens til, at mange tænker, at der må være andre underliggende årsager til, at en kvinde fravælger at få børn, udover at det bare ikke er et stort ønske. For lets face it - at ville have børn er det mest normale i verden. Det er en ur-drift og ren biologi, og uden den var vi her jo ikke, siger Louise og uddyber:

– Men jeg synes ikke, at man er mindre kvinde, fordi man ikke er mor. Tværtimod føler jeg netop, at jeg kan være meget mere af den kvinde, jeg gerne vil være, i kraft af mit valg. Omvendt er det lidt spøjst, at det er mere acceptabelt for en mand at sige, at han ikke ønsker børn, "bare" fordi han ikke skal føde dem. Men jeg tror også, at det bliver mere og mere acceptabelt for kvinder over tid.

Træerne er dog endnu ikke vokset ind i himlen, og således melder andre frivilligt barnfrie kvinder også om en generel stigmatisering fra omverdenen, når de deler deres perspektiver i diverse debatgrupper.

Kan de ikke lide børn? Har deres egen barndom været svær? Og hvorfor vil de overhovedet gå glip af den kærlighed, en mor nærer til sit barn, lyder nogle af fordommene, som heller ikke undslipper Louise.

– Der er mange, som siger, at den største kærlighed er den, man kan have til sine børn, og det er jeg egentlig ikke i tvivl om. Men jeg føler ikke, at min livskvalitet bliver bedre, eller at jeg bliver lykkeligere af at blive mor. Og kærlighed findes jo i mange former. Så den uendelige kærlighed, jeg ville få til et barn, ville selvfølgelig være der, men det er ikke eksperimentet værd, synes jeg. For hvad hvis nu, jeg har ret i, at jeg ikke bliver lykkeligere af at blive forælder, spørger Louise retorisk og understreger, at hendes egen barndom var både tryg og lykkelig, ligesom hun synes, at ”børn er fantastiske”.

Kan man sige, at du er egoistisk, når du vælger børn fra?

– Ja, det er jeg da. Jeg er megaegoistisk. Jeg gør mit bedste for at være en god veninde og en god datter. Jeg får at vide, at jeg er meget gavmild, og jeg elsker at gøre ting for andre. Men jeg er da egoistisk. Ikke på en negativ måde i forhold til andre mennesker, men jeg er mig selv nærmest. Jeg vil gerne kunne vælge at lave, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, siger hun.

Træerne er dog endnu ikke vokset ind i himlen, og således melder andre frivilligt barnfrie kvinder også om en generel stigmatisering fra omverdenen, når de deler deres perspektiver i diverse debatgrupper.

Kan de ikke lide børn? Har deres egen barndom været svær? Og hvorfor vil de overhovedet gå glip af den kærlighed, en mor nærer til sit barn, lyder nogle af fordommene, som heller ikke undslipper Louise.

– Der er mange, som siger, at den største kærlighed er den, man kan have til sine børn, og det er jeg egentlig ikke i tvivl om. Men jeg føler ikke, at min livskvalitet bliver bedre, eller at jeg bliver lykkeligere af at blive mor. Og kærlighed findes jo i mange former. Så den uendelige kærlighed, jeg ville få til et barn, ville selvfølgelig være der, men det er ikke eksperimentet værd, synes jeg. For hvad hvis nu, jeg har ret i, at jeg ikke bliver lykkeligere af at blive forælder, spørger Louise retorisk og understreger, at hendes egen barndom var både tryg og lykkelig, ligesom hun synes, at ”børn er fantastiske”.

Kan man sige, at du er egoistisk, når du vælger børn fra?

– Ja, det er jeg da. Jeg er megaegoistisk. Jeg gør mit bedste for at være en god veninde og en god datter. Jeg får at vide, at jeg er meget gavmild, og jeg elsker at gøre ting for andre. Men jeg er da egoistisk. Ikke på en negativ måde i forhold til andre mennesker, men jeg er mig selv nærmest. Jeg vil gerne kunne vælge at lave, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det, siger hun.

Dårligt værn mod ensomhed

Særligt er der ét spørgsmål, som Louise har haft svært ved at ryste af sig, når hun gang på gang er blevet konfronteret med sin beslutning.

