Mie flyttede i en mindre lejlighed: "Det er blevet en sport at klare os med lidt"

Mie Velebilová Sloth Carlsen havde i mange år boet med sin mand, Morten Visbech Madsen, på et kollegie på Christianshavn. De startede med 21 kvadratmeter og opgraderede med årene til 41 kvadratmeter, hvor de nåede at bo med deres to døtre. Da de var færdige med at læse, blev de nødt til at flytte, men kunne også mærke, at det efterhånden var lidt stressende at bo så trangt. Derfor var det naturligt for familien på fire at finde et større sted, men økonomien rakte ikke til noget i København, så det blev et rækkehus i Næstved.

– Morten arbejdede i Næstved, så det gav mening at finde noget der. Min umiddelbare vision for fremtiden var, jeg skulle have lys, luft, stilhed og en græsplane. Jeg ville dyrke økologiske grøntsager i min have og bygge et halmhus. Jeg ville noget, der krævede plads og en god beliggenhed.

Derfor var rækkehuset på 124 kvadratmeter perfekt. Der var en stor stue, et stort badeværelse og en masse plads, børnene kunne boltre sig på. Men alligevel var der noget, der ikke føltes helt rigtigt – særligt for Mie:

– Vi trivedes ikke i området. Vi savnede København, og jeg havde svært ved at falde til. Men jeg begyndte også at tænke over pladsen. Jeg kunne blive helt trist over al den plads, vi havde rundt om eksempelvis vores spisebord. Jeg syntes ikke, det gav mig nogen værdi. Det betød ikke rigtig noget.

Lille bad, stort køkken

Efter blot at have boet i huset i otte måneder begyndte familien at kigge efter et nyt hjem. De ville gerne tilbage til København, men havde kun råd til en treværelses lejlighed. Derfor faldt valget på den 65 kvadratmeter store lejlighed på Vesterbro, som familien nu 10 år senere stadig bor i, og som i mellemtiden er blevet omdannet til en femværelses.

– Vi tænkte, vi ville blive nødt til at bo i lejligheden resten af vores liv, for vi havde ikke råd til andet. Derfor var vi opmærksomme på, at vi skulle finde den rigtige lejlighed, hvor rummene var store nok til, man kunne sætte vægge op. Vi havde prøvet på kollegiet at bruge skillevægge. Det krævede ikke meget plads. Et soveværelse kræver jo bare en seng med en vis bredde. Men vi ville gerne have et stort køkken, hvor man kunne åbne opvaskemaskinen og gå rundt om den.

– Når man ikke har uanede ressourcer, må man prioritere. Man træffer valg og fravalg. Soveværelset blev mindre, kontoret blev presset ind, og vi fravalgte et stort badeværelse, men tilvalgte et funktionelt køkken. Men med tiden er det også blevet lidt en sport for os at klare os med lidt. Det, vi synes er et problem, løser vi, men det, der handler om komfort, som at man skal tørre op efter sig selv, når man har været i bad, fordi de 0,8 kvadratmeter både udgør toilet og bad, gør vi ikke noget ved.

Selvom pladsen er blevet mere trang, end da familien boede i rækkehuset, mener Mie, at de færre kvadratmeter har gjort livet mere simpelt.

– Efter vi flyttede ind, er vi blevet mere og mere optaget af, hvilke muligheder der ligger i ikke at have meget plads. Hvis man lider en lille smule af shoppetrang som mig, er det fedt at have en begrænsning og vide, der ikke er plads. Det er ligesom at sætte lås på slikskabet, når man er på slankekur. Men det betyder også, at vi har et mindre forbrug og tænker mere over, hvad vi foretager os. Vi kan alle sidde i sofaen og ved spisebordet, vi har ikke brug for så meget mere. Resten er overflødigt, nips.

– Der er en enkelhed i vores liv. Og vores store datter mener også, at det har givet os et mere nært forhold på det menneskelige plan, at vi bor så tæt. Det er en udvikling, man er i, og en lettelse ikke at have så mange genstande.