En læser fortæller: "Skilsmissen smadrede vores venskab"
Jeg havde altid betragtet min svigerinde som min tætteste veninde. Heidi var ganske enkelt den, som jeg fortalte alt. Da mit ægteskab røg ud i en alvorlig krise, måtte jeg dog erkende, at Heidis loyalitet overfor mig, stak knap så dybt, som jeg ellers havde troet. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling
Da jeg i sin tid blev gift med Poul, blev jeg også mere eller mindre gift med hans bror, Jens, og hans kone, Heidi.
Poul og Jens var nemlig tvillinger, de var tæt knyttet til hinanden, og det var derfor fuldstændig utænkeligt for dem, at de kunne bo mere end en kilometer fra hinanden. Oveni det drev de et fælles smedefirma, som de havde overtaget efter deres far.
Heldigvis kom Heidi og jeg godt ud af det fra start, og gennem mange år var hun og Jens da også vores tætteste venner. Det var dem, vi sås med flere gange om ugen, og holdt vi noget, der inkluderede nogle af vores andre venner, var de også altid med. I starten kunne jeg af og til savne, at vi havde et socialt liv, der ikke nødvendigvis altid hang sammen med Jens og Heidi, men som årene gik, satte jeg pris på det. Især Heidi blev en vigtig del af mit liv. Hun og jeg blev fortrolige, sådan som kun tætte veninder kan være det, og vores børn betragtede hinanden mere som søskende end som fætre og kusiner.
Poul og jeg havde været gift i 19 år, da vi røg ud i en krise. Det var mig, der ikke længere var tilfreds med tingene, som de var. Jeg savnede nærvær og fællesskab. Børnene, der nu var 15 og 17, havde travlt med deres eget, og Poul arbejdede lige så meget, som han altid havde gjort. Han mente, ’at vi da havde det godt nok’, men sådan havde jeg det ikke. Jeg følte, at vores liv kørte i ring, og at vi som ægtepar var stivnet i et kedeligt mønster, hvor vi hver dag gjorde det samme og tog hinanden alt for givet.
Det generede mig især, at vi aldrig foretog os noget sammen. Det var jo ikke, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gøre noget på egen hånd. Det kunne jeg sagtens, men jeg savnede bare, at vi oplevede noget og udviklede os sammen.
Poul kunne ikke se problemet. Vi snakkede da, som han sagde. Ja, vi snakkede om vejr og vind, og hvad vi skulle have at spise til aften, men aldrig om noget vigtigt. Dagene gik med arbejde, spise aftensmad og så ellers ind på sofaen og tænde for fjernsynet. Jeg følte, at livet gled forbi mig, uden at jeg brugte mine dage på noget fornuftigt.
Ingen af mine forsøg på at få Poul i tale nyttede. Han forstod det ikke, og jo mere han afviste mine frustrationer, des mere voksede de. Jeg følte mig hverken set eller hørt, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre for at få ham til at tage mig alvorligt.
Det lykkedes da heller ikke, og efter to års kamp for at få vores ægteskab på ret køl, gav jeg op. Jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke kunne slæbe Poul op fra sofadybet, og på det tidspunkt havde jeg givet alt, hvad jeg havde i mig. Jeg kunne ikke mere.
I samme øjeblik det stod klart, at skilsmisse var den eneste udvej, lukkede Jens og Heidi deres dør for mig. Jeg kunne måske til nød forstå Jens. Poul var hans tvilling og kompagnon, og Poul var meget forbitret over, at jeg havde forladt ham. Jens syntes helt sikkert, at han var nødt til at være solidarisk med sin bror. Men Heidi? Vi havde stået hinanden så ufatteligt nær i det meste af vores voksne liv. Behøvede hun at vælge side? Det syntes hun åbenbart, for hun sagde ligeud til mig, at vi ikke kunne være veninder mere, sådan som jeg ’havde opført mig overfor Poul’.
Hun vidste ellers mere end nogen anden, hvor hårdt jeg havde kæmpet for mit ægteskab. Hun havde utallige gange selv bakket mig op i, at jeg skulle sætte Poul stolen for døren og kræve noget mere af ham.
Det sårede mig dybt, at hun pludselig kunne udlægge det stik modsat. Men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Oven i sorgen over at være blevet skilt, måtte jeg også sørge over, at jeg havde mistet min bedste veninde igennem mange år. Det gjorde mindst lige så ondt som skilsmissen.
Men først og fremmest gjorde det mig vred. For ved at udstøde mig fra familien var Heidi med til at sætte min børn i klemme. Det var både tarveligt og unødvendigt. Der var ingen som helst grund til, at hun skulle gøre mig til den store skurk i fortællingen, men ved at gøre det, lagde hun et kæmpe pres på vores børn. Ved at vælge side fortalte hun dem jo, at deres mor var skyld i bruddet, og det tror jeg aldrig, jeg kan tilgive hende for. Til gengæld er jeg stolt over, at mine to børn nægtede at synke ned på det niveau, for i modsætning til Heidi forstod de godt, at det ikke handlede om at holde med den ene fremfor den anden.
Annonse
Poul og jeg kom gradvist på talefod, og i dag er han lykkeligt gift igen. Det under jeg ham, og vi kan sagtens være i stue sammen, når vi har noget at fejre i familien. Heidi ser jeg til gengæld ikke mere. Hun hældte et årelangt venskab ud i kloakken for ingentings skyld. Det var hendes valg, men jeg synes, det var et dumt et af slagsen.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
