Uro på slottet: Stadil afslører mystiske hændelser på Harridslevgaard Slot
Samtlige gæster og en ansat på Harridslevgaard Slot, der nu ejes af Christian Stadil, beretter om uforklarlige, okkulte og hårrejsende oplevelser på det 800 år gamle slot på Fyn.
Ved hans fars 80-års fødselsdag var der flere, der bagefter fortalte om deres oplevelser, men især en af milliardærens nærmeste medarbejdere, Stine, har bemærket dem.
Det skete blandt andet en morgen, hvor hun var alene i køkkenet på det 800 år gamle slot.
– Hun hørte, at det puslede ude på gangen, hvor hun sagde, ”Bare kom ind. Jeg sidder og arbejder”. Men de blev ved med at tale derude. To kvinder og en mand. Og da hun åbnede døren, var der ingen. Hun havde bestemt også hørt fodtrin. Senere hørte hun også nogen køre på gårdspladsen. Hun tænkte, det var dem, hun skulle holde møde med. Men da hun kiggede ud, var der ingen, fortalte Stadil ved premieren på horrorfilmen ”Companion” i MovieHouse i Hellerup.
Harridslevgaard Slot på Fyn, der har stået i 800 år, er ikke kun en historisk bygning, men et sted med dramatiske og blodige begivenheder. En af de mest tragiske episoder er en ophedet familiefejde, der involverede selveste Christian IV, og som endte med, at en uskyldig kvinde blev brutalt henrettet. Slottet gemmer også på fortællinger om en frygtet ridefoged, hvis grusomme handlinger både skræmte folk i levende live og satte uhyggelige spor efter hans død.Foto: Peter Hauerbach
Dog har han selv til gode at hilse på dem.
– Jeg er den eneste, der har sovet der en nat helt alene, og jeg har ikke oplevet noget. Men man siger, det er Danmarks mest hjemsøgte slot, og der skulle være syv spøgelser.