For hvad vil der ske, når hun bliver gammel? Vil hun så være alene?

Svaret falder hurtigt, efter Louise selv har stillet spørgsmålet. Tvivlen har hun efterhånden sluppet, og for øvrigt nyder hun både sit eget og sine venners selskab nok til, at scenariet i dag er tæt på utænkeligt, siger hun.

Desuden er børn et dårligt værn mod ensomhed – og et endnu værre argument for moderskabet. 

– Jeg kan simpelthen ikke vælge at få et barn og skulle være mor hele dets liv, fordi jeg gerne vil have, at der er nogen, når jeg bliver ældre. Der er for det første ikke nogen garanti, og hvis ikke det er ens største ønske, så er det et helt forkert grundlag, synes jeg. Jeg er sikker på, at der er så mange andre muligheder for at leve et godt liv både i dag, og når man bliver ældre, selvom man ikke har børn, fordi man som kvinde i dag har så mange muligheder. Tanken om at sætte børn i verden for at have nogen, når man bliver gammel, er om noget egoistisk, siger hun og tilføjer, at et langt mere tiltrækkende scenarie for fremtiden er at flytte i et kollektiv med ligesindede eller til en ø i Sydøstasien med en håndfuld hunde, skulle hun mangle selskab.

Kan du nogensinde blive bange for at fortryde?

– Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke forestille mig, hvad det skulle være, der fik mig til at fortryde. Jeg tror også, at tvivlen havde været større i fravælgelsesprocessen, hvis jeg var bange for at fortryde. Jeg tror ikke, at jeg vil vågne op som 39-årig og tænke: Gud, det var en kæmpe fejl. Nu vil jeg have et barn. Det er ikke en debat, der kører i mine tanker, så nej, jeg er ikke bange for at fortryde, svarer hun og indskyder hurtigt efter:

– Man kommer ikke til at fortryde et barn – og de, der gør, har formentlig nogle andre udfordringer – men jeg mener helt sikkert, at jeg ville komme til at stå med en livsstil, som ikke var den, jeg allerhelst ville. Jeg synes, at hvis man tager en aktiv beslutning om at få børn, så skal det virkelig være det største ønske, og det er det ikke for mig, så derfor skal jeg ikke ud i det. Måske havde det været noget andet, hvis jeg vaklede, men det gør jeg ikke.

Den ”skøre hunde-dame”

Mens Louise ikke frygter fortrydelsen, mødes hun fra tid til anden af argumenter, der spår det modsatte: At hun blot mangler at møde den rette mand, der kan gøre hende forelsket i tanken om at reproducere.

Men Louise har allerede mødt ham, forsikrer hun. Endda af flere omgange, siden hun var i starten af tyverne, og hvor børn fint kunne have været en naturlig del af parforholdet.

– Det havde måske været noget andet, hvis jeg havde været single i 10-15 år og ikke havde testet af, hvordan det havde været at være i et parforhold, og om jeg havde lyst til at være forælder. Jeg tror, at det er en ekstra dimension, man er nødt til at have med for at kunne tage en begrundet beslutning. Jeg tror, at man mangler en bid af kagen, hvis man beslutter sig for at fravælge børn uden at have været i et fast forhold, lyder det.

I øjeblikket er Louises kærlighedsliv ”kompliceret”, fortæller hun med et smil på læben og uden et ønske om at gå dybere. Men hun er overbevist om, at uanset hvordan udfaldet viser sig at være, så inkluderer det ikke børn.

Tosomheden er et tilstrækkeligt mål, og i øvrigt vil hun meget hellere trave Amager Fælled rundt med sin hund, Charlie, end at stå på en legeplads med et barn en lørdag morgen i regnvejr.

Også selvom beslutningen muligvis gør hende til en afviger. 

– Generelt forstår jeg godt, hvis folk ikke forstår mig. Og det er egentlig okay. Jeg har bare ikke den der ’os-og-dem’-tankegang. Os, der vælger ikke at få børn, og dem, der vælger at få børn. Men det kan da godt være, at der engang er nogen, som kommer til at tænke: Ej, det er hende den crazy dog-lady, der render rundt på Amager Fælled helt alene med sine hunde. Og det lever jeg fint med.