PCOS – alt du skal vide om symptomer og behandling

PCO eller PCOS

PCO står for PolyCystiske Ovarier, som betyder "flere cyster på æggestokkene". Det anslås, at hver femte kvinde i Danmark lider af PCO.

PCOS står for PolyCystisk OvarieSyndrom og betyder, at du både har cyster på æggestokkene og et eller flere af de symptomer, som er relateret til PCO. Det anslås, at hver syvende kvinde i DK lider af PCOS. 

Her på siden bruges begrebet PCOS for begge tilstande. Man kan være født med en genetisk disposition for PCOS, eller tilstanden kan udløses eller påvirkes af ens livsstil. Der er en klar sammenhæng mellem forhøjet insulin i blodet og PCOS, og mange kvinder med PCOS har nedsat følsomhed over for insulin. Insulin er det hormon, der flytter sukker fra vores blod og ind i cellerne, når vi spiser. Har man nedsat insulinfølsomhed, har man brug for mere insulin end normalt til at flytte sukkeret væk fra blodet.

Symptomer på PCOS

De første symptomer kan ses allerede i 14-års alderen, og de mest almindelige symptomer på PCOS er følgende:

  • Forstyrret menstruationscyklus: Lange intervaller mellem blødningerne – eller udebleven menstruation.
  • Mere regelmæssige men kraftige menstruationer ses også
  • De manglende ægløsninger bevirker, at man kan have risiko for nedsat fertilitet
  • Tendens til vægtøgning – især som "æblefacon"
  • Tendens til uønsket hårvækst
  • Tendens til uren hud og akne
  • Forhøjede mandlige kønshormoner (heriblandt testosteron) som følge af et forhøjet insulinniveau.
  • Fedt på maven
  • Hovedpine
  • Træthed
  • Manglende mæthedsfornemmelse
  • En øget sukkertrang
  • Humørsvingninger
  • Pigmentforandringer, hvorfor solcreme er meget vigtigt at bruge

Forstyrrelsen i din hormonbalance gør, at du har øget risiko for at udvikle følgesygdomme som f.eks. type 2-diabetes, hjertekarsygdomme, forhøjet kolesteroltal og depression. Desuden har mange kvinder, netop på grund af den hormonelle ubalance, svært ved at blive gravide.

Hvordan får jeg konstateret PCOS?

Har din læge mistanke om PCOS, vil hun henvise dig til en gynækolog, der vil scanne dig med ultralyd for at se, om du har cyster på æggestokkene. Gynækologen vil også tage en blodprøve for at måle dit såkaldte C-peptid-niveau og om du producerer for meget mandligt kønshormon.

Behandling af PCOS

Den mest effektive behandling af PCOS er kostomlægning, vægttab og motion. Generelt anbefaler man PCO-patienter at spise en proteinrig og kulhydratmodereret kost. Øget hårvækst og uren hud kan sommetider behandles med P-piller, hormoner eller laser-epilering hos speciallæge.

Din kost har stor betydning

Gynækolog og forfatter til bogen ”Spis dig gravid” Bjarne Stigsby har udviklet et koncept, der betegnes KISS-kost, der står for klinisk insulinsænkende kost, der har til hensigt at sænke insulinniveauet og dermed øge fertiliteten. PCO-venlige kost afviger fra de officielle kostråd ved at indeholde færre og langsommere kulhydrater, og den udelukker dermed fødevarer som fx hvedemel og kartofler.

  • Undgå sukker
  • Spis få hurtigt optagelige kulhydrater som hvidt brød, ris, pasta, cornflakes, havregryn, kartofler og kornprodukter uden fuldkorn.
  • Spis flere langsomt optagelige kulhydrater som frugt, bær, grønt og fuldkorn, da de giver mindre blodsukker- og insulinpåvirkning. Frugt indeholder en del sukker, så indtaget skal ikke være for stort. Omtrent 1/3 af måltidets energiindtag skal komme fra kulhydrat.
  • Spis mere protein som kød, fjerkræ, fisk, skaldyr, æg og mejeriprodukter, rugbrød, ærter, bønner, linser og kikærter. Protein skal udgøre 1/3 af måltidets energiindtag.
  • Spis lidt mere fedt, fordi det er med til at forbedre den hormonelle balance i kroppen. Kosten skal bestå af fødevarer med meget monoumættet fedt, som findes i: rapsolie, olivenolie, mandler, hasselnødder, avocado, makrel og hellefisk.

Cecilie Hother og PCOS

Tv-vært Cecilie Hother har PCOS, og talte i offentligt rum om følgevirkninger som blandt andet skægvækst og svingende kropsvægt. Hun udtaler sig i et interview til Hendes Verden: ”Jeg har levet med øget hårvækst i ansigtet i mange år. Det står hjerteskærende tydeligt for mig, den første gang en skolekammerat grinende sagde til mig: ”Du har overskæg Cecilie”. Da var jeg nok 14, og efter det begyndte jeg at tage mine forholdsregler og havde altid en skraber i tasken.”

Som følge af sin PCOS har Cecilie Hother åbnet skønhedsklinikkerne CeriX i Købnehavn og Odense, som blandt andet hjælper kvinder, der lider af PCOS, med de kosmetiske gener, hormonforstyrrelsen kan give dem.
”Det har været et tabu for mig, og noget jeg var decideret pinlig og flov over, men den eneste måde, vi kan komme tabuet til livs på, er ved at tale om det!”
Det barn Cecilie Hother var bekymret for, om hun med sin PCO-diagnose overhovedet ville få fik hun for knapt 1 år siden, hvor datteren Ellinor kom til verden.

Du kan finde meget mere information om PCOS, sygdommens symptomer, hvordan den behandles og hvordan Cecilie Hother i dag lever med sygdommen på alt.dk.

Alle artiklerne er fra Hjemmet, ALT for damerne, Hendes Verden, Eurowoman, FIT LIVING og Boligliv.