Marian og Mikkel Beha jubler: Dobbelt lykke

Mens nye afsnit optages i Oceanien, glæder Marian og Mikkel Beha sig også over den store familielykke, de oplever netop nu.

logo herognu HER&NU HN

Lige inden Mikkel Beha Erichsen, 58, og Marian Midé Andersen, 64, rejste afsted for at lave en ny omgang ”Vores jord – kurs mod nye eventyr”, kunne de byde et nyt barnebarn velkommen. 

I marts blev Emil Midé Erichsen og hans hustru Louise forældre til endnu en søn, som Emil kækt kalder ”Made in Caribbean”.

Den lille ny er altså undfanget sidste sommer under familiens togt med Havana i Caribien.

Emil og Louise har fået endnu en søn.

Parret har i forvejen seksårige Hugo og Rumle på tre år.

– Det føles bare naturligt at udvide flokken med én til, og det er fuldstændig, som jeg kender det fra min egen opvækst, hvor vi også har været tre brødre, fortæller Emil til Billed-Bladet.

Med Emil og Louises baby er Mikkel og Marians flok af børnebørn oppe på fem. Deres ældste søn, Theis, 31, har Nis på fire år og Rita på to med kæresten Ida.

Den yngste søn, Alfred, 25, afslørede forleden, at han har forlovet sig med Madeleine Holbek Boldsen, 25, som han har været kæreste med i seks år.

– Så blev vi sgu forlovet, på toppen af en lille ø i Fiji, fortalte han glædesstrålende på Instagram.

Alfred har været nede på knæ og er nu forlovet med Madeleine.

Opholdet i Fiji er en del af en større rundrejse i Oceanien, der er temaet for næste sæson af ”Vores jord – kurs mod nye eventyr”.

Her skal Mikkel og Marian også udforske mennesker og natur i New Zealand og Australien sammen med de nyforlovede.

Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.