Hovedpine: Symptomer og hovedpinepiller

Næsten alle har prøvet at have hovedpine, og det er der en god grund til. Smerten udløses nemlig af alt fra stress og søvnmangel til dårlige arbejdsrutiner.

Undersøgelser viser, at mere end hver tredje dansker har opsøgt læge for at få hjælp mod ondt i hovedet. Hovedpine deles op i primær hovedpine og sekundær hovedpine, hvor den første er en sygdom, mens den anden er et symptom.

Hovedpine er en samlet betegnelse for en række forskellige smertetilstande med det fælles, at det er i hovedet, det gør ondt. Ud over grundtyper som spændingshovedpine, Hortons hovedpine (som især rammer mænd) og migræne (som især rammer kvinder), findes der også både blandingsmodeller og forskellige former for overlapninger.

Symptomer

Symptomerne på spændingshovedpine er dunkende smerter i begge sider af hovedet, der kan komme og gå - og ende med at blive kroniske. Spændingshovedpine kan forveksles med migræne, fordi den gør dig mere lys- og lydfølsom. Men med migræne har du som regel kun smerter i den ene side af hovedet, og smerterne er mere intense. Migræne udvikler sig desuden i faser, og varigheden og intensiteten af faserne varierer både fra person til person og fra gang til gang.

 

Hovedpine og symptomer, du skal holde øje med

Normalt er hovedpine ikke farlig og går over af sig selv. Der kan dog være tilfælde, hvor hovedpinen er tegn på en alvorlig sygdom, og hvor du derfor straks skal søge læge.

  • Vedblivende hovedpine, der tager markant til i intensitet
  • Meget pludseligt opstået, kraftig hovedpine
  • Hovedpine, der har følge af andre symptomer f.eks. føle- eller synsforstyrrelser, problemer med at styre arme og ben, kvalme og opkastninger, hukommelsestab, høj feber og nakkestivhed
  • Hovedpine ledsaget af ændret bevidsthed (søvnighed, sløvhed, svær at vække eller komme i kontakt med, kramper)
  • Kraftig hovedpine, der opstår i forbindelse med træning, sex eller anden fysisk anstrengelse.

Årsager

Spændingshovedpine skyldes spændinger, typisk på grund af stress, for lidt søvn, mangel på væske, forkert kost eller for meget alkohol. Men også f.eks. dårlig holdning, piskesmæld, forkert bid og vejrskift kan give spændingshovedpine. Et migræneanfald kan udløses af mange ting – og årsagen kan være forskellig fra anfald til anfald. Så det handler om at lære sit migrænemønster at kende. Måske skyldes smerterne, at de små blodkar i hovedet “kramper”, måske skyldes de en overreaktion i nervesystemet.

Læs også: 6 overraskende grunde til, at du har hovedpine

Hovedpine og graviditet 

Hovedpine kan forekomme hyppigt under graviditeten. Den vil dog i de fleste tilfælde skyldes forhold, som ikke har noget med graviditeten at gøre. Hovedpinen kan skyldes stress, ømme nakkemuskler og manglende væskeindtag. I begyndelse af graviditeten kan pludselige stigning af hormoner ligeledes give hovedpine hos nogle. Kilde: Sundhed.dk

Giver din mad dig hovedpine?

Det er særligt to kemiske forbindelser i dét, vi spiser og drikker, som kan give hovedpine: nemlig tyramin og phenylethylamin.

Tyramin dannes, når bakterier nedbryder proteiner, og findes især i kød og fisk, der opbevares for varmt, dvs. uden for køleskab. Desuden findes der som regel også tyramin i boullionterninger, stærk ost, rødvin og soyaprodukter – og i blodet hos kvinder dagene omkring menstruation.

Phenylethylamin dannes også af bakterier, men findes ikke i ret mange råvarer, til gengæld findes forbindelsen i mange forarbejdede fødevarer. For eksempel er phenylethylamin et biprodukt i produkter med sødemidlet aspartam, derfor findes den smertefremkaldende forbindelse i de fleste slanke- og kalorielette produkter. Desuden findes der phenylethylamin i både rød- og hvidvin, øl og chokolade ogformentlig også i citronsyre (E330).

Læs også: 4 fødevarer, der kan give hovedpine

Behandling

Lægen vil typisk ordinere smertelindrende håndkøbsmedicin (NSAID) mod hovedpine – og mod migrænen evt. migrænemedicin. Men som ved gigt har medicinen mange bivirkninger. Mange læger anbefaler desuden patienterne at føre migrænedagbog, så de lærer deres migrænemønster at kende og kan forebygge anfald. Migra-cap er en særlig hætte med kølende gelposer i, udviklet af en migræniker.

 

Det kan du selv gøre:

Hav fokus på følgende årsager:

    • Lavt eller svingende blodsukker. Op med blodsukkeret og ellers blodsukkerstabiliserende kost.
    • Væskemangel. Husk at drikke rigeligt og mindst 3 glas vand daglig.
    • Histaminintolerance. Undgå især emner som rødvin, ost, kakao, røgvarer, skaldyr og smagsforstærkeren det 3. krydderi (monoglutaminat, E 621). Camusin inden måltidet kan ofte forebygge hovedpinen og andre gener.
    • Hormonelle ubalancer. Tag Bidro PMS eller Femal ved PMS og hormonelle gener.
    • Medicinbivirkninger, forgiftninger, forhøjet blodtryk og anden overfølsomhed, herunder gluten.
    • Spændinger og stress. Afslapning, varme omslag, fysioterapi eller kranio-sakral terapi kan hjælpe. Stærke B-vitaminer og magnesium, som f.eks. findes i Mega B-Stress.
    • Skævheder i rygsøjlen. Hovedpinen kan f.eks. optræde efter gammelt fald. Søg kiropraktor.

 

Vidste du, at ...

  • ... En halv million danskere lider af migræne, og 70 procent er kvinder.
  • ... Mange kvinder får hovedpine i forbindelse med menstruation.
  • ... Hvis du normalt drikker meget kaffe eller cola, kan du få hovedpine, hvis kroppen ikke får sine daglige koffeinkick.
  • ... Du kan få hovedpine af at spise for mange hovedpinepiller - rebound-hovedpine kalder lægerne det.

Sådan undgår du at få hovedpine af hovedpinepiller

Hvis du tager almindelig smertestillende medicin mod hovedpine i 15 dage eller mere om måneden, bør du ifølge Apotekerforeningen overveje, om din hovedpine kan være udløst af lige netop hovedpinepiller. For at undgå, at det sker, så husk:

  1. Lad være med at spise hovedpinepiller hver dag
  2. Tag dem højst 14 dage pr. måned
  3. Hold mindst tre medicinfri dage pr. uge
  4. Du kan tage smertestillende medicin i opløbet, men ikke på forskud
  5. Tal med din læge, hvis dit forbrug er større end ovenstående

Læs også: Det skal du vide om smertestillende piller