14 bæredygtige og funktionelle anbefalinger fra Irene Houstrup fra Paustian
Head of PR hos Paustian, Irene Houstrup, 50, sværger til bæredygtighed. Familien spiser vegansk, hun køber primært vintagetøj, og så er det vigtigt for hende, at de møbler, der bliver inviteret ind i familiens hjem, har en historie, er langtidsholdbare og har flere funktioner.
Af: Annsophie Stoltenberg Roest Foto: Frederik Lentz Andersen
– De amerikanske designere Charles & Ray Eames designede La Chaise til en konkurrence udskrevet af MoMA i New York i 1948. Den er evigt smuk og skulpturel, og så sidder du også godt i den.
– Nobelprismodtageren Orhan Pamuk er en af mine yndlingsforfattere, og Istanbul skulle både være en spændende kulturhistorisk fortælling og personlig erindringsbog.
– Alvar Aaltos ikoniske Stool fra 1933 er elementær inden for møbeldesign og kan både anvendes som stol, bord, skulptur og stables til et smukt tårn. Jeg er meget optaget af design, der er enkelt, har flere funktioner og kan genanvendes gennem generationer.
– Paustian åbnede i december en design concept store i Niels Hemmingsens Gade i København i nogle smukke gamle banklokaler fra 1868. Nu er de fyldt med danske og internationale designikoner, nyt design og en afdeling med magasiner og bøger, hvor du kan sidde i timevis. Der er også en kaffebar.
– Jeg skal se udstillingen med billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, der levede en stor del af sit liv i fattigdom i Paris, men som er en af de vigtigste danske kunstnere i nyere tid.
– Jeg er vild med designeren Maria Bruuns værker. Mirror Mirror, som hun har designet til Paustian, er et objekt, et sted mellem kunst og design og spejler både beskueren og rummet fra forskellige vinkler.
– Alex Eagle Studio i London er et inspirerende og personligt designunivers med mode, kunst, design og vintagemøbler, udvalgt af Alex Eagle, der også er creative director for The Stores i Soho House Berlin, Oxfordshire og London.