Amning – Alt du skal vide om ernæring til dit spædbarn
Nærheden, når du ammer dit lille spædbarn, kan være det hyggeligste i verden, men samtidig kan amning være både hårdt og smertefuld. Her på siden har vi samlet vores bedste artikler om amning.
Hvor længe skal man amme? Hvor ofte skal man amme? Har jeg mælk nok? Må jeg drikke alkohol, når jeg ammer?
Det er blot nogle af de spørgsmål, du vil kunne finde svar på.
God læselyst!
Amning eller flaske
En af de store diskussioner om ernæring til spædbørn er valget mellem at amme eller give flaske. Og om hvorvidt flasken så bør indeholde mors udpumpede mælk, modermælk fra en donor eller modermælkserstatning.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn fuldammes til de er seks måneder gamle, og derefter bliver ammet delvist – det vil sige; samtidig med, at de får fast føde – indtil de er 12 måneder eller mere. Forskning viser, at modermælk er den sundeste ernæring for et spædbarn, og amning har en lang række sundhedsmæssige fordele for både mor og barn.
Men selv om modermælk er det sundeste valg, er det ikke nødvendigvis det bedste valg for alle mødre. Der kan være forskellige komplikationer ved at få etableret og opretholde amningen, der betyder, at det bedste valg for nogle er at give deres spædbarn flaske. Inden du træffer den beslutning, er der dog mange ting, du kan gøre for at få amningen til at fungere. Du kan f.eks. tage kontakt til en ammevejleder, der kan rådgive om både sutteteknik, forskellige måder at stimulere mælkeproduktionen på og behandling af gener som sår, svamp og betændelse.
Nogle mødre oplever, at andre ser skævt til deres valg – hvad enten de ammer eller giver flaske. Her på siden kan du blandt andet læse om Gerda, der ikke føler sig tilpas med at amme offentligt. Du kan læse om Susanne, der bliver ked af det, når folk kommenterer hendes valg om at give flaske. Og du kan også læse Lones historie: Hun har både prøvet at amme og at give flaske.
Alkohol og amning
Må jeg drikke alkohol, når jeg ammer? Hvor meget alkohol må jeg drikke? Går alkohol i modermælken? Hvor lang tid skal der gå, før jeg ammer efter at have drukker alkohol? Skal jeg malke ud og kassere modermælken, når jeg har drukket? Du kan finde svar på alle dine spørgsmål om amning og alkohol i artiklen "10 facts om amning og alkohol".
Det korte svar, får du her: Du må godt drikke alkohol, mens du ammer, men hold dig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om maksimmalt at drikke syv genstande om ugen og aldrig mere end fire genstande i døgnet.
Amning - hvor længe skal man amme?
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du fuldammer dit barn, indtil det er seks måneder. Derefter anbefales det at amme delvist ved siden af fast føde indtil barnet er 12 måneder eller ældre. WHO, Verdenssundhedsorganisationen, anbefaler, at mødre ammer deres børn delvist indtil, de er to år – eller endnu længere, hvis man har lyst.
Hvor ofte skal jeg amme?
Der er ikke en fast regel for, hvor ofte du skal amme, og antallet af måltider, dit lille spædbarn har behov for, kan varierer. En hel nyfødt skal spise ofte: Otte gange i døgnet ifølge Jordemoderforeningen. Længden af måltiderne kan også ændre sig løbende.
Du vil opleve, at din baby i perioder har det, det kaldes appetitspring. Det betyder, at barnet har brug for mere mælk og derfor vil ammes oftere for at sætte din mælkeproduktion i vejret. I de dage et appetitspring varer, vil du derfor opleve at skulle amme meget mere end sædvanligt. Blandt andet omkring barnets femte og 12. leveuge, vil den lille ifølge Helen Lyng Hansen, der er sundhedsplejerske og forfatter til flere bøger om børn, bede om mad oftere. Som mange andre ammekyndige eksperter anbefaler hun, at du i dagene omkring et appetitspring bruger så meget tid som muligt hud mod hud med dit barn. Hudkontakten stimulerer nemlig mælkeproduktionen.
Amning når man har for lidt mælk
De fleste ammende mødre vil på et tidspunkt opleve følelsen af at have for lidt mælk. Det er slet ikke sikkert, at det rent faktisk er tilfældet. Under et appetitspring vil din baby f.eks. ammes oftere, og så kan det nemt føles som om, at brysterne er tomme. Der er dog nogle tegn, det er en god idé at være opmærksom på, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit spædbarn får nok at spise:
- Barnets vægt. Nyfødte taber sig i de første dage efter fødslen, men derefter skal de begynde at tage på igen. Vægten er en af de ting, sundhedsplejersken tjekker, når hun kommer på besøg. Tager dit barn på, som det skal, får det næring nok.
- Våde bleer. Tissebleer er et tegn på, at barnet har indtaget føde. De første dage er der ofte kun en til to våde bleer i døgnet. Et barn på tre til fire dage skal levere tre våde bleer i døgnet. Den fem til seks dage gamle baby skal have våde bleer fem gange på et døgn. Er din nyfødte syv til 30 dage gammel bør der komme mindst seks tunge tissebleer i døgnet.
- Afføring. Kommer der noget ind, skal der også noget ud. Afføring er et sikkert tegn på, at dit barn spiser. Dette tegn kan dog være svært at regne med, da der hos et barn, der udelukkende bliver ammet, nemt kan gå en uge eller to imellem lortebleerne.
Er du i tvivl, så ring til din sundhedsplejerske eller din læge.
Kilder: Jordemoderforeningen og Sundhedsstyrelsen pjece "Tjek bleen".
Har du for lidt mælk, er der flere ting, du kan gøre for at sætte produktionen af modermælk op. Hyppig amning og at ligge hud mod hud med dit barn er to af de ting, der anbefales. Nogle mener også, at en speciel mysli kaldet 'mælkebomben' kan fremme produktionen af mælk. Det er der dog ikke noget videnskabeligt belæg for, men har du alligevel lyst til at teste, om det hjælper på din mælkeproduktion, finder du opskriften på mælkebomben her.
På ALT.dk finder du artikler fra Vores Børn, ALT for damerne, Eurowoman, FIT Living, Hendes Verden og Hjemmet.