To forskellige ulykker gjorde Cæcilie blind: Det føltes så uvirkeligt, at jeg aldrig skulle se igen

Uheld kan ske. To uheld kan også ske for den rigtig uheldige. Men at uheld skulle gøre Cæcilie blind på først det ene og så på det andet øje, er næsten utænkeligt. Men det skete, og selv om det ligger nogle år tilbage, har Cæcilie Valla Broman intet imod at dele sin historie.

"Jeg var 17 år, da jeg var på ferie i Paris med min familie. Jeg sad på hotelværelset med min lillebror, som dengang var ti år, og vi kom op at skændes, som søskende nu gør. Min bror sad med ryggen til mig med en plastikflaske med vand i. Pludselig smed han den over skulderen, så den ramte mig i højre øje," husker den i dag 27-årige psykologistuderende.

"Alt blev sort, og jeg gik totalt i panik. Jeg ringede til mine forældre, som sad på en café i byen, og de skyndte sig tilbage. Jeg kom ret hurtigt på hospitalet, og der opererede man mig, men der var desværre ikke noget at gøre," siger Cæcilie, som ikke har kunnet se noget på sit højre øje siden den dag.

Det viste sig, at Cæcilies nethinde havde løsnet sig og var krøllet sammen, og det er ikke noget, læger kan reparere. Derfor måtte Cæcilie vende tilbage til gymnasiet i Solrød med syn på kun det ene øje. Det tog hun i stiv arm, men et halvt år efter ramte den næste ulykke hende.

Læs også

Mathilde har gigt: "Jeg er tit blevet mødt af folk, der ikke troede på mig, når jeg fortalte, at jeg var syg"

"Jeg skulle aflevere en stor opgave i 3.g, og bagefter skulle jeg til fest med nogle venner fra gymnasiet. Jeg stod på dansegulvet, da der kom en fyr hen til mig og løftede mig op bagfra. Pludseligt fik jeg overbalance, og fordi han holdt om mig, kunne jeg ikke tage fra med armene, så jeg faldt ned i et tv-bord. Denne gang var det venstre øje," Cæcilie ikke kunne se på.

"Jeg panikkede fuldstændig, for nu havde jeg intet syn tilbage. Der blev hurtigt ringet efter en ambulance, og jeg blev indlagt til operation på hospitalet. Bagefter blev jeg sendt hjem for at vente på endnu en operation, men synet kom ikke igen. Faktisk sad jeg hjemme hele den juleferie uden at vide, om jeg nogensinde skulle se noget igen," husker Cæcilie trist.

Efter ti dage prøvede man at operere Cæcilie igen, men det var præcis det samme, der var sket: Nethinden havde revet sig løs og kunne ikke reddes.

"Det var ligesom at falde ned i et sort hul. Det føltes så uvirkeligt, at jeg aldrig skulle se igen, og jeg kan faktisk ikke huske ret meget af de dage."

Selv om det var en tung tid, lader Cæcilie sig ikke slå ud, så hun insisterede på at gøre 3.G færdig.

"Det føltes som en åbenbaring: Jeg VILLE tilbage igen. Jeg tog hen på gymnasiet med mine forældre og talte med rektor, og kort efter vendte jeg tilbage til klassen med alle de hjælpemidler, jeg kunne få. Jeg skrev mine opgaver med en skærmlæser, jeg fik sekretærhjælp til eksamener, og jeg lærte klare mig selv i hverdagen. Mine venner var søde til at guide mig rundt på gymnasiet, for jeg ville egentligt bare gerne fortsætte mit liv, som det var."

Da 3.G var gået, fik Cæcilie sin studenterhue.

Et helt normalt liv

Allerede der lærte Cæcilie, at hendes handicap ikke behøver stå i vejen for hendes ønsker til livet. Derfor flyttede hun til England efter gymnasiet og gik på et college for synshandicappede. Da hun havde gjort det, kom hun ind på universitetet, hvor hun læste psykologi i England i de følgende seks et halvt år, inden hun for kort tid siden vendte hjem til Danmark igen.

I dag bor hun i en lejlighed på Frederiksberg sammen med sin roommate, Sara, og sin kæreste, som er englænder. Hun kan ikke cykle, som hun gjorde meget før, men hun går til fitness og løbetræner også, hvilket altid foregår med en makker med en elastik imellem dem, så Cæcilie ikke kommer på afveje.

"Nogle dage kan jeg godt være irriteret over det, der skete for mig, men jeg synes faktisk også, at det var en gave. Jeg fik et andet syn på livet, og i dag tror jeg, at jeg kan bruge mine oplevelser til at hjælpe andre."

"Jeg var for eksempel meget genert før i tiden, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville i livet. Det ved jeg nu."

Læs også

Neel Rønholt fik det dårligt en dag i januar – lægens diagnose blev en øjenåbner

I dag er Cæcilie i praktik på en psykiatrisk klinik, hvor hun dagligt møder mennesker, som har brug for hendes hjælp.

"Der er mange skæbner. De skal ofte finde vejen tilbage til livet efter hårde oplevelser, ligesom jeg skulle. I sådan en situation har jeg stor empati, for jeg har selv været der. Jeg synes, det er spændende at hjælpe mennesker med at finde deres viljestyrke frem."

Cæcilie tager selv frem og tilbage mellem lejligheden på Frederiksberg og klinikken i Holbæk og universitetet i Odense, hvor hun er indskrevet til den sidste del af psykologistudiet.

"Det sværeste er, når jeg skal alene rundt nye steder, men jeg har fået en del træning sammen med en synskonsulent, så jeg er blevet god til at finde rundt med tog, bus og metro," siger Cæcilie.

Fantomsyn

Hun ved i dag, at det er en fordel for hende, at hun engang har kunnet se, og hun stadig er meget visuelt indrettet.

"Jeg danner stadig billeder i hovedet, fordi jeg har kunnet se engang. Da jeg for eksempel flyttede til København, vidste jeg godt, hvordan byen så ud," forklarer hun.

Derudover lider Cæcilie af det, der hedder fantomsyn, hvilket betyder, at hjernen bilder sig ind, at den stadig kan se velkendte billeder som for eksempel Cæcilies egen hånd, hvis hun holder den op foran sig.

"Jeg ser altid farvede mønstre for mig, men det er bare min hjerne, der er forvirret over, at den ikke kan se. Nogle gange når jeg åbner køleskabet, tror jeg også, at jeg kan se, hvad der er derinde," siger hun med et smil.

Læs også

Mette blev enke og enlig mor på en nat - nu har hun fundet en ny vej i livet

Cæcilie har i dag et fint forhold til sin lillebror, selv om der var ham, der smed flasken ind i hendes øje til at starte med.

"Det var vigtigt for mig, at han ikke skulle føle skyld, for han var jo kun et barn. Det var 100 procent en ulykke, hvilket jeg altid har fortalt ham," siger Cæcilie, som er meget tæt med både ham og resten af familien i dag.

"Det er også vigtigt for mig, at folk ved, at jeg ikke går rundt og tænker over, hvad der skete dengang, men jeg savner at have øjenkontakt med mennesker, og jeg savner at kunne sidde på en café og se på mennesker."

Hun nærer da også et lille håb om, at hun en dag skal se sin lillebror og resten af familien igen og se sin kæreste for første gang.

"Der forskes meget i at reetablere synet via en chip i hjernen og et særligt sæt briller. Men der går nok i hvert fald ti år til. Men det bliver da mærkeligt at se sig selv i spejlet efter så mange år."