Kan man skabe en møbelklassiker på rekordtid? Mød deltagerne fra ’Danmarks næste klassiker’ 2019
Sidder du også klistret til skærmen hver tirsdag, når fem seje møbeldesignere kæmper om titlen som vinder af ’Danmarks næste klassiker’? Mød deltagerne – og deres Instagramprofiler – her.
Stolte designtraditioner har længe karakteriseret den danske møbelarv med klassikere som Wegners Y-stol og Arne Jacobsens 7-er stol.
Men alle de gamle mestre er efterhånden ved at være væk.
For at puste nyt liv til den danske designarv har DR1 derfor samlet fem dygtige møbeldesignere, som skal dyste om at skabe landets næste møbelikon i kulturprogrammet ’Danmarks næste klassiker’.
Og der er mange interessante ting på tegnebrættet – lige fra en skulpturel valnøddestol og et bord med spækbræt-overflade til minimalistiske ståldesigns og borde, der sender tankerne til Tivoli og/eller troldeskoven.
Læs med her, hvor vi tager et kig på de fem meget forskellige designere, der hver uge kæmper for at skabe en møbelklassiker på rekordtid.
Se ’Danmarks næste møbelklassiker’ på DR1 hver tirsdag kl. 20:45.
Janus Larsen, Noyer
Janus er konkurrencens tømrer med øje for både funktionalitet og det skulpturelle, der ifølge hans hjemmeside ikke må ligne noget, vi før har set. En tilgang, han blandt andet har vist med sit spisebord, hvor tillægspladerne også kan bruges som hylder og skrivebord.
Tegninger og tidlige computerskitser er ikke rigtigt sagen for manden, der udvikler ideerne, mens hænderne er godt begravet i valnøddetræ – en træsort, der i øvrigt definerer alle Janus’ projekter.
Til dagligt er Janus Larsen ejer af møbelfirmaet Noyer, som sælger alt fra borde, skærebrædder og innovative lamper i den karakteristiske, varme valnød. Han har værksted i Valby, som han deler med snedkeren Nikolaj Hviid, der i øvrigt også hjælper til i programmet.
Kasper Thorup, Thorup Copenhagen
Stål, træ og sorte nuancer kendetegner de fleste af Kasper Thourps møbeldesigns, som han selv beskriver som både rå og minimalistiske.
Designeren med en kandidat i møbeldesign fra The Royal Danish Academy of Fine Art i 2017 har øje for de moderne tendenser, som han gerne kobler med gamle, skandinaviske designtraditioner. Noget, vi kunne se med vinderstolen NOEL Chair, hvis snørede sæde sendte tankerne tilbage til bl.a. Y-stolen.
Til hverdag designer Kasper Thorup møbler og lamper under eget navn i firmaet Thorup Copenhagen, som ligger på Frederiksberg.
Isabel Ahm, Ahm&Lund
Isabel Ahm er uddannet møbeldesigner fra The Royal Danish Academy of Fine Art i 2007 og har tegnet møbler i sit eget navn siden 2013.
Hendes arbejde er efter eget udsagn inspireret af æstetik, etik og ikke mindst bæredygtighed, og hun skaber møbler, som passer menneskets natur og positur, hvilket vi også så med spisebordsstolen Karmen.
Isabel Ahm er udelukkende designer og laver derfor ikke selv sine møbler. De bliver i stedet produceret i samarbejde med snedker Signe Lund, som hun deler firmaet Ahm&Lund med, og som hun også deltager med i ’Danmarks næste klassiker’.
Rasmus Bækkel Fex, B.Fæx
Rasmus Bækkel Fex gør en dyd ud af det skulpturelle i møblet og eksperimenterer gerne med både genrer og kunstform, som man så det i hans nyfortolkning af en klapstol og i hans forening af et spisebord og et spækbræt.
Rasmus er uddannet fra The Royal Danish Academy of Fine Art i 2012 og kreerer sine egne, unikke designs, når han altså ikke designer møbler for danske møbelfirmaer som Frama og Brdr. Krüger.
Måske kender du allerede en af hans mest omtalte designs, 9.5° Chair-stolen, som han har udviklet for Frama. Stolen er blandt andet blevet vist i det anerkendte globale livsstilsmagasin KINFOLK og vandt prisen for Årets Møbel i 2014.
Rikke Frost, Rikke Frost Design
Rikke Frost er konkurrencens mest kommercielle designer, som helst skaber brugbare møbler til den brede befolkning – dog altid med et unikt og kreativt twist. Hun bliver inspireret af et materiale eller en skabelsesmetode.
Rikkes møbler skal desuden ikke bare ses, men også røres. Noget, man også kunne opleve med stolen, The Red Chair, fra første afsnit. Her var sædet nemlig lavet af lækker tempur.
Til hverdag arbejder Rikke med at designe møbler for en lang række danske møbelfirmaer, herunder Bolia og Warm Nordic, som hun blandt andet har designet henholdsvis Bowl-sofabordet og den smukke Galore-sofa for.
VINDERE
Afsnit 1: Spisebordsstolen
Vinder: Kasper Thorup med NOEL Chair.
Andenplads: Rikke Frost med The Red Chair.
Afsnit 2: Spisebordet
Opgaven lød på at designe et spisebord til fire personer, som også skulle kunne udvides til otte personer.
Vinder: Rasmus Bækkel Fex med DNK-bordet.
Andenplads: Janus Larsen med sit bord af valnød.
Afsnit 3: Lampen
Denne gang er opgaven at lave en smuk lampe, der kan hænge over spisebordet.
Vinder: Isabel Ahm
Andenplads: Rikke Frost
Afsnit 4: Børnemøbel
Denne gang er opgaven at lave et børnemøbel, som skal opfordre barnet til bevægelse
Vinder: Rikke Frost
Delt andenplads: Janus Larsen og Rasmus Bækkel Fex
Afsnit 5: Sofaen
Opgaven lød på at designe en sofa til 2 personer, hvor man også kan tage 'en morfar'.
Vinder: Rikke Frost
Andenplads: Janus Larsen
Afsnit 6: Lænestol
Opgaven lød på at designe en lænestol med opbevaring.
Vinder: Janus Larsen
Andenplads: Rikke Frost
DANMARKS NÆSTE KLASSIKER 2019
Tillykke til Rikke Frost, hvis børnemøbel, Bukki, blev kåret til 'Danmarks næste klassiker'.