Pavlova - de bedste opskrifter
Hvad er en pavlova?
Pavlova er en kage, som består af en marengsbund. Marengsbunden fyldes med råcreme, vaniljecreme eller flødeskum og pyntes med frisk frugt eller bær på toppen.
Det er den perfekte sommerdessert, fordi marengsbunden er lettere end en traditionel tærtebund eller lagkagebund.
Pavlovaens marengsbund er en skønt sprødt modspil til den fede råcreme eller flødeskum på toppen og de lækre friske bær eller frugt.
Når man bager en marengsbund er udfordringen at få den sprød på ydersiden og sej indeni – og det kan være svært, for marengs skal bages i forholdsvis lang tid ved lave temperaturer. Og bagetiden varierer alt efter ovn og tykkelsen på marengsbunden.
De allerbedste opskrifter
Her på siden finder du vores allerbedste opskrifter på pavlova fra Hjemmet, Hendes Verden, ALT for damerne, boligliv og FIT LIVING – og der er nok af spændende opskrifter at vælge i mellem – prøv f.eks. en med citronfromage, pavlova-marengs med frugter, peach-melba pavlova, pavlova med kiwi og blåbær eller hindbær og pistacienødder eller prøv de lækre karamelpavlovaer med rabarber.
Hvorfor hedder det en pavlova?
Pavlovaen blev efter sigende kreeret til ære for den russiske balletdanserinde, Anna Pavlova, da hun besøgte Australien i 1920’erne. Nu er det den australske og new zealandske nationaldessert, og kagen er kendt i hele verden.
Anna blev født 31. januar 1881 i Sankt Petersborg. Hun blev uddannet ved den kejserlige balletskole og blev en verdenskendt ballerina, som dansede meget lyrisk og udtryksfuldt.
Først blev hun primaballerina ved Mariinskij Balletten, og i 1914 dannede hun sit eget dansekompagni, der turnerede jorden rundt. Særligt kendt blev hun for sin glansrolle i Svanesøen, hvor hun dansede en svanes død. Fra 1910-25 gav hun i alt mere end 4.000 forestillinger. Hun døde som 50-årig i Haag i Holland af en lungebetændelse.