2024 lakker mod enden, og
det kræver et samlet overblik over de bedste tv-serier, vi på redaktionen har
set i år. Der er alt fra danske "Bullshit" til Netflix-toplisteren "Baby Raindeer" at finde på listen, og de har alle været omdiskuteret og anbefalet videre rundt
på kontoret.
Du kan jo se, om din
yndlings tv-serie fra 2024 også er at spotte på listen?
Monsters:
The Lyle and Erik Menendez Story
Dette true crime-drama går
helt tæt på brødrene Erik og Lyle Menendez’ historie, der blev dømt for de
brutale mord på deres forældre i Beverly Hills i 1989.
Det er anden sæson i
serien ”Monsters”, hvor skaberne Ryan Murphy og Ian Brennan i første sæson
udfoldede historien om den berygtede seriemorder Jeffrey Dahmer.
De to sæsoners præmierer
er ikke gået stille hen og har foruden streamingrekorder også ført heftig debat
med sig. Debatten har vi også mærket på redaktionen, men en ting er sikkert: Menendez-brødrenes
komplekse historie er vanedannende interessant.
The Perfect Couple
Vores danske
stjerneinstruktør Susanne Beier står bag denne storslåede tv-serie, hvis plot
bygger på et bryllups katastrofe. Inden det overdådige bryllup overhovedet er
gået i gang, ender det i rent kaos, da et lig bliver opdaget få timer før
ceremonien, og alle til festen er mistænkte.
Med et stjernespækket
skuespillerhold er dette drama blevet et hit hos mange – og en helt særlig
dansescene i sidste afsnit har også være et omdiskuteret greb på sociale
medier. Vi elsker både Susanne Beier og serien!
Yellowstone – sæson 5
Vi er nok mange, der har
glædet sig til afslutningen på femte sæson af Yellowstone – og den kom endelig
ud i november 2024. Yellowstone er Paramount Networks moderne Weston-drama
skabt af Taylor Sheridan, hvor man følger familien Dutton, der ejer den største
ranch i Montana og kæmper for at beskytte deres land.
Der har tidligere været
palaver omkring seriens fremtid, da en konflikt mellem serieskaberen Taylor
Sheridan og seriens ubestridte stjerne, Kevin Costner, satte produktionen på pause. Men
vi kan endelig glæde os over, at afslutningen på sæson fem nu ruller over
skærmen.
Samme dag næste år
Af samme navn som både bogen
af David Nichols fra 2009 og filmen fra 2011 er det nye bud på stammen, miniserien
”Samme dag næste år”, virkelig blevet et hit for alle romcom-elskere. Vi følger
Emma og Dexter, der første gang mødes til en fest på Edinburgh Universitet i 1988.
Over 14 afsnit følger vi dem over en tidsperiode på 20 år, hvor vi vender
tilbage til den særlige dag, den 15. juli, og ser, hvordan livet og venskabet
udvikler sig for de to sjælevenner.
Det er uden tvivl en
serie, som har fået mange tårer til at trille blandt os på redaktionen. Der er garanti for både hjertesorger og tårer – og måske også et lille crush på seriens mandlige
hovedrolle, Leo Woodall.
Familier som vores
Den oscarvindende danske
instruktør Thomas Vinterberg står bag årets helt store danske serieudgivelse, "Familier som vores". I dramaserien kan den stigende vandstand ikke længere
ignoreres, og regeringen beslutter, at hele Danmark skal evakueres. På vej ud
af Danmark og ned gennem Europa følger vi en stor dansk familie, som tager
afsked med vores land og alt det, vi kender.
Serien drysser moralske dilemmaer ud over os og sætter tanker i gang om
både klima og kriser. Selvom der er uenighed blandt mange om seriens
eksekvering, er det uden tvivl stadig en hitserie, som er katalysator for mange gode samtaler rundt om i landet.
Ripley
Den psykologiske-thriller
miniserie ”Ripley” er flere steder blevet stemplet som den flotteste tv-serie
længe. Filmen drejer sig om manden Tom Ripley, der bor i New York i 1960’erne
og hyres af en velhavende mand til at begynde et komplekst liv med bedrageri og
mord.
