Dåb: Vi har brug for ritualer

Kirkeklokkerne ringer, Dannebrog er strøget til vejrs, orglet spiller, og præsten står klar i sit middelalderoutfit. Sådan foregår det stadig, når to ud af tre babyer skal have et navn.

Umiddelbart virker det af mange, men tallet falder støt – i 1990 var det for eksempel otte ud af ti babyer, som blev døbt i folkekirken.

Sammenligner man med besøgstallet i kirken om søndagen, må dåben dog alligevel siges at være et af kirkens mest populære tilbud.

Men hvorfor vælger så relativt mange stadig at lade deres barn døbe?

Behov for milepæle

Religion er ikke forklaringen for Anne Glad, livsstilsekspert og kreativ direktør i reklamebureauet Envision. Ifølge hende er det helt andre årsager, der får forældre i 2015 til at vælge et oldgammelt ritual.

– Religionen er ikke længere det væsentligste, men derimod det at skabe orden i tilværelsen, siger hun og uddyber:

– Årsagen til, at så mange holder fast i både medlemskabet af folkekirken og dyrker ritualer som dåben, er, at selv om vi som mennesker har forkastet de store religiøse fortællinger, så har vi stadig et kolossalt behov for ritualer. For at skabe milepæle og holdepunkter i tilværelsen.

– Det moderne menneskes liv bliver mere og mere glidende og formløst. Du møder ikke længere ret mange, som bliver boende det samme sted, har det samme arbejde og lever på samme måde livet igennem. Faktisk er der ikke mange ritualer tilbage i den moderne tilværelse, fordi rigtig mange ritualer knytter sig til religionen.

Når glæden er født

Ifølge sognepræst Finn Christian Andersen fra Farum Sogn er det da også kærlighed til barnet – ikke nødvendigvis religionen – der får så mange forældre til at henvende sig på kirkekontoret for at indskrive deres barn til dåb. Det har han det helt fint med.

– De fleste begrunder deres ønske om at få barnet døbt med traditioner

– og et ønske om at venner og familie skal være med til at fejre barnet. Men det er også et spørgsmål om omsorg, tænker jeg. Når du får et lille barn, fødes der både en enorm glæde, en grænseløs omsorg og samtidig både angst og bekymring for, om du nu også kan klare forældreopgaven.

Ifølge præsten er det her, vi tyr til kirken, fordi den repræsenterer noget, der er større end os selv – uanset om vi er troende eller ej.

– Forældrene har en kærlighed til deres barn, og den giver de barnet gennem dåben. For det er i virkeligheden en kærlighedserklæring at lade sit barn døbe, tilføjer han og minder om, hvordan Jesus i Markusevangeliet siger: ‘Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, for Guds rige er deres.’

Som sognepræst glæder Finn Christian Andersen sig over, at kærlighed og traditioner kan få så mange til at lade deres barn døbe. For så håber han, at de bliver lidt nysgerrige på den religiøse årsag til dåben.

– Jeg synes, det er vanvittig lykkeligt, at vi har traditionerne at læne os op ad. Hvis ikke Jesus havde indstiftet dåben, havde vi selv gjort det på et tidspunkt. For det er traditioner og ritualer, der får os til at gøre vigtige ting, som vi slet ikke kender betydningen af. Når vi så alligevel går ind i sådan en tradition, begynder vi at forstå, hvad den handler om.

Gæsterne er barnets netværk

Traditioner eller ej; de fleste forældre har lyst til at fejre, at deres lille barn er kommet til verden. Men dåbsfesten anno 2015 har dog udviklet sig i forhold til tidligere tider – hvad angår både form og gæsteliste.

Ifølge Anne Glad slår mange sig nemlig løs og er kreative ved både at finde på nye familietraditioner og genopdage gamle. Og så spiller forældrenes venner i dag en vigtig rolle.

– Det handler jo blandt andet om at samle familien, få noget godt at spise og lave en dag, vi alle sammen kan huske. Men samtidig er dåbsfesten en slags bekræftelse af det lille barns netværk, og her spiller vennerne en større og større rolle, fortæller hun.

Finn Christian Andersen har også bemærket, at forældrenes venner i højere og højere grad bliver inddraget som barnets nærmeste.

– I dag oplever vi tit, at fadderne er nogle af forældrenes venner. Tidligere var det ofte sådan, at man skrabede stamtræet for at finde faddere til barnet.

Men sådan er det altså ikke længere, og på samme måde er selve festen ikke nødvendigvis en kopi af forældrenes egne dåbsfester.

Nyt liv til gamle traditioner

– Dåbshuen er for eksempel in igen. I gamle kirkebogsfortegnelser kan man se, at der for flere hundrede år siden, ud over fadderne og gudmor, var en huemor. Hendes opgave gik ud på at sørge for, at barnets dåbshue blev på hovedet under hele ceremonien og først blev taget af, lige da præsten skulle øse vand på barnets hoved. Straks efter velsignelsen skyndte huemor sig at sætte huen tilbage på hovedet – måske for at alt det guddommelige ikke fordampede, før det kunne nå at sætte sig fast, fortæller Finn Christian Andersen.

Den historie bringer smilet frem hos livstilsekspert Anne Glad.

– Folk høster anerkendelse ved deres viden om gamle ritualer, for med en mærkedag er det sådan, at jo mere, man kan fylde på ritualet af detaljer og spidsfindigheder, des bedre er det, siger hun.

– Nogle familier putter også nye ritualer og traditioner ind og genfortolker dåbens betydning. For med fejringen af dåben skaber vi vores egen – og barnets – særlige fortælling. Det kan være særlige dåbsgaver, mellemnavne eller en dåbskjole, der går igen i familien, fortæller Anne Glad.

Selv har hun deltaget i en navnefest for et gudbarn, hvor hun blev udnævnt til én af tre Gandalf’er, der hver især repræsenterede en egenskab, der var god for det lille menneske at have i sit netværk: kærlighed, visdom og mod.

Dermed bakker hun op om Finn Christian Andersens teori om, at vi selv ville have opfundet dåben, hvis den ikke fandtes.

Så krydsforhører du for eksempel din svigermor om dåbstraditioner og ritualer i hendes familie, gør du det af samme grund som tusinder af andre forældre: Fordi du elsker dit barn, og det skal markeres.