Frederik Haun forklarer: Derfor var adoption ikke en mulighed

Flere seere af "Far, far og børn" undrer sig over, hvorfor parret valgte surrogasi frem for adoption, og nu svarer Frederik Haun. 

logo herognu HER&NU HN

For fire måneder siden blev Frederik Haun og Morten Kjeldgaard forældre til tvillingepigerne Emma og Nora.

Deres hjem i Rødovre er derfor fyldt med bleer, sutteflasker og små bodystockings, og parret befinder sig i den klassiske babyboble, som mange nybagte forældre kan genkende. Deres vej til forældreskabet har dog været alt andet end traditionel.

LÆS OGSÅ: "Kærlighed hvor kragerne vender"-Emilie viser babybulen frem

Tvillingerne kom til verden ved hjælp af en graviditetsvært – en kvinde, der bar børnene, men ikke er deres mor. Deres biologiske mor er en ægdonor fra USA, mens Frederik og Morten hver især er biologisk far til én af pigerne.

I dokumentaren "Far, far og børn" deler Frederik og Morten deres komplekse rejse mod forældreskabet. Dokumentaren har allerede vakt debat, og mange har undret sig over, hvorfor parret ikke valgte adoption frem for surrogasi – et emne, Frederik Haun har taget op på sin Instagram.

- Vi har valgt at få børn, fordi vi – ligesom så mange andre – havde et dybt ønske om at blive forældre. Vi havde også et ønske om at blive biologiske forældre, og derfor var surrogasi den rette vej for os. Ja, vores vej har set anderledes ud, fordi vi som to mænd har fået hjælp fra Nanna. Men ønsket om at få børn og skabe en familie, er præcis det samme som for alle andre, der drømmer om forældreskab, skriver Frederik. 

Frederik oplever ofte, at spørgsmålet om adoption ikke blot handler om nysgerrighed, men om en underliggende tvivl på homoseksuelles ret til at få børn – og det ærgrer ham.

- Den vigtigste ret, et barn har, er at vokse op i et kærligt, trygt og omsorgsfuldt hjem. Det er ikke forældrenes køn, der afgør, om et barn får en god opvækst – det er deres evne til at elske, støtte og være der for barnet, forklarer Frederik, som også skriver i opslaget: 

- Sandheden er, at vores børn er elsket, ønsket og vokser op i en familie, vi har kæmpet for at skabe - præcis som så mange andre

LÆS OGSÅ: Efter frygtelig tid for Stephanie Fisker: Nu deler hun godt nyt

Frederik Haun lægger desuden vægt på, at adoption ikke nødvendigvis er en enkel eller lige tilgængelig mulighed for alle. 

- Mange tror fejlagtigt, at adoption er en åben mulighed for homoseksuelle par, men i praksis er det ofte en lang og usikker proces. De fleste internationale adoptioner sker fra lande, der ikke accepterer homoseksuelle par som adoptivforældre. Det betyder, at selvom adoption er lovligt i Danmark, er det i realiteten meget svært at adoptere fra udlandet. Samtidig er international adoption i øjeblikket sat på pause, efter at Danish International Adoption (DIA) stoppede al formidling af børn fra udlandet i 2024, skriver han. 

Læs hele Frederik Hauns opslag herunder.