Sådan genskaber du intimitet og berøring i dit parforhold

Sådan genskaber du intimitet og berøring i dit parforhold

Har I mistet lysten? Intimiteten kan i rigtig mange, lange parforhold ofte glide mere og mere over i venskab – som det var tilfældet for Signe, en af Luise Thye-Østergaards klienter.

Mandag morgen ligger der mail fra Signe. I emnefeltet står der kort og godt: ”Jeg er ved at blive sindssyg”. Selve mailen er en af de længere, og den begynder sådan her:

”Kære Luise. Jeg er ved at blive sindssyg. Jeg har kendt min mand siden folkeskolen, vi har tre dejlige børn, og jeg elsker ham, men det er nærmest som om, han er min bedste ven. Og når vi nu nærmest bare er venner, så er intimitet og berøring ikke længere en del af mit liv.

Det værste af det hele er, at jeg nu er begyndt at se mig om efter andre mænd – ikke fordi jeg har lyst til andre, men simpelthen fordi jeg længes. Vi har talt lidt om herhjemme, hvad vi kan gøre, men det bliver bare ved snakken, og det har fået mig i tvivl, om jeg egentlig vil ham.

Jeg ved i mit hjerte, at jeg gerne vil familien, jeg elsker at leve sammen med ham, og vi har det sjovt, når vi rejser. Men når jeg tænker over, hvor længe vi egentlig har været sammen, og hvor godt vi kender hinanden, og så alligevel ikke kan få intimiteten til at fungere, så tvivler jeg altså på, at vores forhold kan holde på den lange bane. Tror du, at du kan hjælpe mig – hjælpe os?”

Hvorfor har I mistet lysten?

Signe er langt fra den eneste kvinde, jeg har mødt, der sukker efter mere intimitet og berøring, og når jeg har spurgt flere ind til den seksuelle relation med deres partner, er det ofte noget, der foregår, når børnene er lagt, med slukket lys og måske endda med en snert at irritation, fordi der ikke blev hjulpet til med oprydningen.

Vi glemmer ganske simpelt at være til stede og at være der for hinanden med intimitet, berøring og nærvær. Det er ikke altid let at finde vej tilbage til den tætte, kropslige relation, og det kræver en indsats af begge parter, men der ER en vej. Jeg vælger at skrive tilbage til Signe med det samme med et fokus på ærlighed, spænding og handling.

”Kære Signe. Hvis I skal finde tilbage til hinanden, så er det afgørende, at I først hver for sig og derefter sammen finder ind til sandheden om, hvorfor I ikke er meget sammen. Spørg jer selv, om I skjuler noget? Har I mistet lysten? Vil I noget forskelligt? Er det, fordi I ikke hjælper hinanden i det omfang, som der er behov for i forhold til at føle sig set? Husk, at I skal være ærlige over for hinanden.”

Intimitet i tal

Psykologen Brendan Zietsch har lavet forskellige undersøgelser for at finde frem til, hvor lang tid et samleje varer i gennemsnit, og hvad forskellen er fra det korteste og til det længste. Undersøgelsen er lavet med 500 par fra hele verden, hvor de over en periode på 4 uger skulle trykke på et stopur ved penetrering og igen ved udløsning. Resultatet blev, at det korteste samleje var på 33 sekunder, det længste var på 44 minutter og det gennemsnitlige samleje lå på 5,4 minutter.

Kilde: Theconversation.com

Makeover til soveværelset og en massage

Derefter fortsætter jeg min mail med de mere konkret råd:

”Når det er afklaret, om I tror på, at I kan mødes, så skal der skabes luftforandring og gøres plads til noget nyt og spændende. Skift sengetøjet ud med noget nyt, ind med noget frisk luft, planter og stearinlys, alt efter, hvad I kan blive enige om.

Derefter skal du udfordre dig selv lidt – find noget lingeri, som du føler dig dejlig i, og køb en massageolie, som du kan lide duften af. Beslut dig for, at du starter med at give massage.

