Skrev sin sang på barndomsværelset: - Jeg er helt ny i alt det her
Når Oliver Adelborg i aften står på scenen i Boxen i Herning, så er det under kunstnernavnet Adel The Second. Hans mor, Hvidovres tidligere borgmester Helle Adelborg, var den første kendte Adel i familien.
Adel The Second med det borgerlige navn Oliver Adelborg, som
til dagligt læser film- og medievidenskab, skrev sin første sang, allerede da
han var ti, og som teenager besluttede han, at han skulle leve af at være
sanger. I aften står han på scenen i Boxen i Herning til Dansk Melodi
Grand Prix.
- Jeg skrev sangen ”The Unluckiest Boy Alive” på mit lille
barndomsværelse i Hvidovre for nogle år siden. Jeg forsøger ikke for alvor at overbevise nogen om, at jeg er den, der
har det allerværst af alle. Men jeg tror, at det er meget menneskeligt at fange
sig selv i at føle netop sådan fra tid til anden. Det er sagt lidt overdrevet
og med et glimt i øjet, kommer det fra 26-årige Adel The Second.
Adel The Second i Dansk Melodi Grand Prix 2025Foto: Bo Nymann
Den første kendte Adel
Adel er søn af Hvidovres tidligere borgmester Helle Adelborg.
- Hun var jo den første kendte Adel i vores familie, så jeg
måtte jo være Adel The Second, siger Adel med et grin.
Mor Helle er stolt af Adel The Second og skrev blandt andet på Facebook:
"JEG ER EN STOLT MOR! Min søn udgiver sin første sang i dag, under kunsternavnet Adel The Second. Sangen hedder The Unluckiest Boy Alive. Den er han så heldig, at skulle præsentere til det danske Melodi Grand Prix d. 1. marts i Boxen i Herning. Jeg er vild med sangen. Den er ude på alle musikplatforme nu. Tag et lyt og del meget gerne! Du glæder min søn og jeg rigtig meget ved at stemme på den."
Adel The Second deltager i Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen "The Unluckiest Boy Alive"Foto: Bo Nymann
Adel lægger ikke skjul på, at musikscenen er et nyt territorie for ham.
- Jeg er helt ny i det hele. Jeg optrådte en gang i en
kirke, da jeg var 12 år, men ellers har jeg ikke så meget erfaring. Jeg skriver
mine tekster alene på mit lille værelse, men har produceret sammen med Søren
Christensen fra ”The Blue Van”. Han havde lavet en sang sammen med Fallulah,
som jeg kunne lide, så jeg sendte ham mit materiale, og det kunne han godt
lide, så han ”tog mig ind”.
Det virker trygt for Adel The Second at debutere professional
netop på grand prix-scenen.
- Jeg så Melodi Grand Prix, som barn og da jeg voksede op.
Vi havde et sommerhus i Sverige, hvor vi i en periode ikke kunne se DR, så vi
så meget svensk tv og alle de mange semifinaler de har. Det så jeg i weekenderne i Sverige, så jeg
har en stor viden om svensk grand prix musik.
Brødrene Olsen vandt i 2000 både Det Danske Melodi Grand Prix og Eurovisionen i Globen i Stockholm med "Smuk som et stjerneskud", som blev til "Fly on the wings of love"Foto: Peter Hauerbach
Adel The Seconds eget yndlingsgrand prix hit er dog en dansk
klassiker.
- Jeg synes stadig, at Brødrene Olsens ”Smuk som et
stjerneskud” er lidt af en banger. Den er hyggelig.
Har lyst til at dele musikken
Hvis Adel skulle vinde i Boxen og ved Eurovisionen i Basel,
så ligger musikvejen åben for ham.
- Det her er jo min debut, og jeg skal til at udgive musik
selv. Det kan være en svær omgang for de fleste, så jeg vil forsøge at gøre det
med et brag og få et stort publikum. Og hvis jeg vinder, så betyder det jo, at
folk godt kan lide det, de hører, og det vil give mig et lille boost. Skulle
jeg vinde Eurovisionen, så vil det jo bare udvide det. Jeg har jo virkeligt
bare lyst til at dele min musik. Jeg er jo med her for at finde ud af, om der
er en lille plads til mig, siger Adel beskedent.
Selvfølgelig har Adel et entourage omkring i Boxen i aften.
- Der kommer vildt mange mennesker og hepper på mig. Hele
min familie og vildt mange fra uni.