Noblesse oblige er
starten på den første sætning i Caroline Flemings bog ’Caroline’.
Det betyder adel forpligter, og det er et budskab,
der har præget hele hendes liv, fortæller hun til ALT for damerne i uge 50.
Carolines far er den afdøde lensbaron og ejer af
Valdemars Slot, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff. Han levede efter netop det motto,
at pligten går forud for alt – også omsorg for hinanden og kærlige følelser
generationer imellem. Det fungerede som en rettesnor for, hvad man gør og
særligt ikke gør.
Det skabte gnidninger mellem de to, fordi Caroline Fleming
havde drømme, der rakte langt ud over slottets mure.
Hun rejste til udlandet for at arbejde som model, og det
var langt fra den vej, der normalt blev valgt af én med hendes baggrund. I familien
tog man normalt til USA og studerede på universitet.
Men Caroline Fleming tog afsted, dog hele tiden splittet
mellem egne drømme og farens forventninger.
Nåede ikke et farvel
Caroline Flemings far gik bort i 2017 efter et
sygdomsforløb. Da han lå for døden i Tyskland, nåede hun ikke at sige farvel
til ham.
Hun fik et opkald så sent på aftenen, at hun først kunne
nå et fly den næste morgen fra London. Da hun endelig nåede frem, opdagede hun,
at resten af familien havde valgt at slukke respiratoren lige efter midnat
dagen inden.
”Det har været rigtig, rigtig svært, og jeg har været
rigtig, rigtig ked af det. Det er meget svært, når man oplever, at man bliver
fravalgt af nogle årsager, der stadig er ubegribelige for mig,” fortæller hun
og uddyber:
”I sådan en situation må man vente på alle. Det er noget
af det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet.”
Har fundet fred
Forholdet til faren har sat spor i Caroline Fleming, der langt
ind i voksenlivet søgte hans kærlighed og accept. Når hun bliver spurgt i dag,
om hun har fundet fred med den mand, der igennem livet har betydet alt for hende,
så svarer hun ja.
Og freden fandt hun på en særlig måde.
Under en akupunkturbehandling i London, fortalte
behandleren Karen pludselig, at hun kunne mærke, at Carolines far var i rummet.
”Hun siger, at min far er her. Hun fortæller, at han er
meget ked af det, og at han græder som en hjerteknust. Han bliver ved med at
spørge til mig og Nicholas.”
Nicholas er Caroline Flemings yngste søn, som hun har
sammen med fodboldspilleren Nicklas Bendtner.
”Der er måske nogen, der vil tænke, at det er lidt for
hokus pokus, men det gav mening for mig, og det har hjulpet mig med at kunne
have et forhold til min far i himlen,” fortæller hun.
Gennem terapi har hun indset en ting.
”Det gik op for mig, at min fars kærlighed til mig nok
ikke har været anderledes hverken i styrke eller form end min kærlighed til
mine børn, men at det har været svært for ham at vise sin kærlighed på en anden
måde, end han selv har oplevet,” siger hun og beskriver sin farfar, der også
boede på Valdemars Slot, da hun var lille, og det forhold, han havde til hendes
far.
Når hendes far kom hjem på besøg fra kostskolen
Herlufsholm og løb sin far i møde, beskrev han det som at møde en mur af
cement. Ingen åbne arme eller gensynskram.
”I hans opdragelse og der, hvor han kom fra, var der
nogle meget bestemte krav og forventninger, som han også havde til mig, fordi
han selv havde mødt dem. Men jeg tror, at det gik op for ham, da han døde, og
da han kom ind i det rum med Karen, at det havde været en fejltagelse, og jeg
tror, at han var rigtig ked af, at vi ikke talte samme kærlighedssprog. Så jeg
har sluttet fred med, at jeg er overbevist om, at hvis han havde vidst det, da
han levede, så havde han også kunnet det. Og hvis han havde kunnet det, så
havde han også gjort det,” afslutter hun.
Læs hele interviewet med
Caroline Fleming i ALT for damerne, der er på gaden i uge 50. Her fortæller hun
også om juletraditioner, konflikten om Valdemars Slot og forholdet til sin
store kærlighed.