![Leslie i 'X Factor'](https://image.alt.dk/5517827.webp?imageId=5517827&x=12.09&y=1.19&cropw=84.00&croph=71.96&width=960&height=548&format=jpg)
"X Factor"-Leslie siger fra: Det vil jeg ikke
Leslie Nguyen er kommet hele vejen til bootcamp, og kampen dertil har allerede været en stor øjenåbner.
Leslie Nguyen har høstet stor opmærksomhed siden sin audition i "X Factor", hvor hun ikke kun slog benene væk under dommerne, men også seerne.
I aften synger hun til bootcamp i håbet om at nå hele vejen til liveshows, men for Leslie er "X Factor" ikke kun en drøm om berømmelse, det er også en selvudviklingsrejse.
Artiklen fortsætter under videoen.
Leslie er diagnosticeret autist, og hun elsker forudsigelighed, genkendelighed og en ensformig hverdag, men med sin deltagelse i "X Factor" drømmer hun om at blive bedre til at prøve nye veje, og hun er allerede langt i den proces.
LÆS OGSÅ: Sus Wilkins bryder tavsheden efter hårdt brud: - SÅ trist
- Jeg synes, det har været sjovt. Det værste var audition. Der havde jeg mest kvalme. Jeg var meget nervøs, fordi det hele var så nyt, og det var det første skridt, jeg tog. Til "Six Chair" lærte jeg nogle af de andre at kende, og man delte oplevelsen, fortæller Leslie og uddyber:
- Det har været med til at udvikle mig. Det er ikke så slemt at prøve nye ting, har jeg indset. Men jeg kan bedst lide, når jeg ved, hvad jeg skal og alt er planlagt.
Overvejelser fra TV 2
Ifølge TV 2 tager de alle forholdsregler for at passe på deltagerne.
- Alle der har lyst, kan stille op i "X Factor", og man er på ingen måde udelukket, fordi man har en diagnose. Vi gør, hvad vi kan for at give alle deltagere den bedst mulige oplevelse, uanset hvor langt de kommer i forløbet, og det har vi selvfølgelig også gjort i Leslies tilfælde, fortæller Underholdningsredaktør på TV 2 Dorte Borregaard og tilføjer:
- Under hele "X Factor"-forløbet er der tilknyttet en psykolog, der laver en faglig vurdering af alle medvirkende, om det er forsvarligt at udsætte dem for det pres, der følger med i så stor en tv-produktion. Forud for "Six Chair Challenge" har psykologen en samtale med alle, der er gået videre, og klæder også produktionen bedst muligt på, i de tilfælde, hvor der er behov for det. Derudover er der erfarne deltageransvarlige, der er faste kontaktpersoner for alle deltagere, uanset hvor langt de kommer i "X Factor".
LÆS OGSÅ: Mød de nye singlekvinder i 'Kærlighed hvor kragerne vender'
Ifølge Leslie er produktionen bag "X Factor" gode til at sætte hende ind i dagens program.
- Jeg har lært dem fra produktionen at kende og får en plan over, hvad der skal ske, så det var meget rart for mig at være i.
Der er dog én ting, hvor Leslie siger fra.
- Folk de krammer meget, og det er jeg ikke særlig glad for. Så jeg var nødt til at sige, at jeg ikke har lyst til at kramme, siger Leslie.
I stedet for kram giver Leslie derfor highfive eller håndtryk.
- Det blev modtaget godt. Jeg synes, det er vildt, at folk antager, man skal kramme, når man lige har mødt hinanden. Så jeg blev nødt til at sige, at det bliver en lang dag for mig, hvis jeg skal kramme jer alle sammen, siger Leslie, der i dag tager lettere på livet.
LÆS OGSÅ: Mød deltagerne fra 'Danmarks næste klassiker 2025'
- Det er gået op for mig, at nye ting ikke er så skræmmende, som jeg troede. Jo mere jeg overtænker det, jo værre gør jeg det for mig selv. Jeg er meget stolt af mig selv, og det tror jeg også, min familie er, slutter Leslie.