Barnedåb - opskrifter på dåbskjoler, pynt og dåbskager
Barnedåben er en stor dag uanset, om I er troende eller døber jeres barn i traditionens ånd – det er nemlig også den allerførste rigtige fejring og fest for at markere jeres babys ankomst.
Her på siden finder du alt, hvad du skal vide om barnedåb – lige fra tips til dåbsinvitationer til opskrifter på hjemmelavede dåbskjoler. Fra inspiration til dåbskager til overblikket over traditioner og ritualer ved dåben.
God læselyst og god barnedåb!
Hvad betyder dåben?
Barnedåben er det ritual i kristendommen, der indlemmer dåbsbarnet i den kristne tro. De tre håndfulde vand, præsten lader løbe over barnets hoved "i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn", symboliserer, at synderne vaskes væk, så barnet kommer rent ind i de kristne rækker. Samtidig symboliserer vandet også fødsel og liv, da barnet i dåbsgerningen fødes på ny – nu som guds barn.
I praksis i det moderne Danmark har dåben dog mange og andre betydninger også. De fleste dyrker nok mest dåben som en smuk tradition, et rituelt holdepunkt og et kulturelt samlingspunkt i vores liv, hvor kærligheden til barnet er den bærende drivkræft, og ikke længere kærligheden til Kristus. Og så er barnedåben dagen, hvor barnet officielt får sit navn.
Læs mere om dåbens betydning her.
Dåbskjolen – hvorfor har drenge kjole på?
Otte ud af ti dåbsbørn døbes i en hvid, lang dåbskjole. Men hvorfor er det nu lige, vi har tradition for at iklæde vores drenge- såvel som pigebørn i de lange, romantiske, ofte blondebesatte rober ved dåben? Den lange dåbskjole er faktisk levn fra 1600-tallet, hvor barnet fik dyppet hele sin krop i dåbsvandet og derefter havde brug for et praktisk omsvøb til at holde sig varmt.
Siden blev dåbsklæderne til en såkaldt kristenpose, som var lukket i bunden, men som velstand vandt indpas, blev dåbstøjet både længere og åbent i bunden – og vær' så artig: Dåbskjolen som vi kender den!
I rigtig mange familier går fine, gamle dåbskjoler i arv, hvor generationer efter generationers navne står broderet på. Men hvis ikke din familie ligger inde med sådan en sag, så fat mod. Du kan nemlig lave en smuk, hjemmelavet dåbskjole selv, hvis du er ferm med strikkepinde eller hæklenål – eller kender nogen, som er det. Leder du efter en opskrift på en dåbskjole, finde du en her og her.
Traditioner og overtro
Der er flere mere eller mindre kendte traditioner forbundet med dåben. En af dem er, at barnet skal tage en lur i dåbskjolen. Nogle mener, at det giver barnet et langt og lykkeligt liv, andre at det giver et mere roligt barn. Nogle steder kan man også fortsat høre det omtalt, at det bringer barnet held, hvis det når at tisse en tår mens dåbskjolen stadig er på. Det er også en gammel skik med at binde en lille pose med brød, salt og en mønt under dåbskjolen. Ifølge overtroen betyder det nemlig, at barnet aldrig vil lide hverken hunger, økonomisk knaphed, eller møde onde ånder.
Invitationer til barnedåb
Uanset om du er kreativt anlagt eller nærmere har 10 tommelfingre, så vil de fleste forældre (okay, måske mest mødre) gerne lave nogle fine, lidt håndlavede dåbsinvitationer. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser, og så måske lige en baby, som gerne skal samarbejde ved at tage lur, så mor kan sysle med billeder, håndaftryk af den lille, pap, limstifter, saks, klistermærker, dymo-maskine eller måske endda akvarelmaling eller blomsterpresning. Der er massevis af inspiration at hente både på Instagram og Pinterest, eller lige her, hvis du drømmer om kreative, unikke invitationer til barnedåben.
Før du kommer så vidt som til det sjove invitationsarbejde, skal I dog finde ud af, hvem der skal med. Hvor mange gæster kan I have med til dåbsfesten, og hvem skal med? Hele familien, eller et udsnit? Er det vigtigt for jer at have jeres venner med? Og hvad er jeres budget for barnedåben? Det typiske antal dåbsgæster er 35, ifølge Kristendom.dk.
– Og når nu vi er ved dåbsgæster, så er her en række forslag til ønsker eller dåbsgaver, hvis man er gæst.
Pynt til barnedåb
Alt fra bordkort, servietter og service til pynt i form af eksempelvis balloner, vimpler, guirlander og blomster er med til at sætte scenen og stemningen for jeres guldklumps dåbsfest. Heldigvis er der ingen, der siger, det hverken behøver at koste spidsen af en jetjager eller kræver et sæt overdrevet kreative forældre at skabe nogle virkelig fine rammer for jeres barns barnedåb. Se bare disse nuttede idéer til pynt og bordkort.
Mad til barnedåb
Hvad serverer man til barnedåb? Maden er ikke mindre væsentlig for fornemmelsen af den dejlige dag, I ønsker jer. De fleste laver i dag en buffet af en art. Enten kan I kokkerere selv, indhente hjælp fra familien, eller I kan bestille catering i mange forskellige prislejer. Før i tiden var det klassisk suppe, steg og is, den mest populære, men nu er det alt fra brunchbuffet, mexicansk buffet til koldt bord, der hitter.
Kage til barnedåb
Dåbskagen er for mange finalen på en veloverstået dåbsdag. For nogle betyder det en flerlags kage med mousser, fondant og finesse. For andre betyder det sommersøde jordbærtærter. Nogle ynder at skrive navn og dåbsdato på kagen, mens andre ikke gør. Det vigtige er egentligt, at I selv synes, det er god kage til formålet og den type fest, I nu engang holder. Her på siden finder du blandt andet 4 skønne kager til barnedåb.
Regler forbundet med ritualet
Hvornår skal man holde dåb og hvorfor er der overhovedet regler om det? Der findes strengt taget ikke regler for, hvornår man skal holde barnedåb, men der er til gengæld en regel, der hedder, at barnet skal være navngivet inden det er seks måneder gammelt. Bliver barnet ikke navngivet inden da, får det morens efternavn, og forældrene kan straffes med bøder.
Myten om, at barnet herefter bliver tvangsnavngivet Margrethe eller Christian til fornavn efter den seneste regent, lever stadig i bedste velgående, men det ér altså bare en myte. Der findes ingen dokumentation for systematisk tvangsnavngivning af børn i Danmark.
Kilder: ALT.dk, Kristendom.dk, Ast.dk, Fyens.dk, Folkekirken.dk
På ALT.dk kan du finde mange flere artikler om blandt andet babynavne, bryllup og barsel fra Vores Børn, ALT for damerne, Eurowoman, Fit Living, Hendes Verden og Hjemmet.