Stéphanie Surrugue er kærester med sin kollega: Det er frygteligt usundt

Parret kan slet ikke lade være med at tage arbejdet med ind i privaten.

logo herognu HER&NU HN

Stéphanie Surrugue er én af DR's mest garvede værter og korrespondenter, og i dag havde hun ligesom mange andre danskere taget turen til DR-byen, hvor der var åbent hus i forbindelse med tv-stationens 100 års fødselsdag.

Med sig havde hun dog ikke sin kæreste, Lasse Engelbrecht, der også er journalist hos DR. Men de to får da også tilbragt rigelig tid sammen. Efter at have været kollegaer i mange år, laver de for tiden podcasten "Stjerner og striber" sammen.

Til HER&NU kan Surrugue dog fortælle, at parret har meget svært ved at holde arbejdet og privatlivet adskilt.

- Vi har ikke noget, der minder om work-life-balance overhovedet. Det er frygteligt usundt. Vi taler meget om amerikansk politik og arbejde derhjemme. Jeg er sikker på, at kloge mennesker ville mene, at det er frygteligt usundt, men vi har bare altid arbejdet sammen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Her er Stéphanie Surrugue og Lasse Engelbrecht til premiere på "The Apprentice", 2024.

Parret stod første gang frem som kærester i starten af 2023, efter de havde dannet par i et års tid. Forinden havde de arbejdet sammen i syv år, før amors pil ramte dem begge.

- Vi har været kollegaer, så blev vi kammeratlige kollegaer, og så blev vi kærester. Det ville være super underligt, hvis vi som kærester gik ind og sagde, nu må vi ikke gøre det, vi altid har gjort, som nemlig er at snakke om arbejde og politik. Så det gør vi altså, lyder det med et grin fra den 48-årige DR-kendis.

Parret bor endnu ikke sammen, selvom der dog ikke er langt at flyve mellem de to turtelduer. Surrugue bor alene i København K, mens Engelbrecht bor med sine to sønner på 14 år på Vesterbro.