Farnaz og Lars´ lykketræf: Kærlighed ved første luksuskilo

Lars og Farnaz Elbæks kærlighedshistorie begyndte på elitedating og har siden udviklet sig til et stærkt partnerskab – både i livet og i deres succesfulde mæglerfirma.

logo herognu HER&NU HN

Liebhavermæglerne Lars Elbæk og Farnaz Elbæk og deres ekstraordinære arbejds- og privatliv kan lige nu opleves i ”Elbæks – mæglere for millioner” på TV3 og Viaplay. Et ærligt program, som parret selv havde ønsket, at det skulle være.

– Det var vigtigt, at det var hele os og ikke kun en del af os, der blev vist. Man skal ikke kun forestille sig, vi kører dyre biler og bor på Strandvejen, vi er også meget lidt glamourøse i hverdagen, fortæller parret, da HER&NU besøger dem i Klampenborg i den liebhaverbolig, de flyttede ind i for fire år siden.

Parret har været sammen siden 2012 og har begge børn fra tidligere. Farnaz har Conrad på 15 år, mens Lars har Anna på 16 og Ida på 17.

– Vi mødte hinanden 2. august 2012 på elitedating. Jeg var lige blevet skilt, og Lars var lige blevet skilt. Det der med at skulle i byen og score, det var slet ikke min tanke. Jeg har et barn, og jeg ville gerne noget seriøst. Så jeg købte et månedsabonnement og gik all in med tre billeder og en retfærdig og ærlig tekst, og i løbet af få uger dukkede Lars op. Så trykkede jeg på ham, og han trykkede på mig. Så mødtes vi dagen efter og har været sammen siden, siger Farnaz og smiler til sin mand.

– Jeg havde fået det anbefalet af en medarbejder. Han havde selv fundet kærligheden der, og det skulle jeg da prøve. Så kunne man så oprette en profil gratis i to dage, så det gjorde jeg. Så var Farnaz der, og så var den hjemme, fortæller Lars glad.

LÆS OGSÅ: Susanne Georgis barske barndom: Blev misbrugt

Artiklen fortsætter under billedet...

Parrets tre sammenbragte børn har ikke fået lov til at medvirke i den nye serie. – De er stadig for unge til at forstå konsekvenserne af at være offentlige personer, fortæller parret.

Lars og Farnaz mødtes på elitedating, må være skæbnen.

– Hvis ikke det var lykkedes der, var det ikke lykkedes. Jeg er sindssygt bange for abonnementer. Jeg går meget ind for, at man skal holde sine faste omkostninger nede, for det handler ikke om, hvor meget man tjener, det handler om følelsen af at have nok. Hvis man har alle mulige udgifter på abonnementer, der bare står og kører, så er der ikke noget tilbage til sidst. Så jeg ville aldrig tegne et abonnement. Så hvis ikke der havde været noget de to dage, så var jeg hoppet over på noget andet, griner Lars.

LÆS OGSÅ: Janni så Karsten for første gang: Jeg fik ondt i hjertet

Artiklen fortsætter under billederne...

Lars har tidligere været aktuel i tv-programmerne ”Jaget Vildt” og ”Fra 1-værelses til strandvejsvilla”, mens både han og Farnaz har deltaget i ”Vandkant til salg”.
– Jeg var glad for biler og blev udlært automekaniker, men var bedre til bilsalg. Jeg fik mit første CVR-nummer, da jeg blev 18 år, fortæller Lars, der senere tog uddannelsen som ejendomsmægler, da der var bedre fortjeneste i ejendomme end i biler.
Inden Lars og Farnaz startede firmaet ”ELBÆKS” var Farnaz fundraiser i 12 år og hun er uddannet indkøber.

Inaktivt match

Farnaz husker klart, hvad hun faldt for.

– Han havde skrevet, han havde fem ekstra luksuskilo på maven, og alle de andre skrev om den ene Ironman efter den anden, og det matchede bare på ingen måde mig, for jeg er meget inaktiv. Det var ekstremt dejligt, at der var en livsnyder, der havde lyst til at nyde livet på anden vis end med træning. Den inaktive livsstil, den matchede sindssygt godt, og den matcher stadig rigtig godt. Jeg kender ingen, der kan ligge i sengen en hel dag, som vi kan, hvis vi ikke skal noget. Selv det desværre sker alt for sjældent.

I 2018 startede parret mæglerfirmaet ELBÆKS, der specialiserer sig i liebhaverboliger primært i Nordsjælland, og firmaet blev på kort tid en succes. Det var dog ikke givet, at Lars og Farnaz skulle få de midler, de har i dag, da begge er opvokset i arbejderklassehjem.

– Vi kommer absolut ikke selv fra liebhaveri. Men vi er begge vokset op i hjem, hvor nogen har gjort sig umage, fortæller Farnaz og uddyber: 

– Jeg er født i Iran og kom til Danmark i 1986, da jeg var seks år gammel, med min mor, far og to søstre. Jeg kommer fra en iværksætterfamilie generelt. Min far havde været her kort tid, da han åbnede Aladdins Hule med lamper, tæpper og så videre fra østen. Kort tid efter åbnede han en tæppeforretning, hvor han handlede med persiske tæpper, så åbnede han en videobutik og så bland selv-slik. Min mor åbnede sin egen frisørsalon.

Lars er opvokset i Frederiksværk. 

– I et klassisk arbejderhjem med fagforening og fællestaler i stuen med store politiske budskaber. Jeg er opvokset med, at det er vigtigt med en uddannelse, og hvis man starter på noget, gør man det færdigt. Min far havde, før jeg blev født, en vognmandsforretning med fire taxaer. Derefter kørte han rutebil i området, og min mor gik hjemme og var invalidepensionist med gigt, fortæller Lars, der selv blev ejendomsmægler i 1998

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.