Med tårer i øjnene takkede Viilbjørk Malling Agger for prisen som ”Årets kvindelige hovedrolle” ved uddelingen af Robert Prisen på Tivoli Hotel lørdag aften sidste weekend.
– Nu fortryder mine forældre, at de ikke købte en billet. De havde nok ikke regnet med, at jeg ville vinde. Det havde jeg godt nok heller ikke, sagde den 27-årige skuespiller, der tidligere har fortalt, hvordan hun trodsede advarslerne fra sin far, Søren Malling, 60, og mor, Petrine Agger, 62, da hun besluttede sig for at gå i deres fodspor.
En lille halv time senere dukkede Malling dog op, og det blev et tårevæddet gensyn mellem far og datter.
Søren Malling dukkede op en halv time senere, hvor det også blev et tårevæddet gensyn mellem far og datter.Foto: Henrik R. Petersen
Far og datter mødte hinanden i et langt kram.Foto: Henrik R. Petersen
Prisen fik Viilbjørk for Christina Rosendahls selvbiografiske ”Fuld af kærlighed” om at vokse op med en alkoholisk forælder. Og børn af alkoholikere var også i hendes tanker, da hun tog imod hæderen.
– Ingen børn fortjener at opvokse i dysfunktionalitet. Og de, som gør, fortjener et samfund, som griber dem. Så lad os fortsætte med at kæmpe for det; kæmpe for at ændre på den statistik, som siger, at hvert 10. barn i Danmark vokser op i et hjem med alkoholmisbrug, sagde hun til et bragende bifald.