Hele serien
foregår i sort/hvid, og der er ingen tvivl om, at den har vækket kæmpe begejstring
på redaktionen. Med både stor kvalitet og visuelt smukke scener har instruktør
Steve Zaillans fået os helt op at ringe!
The Bear – sæson 3
Kokkehittet ”The Bear” har taget serie-verdenen med storm. Med to kæmpe
anmelderroste sæsoner kom sæson tre endelig ud i år og høstede mindst lige så meget ros.
Jeremy Allen White spiller igen kokken Carmy, der er både temperamentsfuld,
følsom og ikke mindst dygtig. Gennem ti afsnit, der ligesom i de to andre
sæsoner har meget forskellige længder, ser man Carmys restaurant The Bear
springe ud for alvor. Det er også i denne sæson at flere af bipersonerne
vokser rigtigt frem og bliver foldet ud med dybe portrætter. Vi er (endnu
engang) fans!
Bullshit
”Bullshit” er en klassisk
’Bonnie og Clyde’-fortælling om Henning Norbert Knudsen og Pia Soldthved
Larsen - to utilpassede, unge sjæle, som finder sammen i et liv på den forkerte
side af loven. Serien fortæller historien om den første store rockerkrig i
Danmark i 1980’erne, der havde sin oprindelse på Christiania og Amager i
1970’erne. Her forsøger rodløse unge at skabe et fællesskab uden for det
etablerede samfund, som bliver til rockerklubben Bullshit.
En dansk serie, som Molly
Malene Stensgaard, Bo Hr. Hansen og Milad Alami har skabt til perfektion og
baseret på virkelige hændelser. Det er både en rørende og ambitiøs serie, som
har efterladt mange af os på redaktionen med en ny forståelse for landets
første rockerkrig.
Slow horses – sæson 4
Fjerde sæson af det britiske spiondrama byder som sædvanlig på et hold af
MI5-agenter og deres chef, den berygtede Jackson Lamb, der navigerer i
spionverdenen for at forsvare England mod skumle kræfter. Sæsonen
sætter fokus på den gennemgående figur med dårlig dømmekraft, River Cartwright, som folder sig ud i rasende spændende og velspillede scener. Hvis man er lige så vild med ”Slow
horses”, som vi er, så kan man altså glæde sig over, at den femte sæson
allerede er i støbeskeen.
Baby Reindeer
Netflix’s ”Baby Reindeer” fortæller den forskruede, sande historie om skottiske
Richard Gadd’s oplevelse med en stalker. Den hårdt prøvede komiker og bartender
gør en enkelt god gerning for en sårbar kvinde, og det sætter gang i en
kvælende besættelse, der truer deres begges liv. Stalkeren Martha har, ligesom
i den virkelige verden, fået en dom på fire års fængsel for at terrorisere en
hel familie.
Udover at fortællestilen er helt suveræn, fik miniseriens plot alle på
redaktionen til at blive neglebidere – historien er chokerende, rørende og
totalt overbevisende. Og da virkelighedens Martha, Fiona Harvey, dukkede op i flere nationale medier, blev det for alvor spændende.
Bridgerton – sæson 3
Vi kan heller ikke komme
udenom Netflix-hitserien "Bridgerton", som er skabt af Chris Van Dusen og produceret i
samarbejde med Shonda Rhimes. Bridgertons og Featheringtons er tilbage
i sæson 3 af ”The Bridgerton Chronicle”, som byder på både drama, intriger,
1800-tals-kostumer, sladder og jagten på ægteskab, og denne gang er hovedfokus på karakteren Penelope Featherington.
Med overdådige kostumer
er serien enhver kjoleelskers drøm. Og hvis du er til et moderne twist på 1800-tals
britisk drama, så bliver denne serie helt sikkert også et hit hos dig!
Nobody Wants This
I ægte romcom-stil
forelsker en agnostisk sexpodcaster og en nyligt single rabbiner sig i serien ”Nobody
Wants this” af Erin Foster. Men kan deres forhold klare deres vidt forskellige
liv og familier, der blander sig i tide og utide? Modsætninger mødes, og trods lidt
begyndervanskeligheder sejrer forelskelsen.
Selvom det lyder som en
typisk, klichéfyldt romcom, formår denne serie altså at udmærke sig ved både at
være umådeligt underholdende, humoristisk og overbevisende romantisk.