Læs også: "Jeg er bange for at være for meget"

Smør hele hans ryg ind, og vær gavmild med olien. Når du er klar, så læg dine hænder i top og bund af rygsøjlen, træk vejret ned i maven, og mærk, hvordan dine hænder nærmest af sig selv finder vej rundt på hans ryg.”

Allerede ugen efter modtager jeg en ny mail fra Signe med et anderledes positivt budskab i emnefeltet, nemlig ”Det virker!”.

Sådan vækker du lysten

  1. Vær ærlig
    Hvis du virkelig ønsker at få vækket intimiteten, så skal du være klar til at se indad og spørge dig selv, hvorfor du har mistet lysten til din mand? Er det, fordi du står med det hele herhjemme? Er det, fordi han er blevet for tyk – eller fordi du selv er blevet for tyk? Eller har du for meget at se til? Lige meget hvad, så er det afgørende, at du er ærlig overfor dig selv, når du skal afdække, hvad den dybeste bagvedliggende grund er til, at jeres intimitet og berøring ikke længere er en del af jeres hverdag. 
  2. Vask og stryg lagnerne 
    Måske det lyder som en gammel kliche, men faktisk er det en god ide at skabe en hotelagtig stemning i jeres soveværelse, hvis det skal danne ramme om intimitet. Ryd op, luft ud, køb friske blomster, sæt stearinlys frem, og gem fjernsynet – hvis der bor sådan et i soveværelset – væk. Sørg for, at lagnerne er rene og nystrøgne, så det hele føleles let og lækkert. Det kan også være, at I skal investere i en større omgang med ny farve på væggen, nyt sengetøj og store gardiner, simpelthen for at skabe en ny ramme til en ny form for intimitet. 
  3. Skab stemning
    Det nye rum skaber stemning og plads til, at I kan prøve noget nyt, og det er, hvad det handler om. For de fleste af os er det nemlig rigtig svært efter mange år at gå ind i det samme rum og prøve noget nyt. Bliv derfor enige om en stemning, eller skiftes til at overraske hinanden. Det kan være at tænde stearinlys, sætte noget stille musik på eller sprede lidt duft i rummet, som duftstænger eller et par dryp lavendel på et klæde, som du svinger i rummet.
  4. Gør dig lækker
    Hvorfor ikke, er der noget galt i at gøre sig lækker? Mange vil gerne, men holder sig tilbage, fordi de er bange for at blive afvist. Tal derfor med din partner om det, om det kunne være sjovt, og lav en aftale om, at når I evt. vælger at overraske hinanden, så skal I være åbne og imødekommende. Når det er på plads, så find noget let og lækkert, noget du føler dig godt tilpas i, og så mød din partner på den måde, som føles rigtig for dig.
  5. Køb massageolie
    Mange glemmer vigtigheden af berøring og ryger direkte til sexfadet. Og så ender oplevelsen ligesom i statistikkerne på at vare sølle 5-7 minutter. Det kan du sagtens forlænge, og du behøver ikke en lang massøruddannelse bag dig. Køb en massageolie, og snak evt. om det inden, hvis du har præstationsangst, for det er vigtigt, at du kan finde ro. Smør hele ryggen ind i olie, læg den ene hånd i nakken og den anden på lænden, træk vejret helt ned i maven, til du er rolig, og først når hænderne nærmest selv bevæger sig, skal du give efter og følge med.

Luise Thye-Østergaard

Luise Thye-Østergaard er EFT-behandler og EMCC-certificeret coach, forfatter og foredragsholder. Luise lever i en alternativ familieform kaldet Kærligheds- eksperimentet – en tilgang, som hun bruger i arbejdet med sine kunder. Læs mere på Luisethyeoestergaard.dk

I mailen skriver hun: ”Det var vildt grænseoverskridende for mig at købe et lækkert sæt undertøj, men det at mine hænder pludselig nærmest bevægede sig af sig selv, det var den vildeste oplevelse, og vi var intime længere tid, end jeg tror, vi nogensinde har været.”