Birgitte troede, hendes ægteskab var slut – men en uventet mulighed gav ny gnist til forholdet

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Birgitte opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Der blev så tomt i huset, da vores to piger med kun tre måneders mellemrum flyttede hjemmefra. 

De havde fyldt næsten alt i de to årtier, vi havde haft dem. 

Helles far tog livet af hendes mor – da kisten lukkede, talte de ikke mere om hende

Da Helle Thorngaard Jessen var 14 år gammel, slog hendes far hendes mor ihjel. Tiden, der fulgte, var præget af fortielse og skam, og først 25 år senere fik hun hul på traumet. I dag har Helle et nyt liv – og hjælper andre med svære tabuer i bagagen.

I de sene teenageår havde de jo selvfølgelig ikke siddet lårene af deres far og mig, men deres evindelige flyven ind og ud ad dørene, ofte med veninder og sommetider kærester på slæb, havde stadig skabt liv og glade dage i huset. 

Nu var her bare virkelig tomt og stille. 

Det var en svær omvæltning for Tom og mig. Det var, som om vi pludselig kom til at stå nøgne overfor hinanden og skulle til at genopfinde alt helt forfra. Jeg følte det mest af alt, som om jeg ikke kendte den mand, jeg havde delt bord og seng med i snart 24 år, for jeg kunne ikke huske, hvordan det var at være os. 

Os to, altså uden børn. 

Vi talte ikke rigtig om det, men jeg syntes, jeg kunne fornemme på Tom, at han havde det nogenlunde på samme måde. Det virkede, som om han heller ikke kunne finde melodien. Vi var jævnt hen begge to i dårligt humør, og der skulle ikke meget til, før vi begyndte at småhakke på hinanden. 

I starten tillagde jeg den dårlige stemning i huset savnet af pigerne, men efterhånden som tiden gik, uden at tingene blev bedre, måtte jeg stille mig selv det spørgsmål, om vi måske var nået til vejs ende? 

Var forholdet imellem os dødt? Var det i virkeligheden en skilsmisse, der stod og ventede forude? 

Jeg havde ikke lyst til at tænke tanken. Jeg var tæt på de 30, da vi mødtes i sin tid, så jeg havde selvfølgelig haft andre kærester før Tom. Derfor vidste jeg også, at han var mit livs kærlighed. Jeg havde aldrig elsket nogen som ham, og jeg ville sikkert heller ikke komme til det, hvis vi gik fra hinanden. 

Her, hvor jeg stod nu, havde jeg bare uendelig svært ved at finde tilbage til kærligheden. Det var, som om den gennem årene var druknet i børnefamiliens hverdagstravlhed og alt det, der fulgte med. 

Noget andet var, at vi så ud til at have forskellige ønsker for fremtiden. 

Jeg følte, at Tom var gået i stå, for han orkede ikke så meget andet end at passe sit arbejde, ordne lidt forskelligt i og omkring huset, når han havde fri, og så ellers se fjernsyn. Jeg ville gerne have mere gang i den. Opleve noget, der kunne få pulsen lidt op. 

Vi var kun midt i 50’erne, og for mit vedkommende var det i hvert fald for tidligt til at sætte sig ned og bare lade stå til. 

Før, vi fik børnene, havde Tom og jeg rejst meget. Vi havde ikke så mange penge dengang, så vi pakkede bare bilen, smed et telt ind i bagagerummet og tog på eventyr. 

Det havde været nogle virkelig dejlige ferier med en masse gode oplevelser, når vi kørte ned gennem Europa, over til England eller op gennem Norge og Sverige. Den måde at rejse på var blevet afløst af nogle kedeligere charterrejser, da Sofie og Emma kom til, simpelthen fordi, det var det nemmeste. 

Camillas ADHD gav udfordringer, men én ændring i familielivet gjorde forskellen

Som voksen blev Camilla Folkman diagnosticeret med ADHD, og det satte mange tanker i gang om hendes turbulente ungdom. Men diagnosen har også givet hende egenskaber, der har drevet hende langt, og i dag har hun fundet en særlig måde at leve med den.

Men nu, hvor de var flyttet, føltes det, som om vi i alle de mellemliggende år havde glemt os selv, og ikke længere kunne finde tilbage til alt det, der skulle holde os sammen som par. Og nu stod vi så her. 

Jeg anede ikke, hvordan vi skulle komme videre. 

Et lille års tid efter, at vi var blevet alene på slottet, døde min kære mor. Jeg var enebarn, og dermed også enearving. Tom og jeg havde i mellemtiden fået det en anelse bedre. Vi skændtes i hvert fald ikke over småting længere, men der var stadig denne afstand og mærkelige følelse af fremmedhed imellem os. 

Derfor havde jeg heller ikke sluppet tanken om skilsmisse helt. 

Tanken om at flytte over i min mors lille bungalow begyndte derfor at spøge. Bare for en periode, tænkte jeg, og kun for at mærke, hvordan det føltes. 

Både praktisk og økonomisk kunne det sagtens lade sig gøre. Huset lå et kvarter på cykel fra vores nuværende hjem og var for længst betalt ud. Det ville selvfølgelig koste noget at køre med to husholdninger i stedet for én, men det kunne vi godt klare, eftersom vi jo ikke længere skulle forsørge vores piger.

Idéen bed sig mere og mere fast, og på et tidspunkt var jeg nødt til at sige det højt. 

Da det første chok havde lagt sig hos Tom, slog det heldigvis omsider hul på en dybere samtale om, hvem vi var, og hvad vi ville med resten af vores liv. Det var en kolossal befrielse og efter en masse snak frem og tilbage, blev vi enige om at prøve det. 

Foreløbig i en tre-måneders periode. Vi ville stadig være gift og stadig ses, men vi var enige om, at det kunne være godt med lidt luft. Det havde vi begge to brug for, og vi håbede også, at det i sidste ende kunne redde vores ægteskab. 

I starten var det vildt underligt ikke at bo sammen med Tom. Faktisk også lidt skræmmende. Bare det at komme hjem til et tomt hus hver dag og vide, at der kun skete det, jeg selv satte i gang. 

Kun at skulle lave mad til mig selv, at spise alene, fylde stilheden ud helt alene … der var meget, jeg havde romantiseret i min forestilling om, hvordan det ville blive at bo for mig selv, for let var det bestemt ikke. 

Louises vrede mor skabte splid: "Hun forbød os at tale om vores far"

Det var et chok for alle, da min far forlod min mor for en anden kvinde. Jeg forstod derfor godt, at min mor var både bitter og vred. Jeg håbede dog, at hun med tiden ville komme videre. Det skete ikke, og til sidst fik min søster og jeg nok.

Hen ad vejen begyndte jeg så alligevel at føle mig godt tilpas i min nye situation. 

Tom og jeg fandt efterhånden også en rytme, hvor vi sås både tre og fire gange om ugen, sommetider endda fem. Nogle gange var det bare til en gang aftensmad, andre gange til en overnatning, så det var bestemt ikke fordi, vi droppede hinanden. Men hvor samværet før havde været en ’tvang’, eller i hvert fald en selvfølgelighed, var det nu et aktivt valg, vi tog, hver gang vi sås. 

Det lå der en enorm frihed i, og det ændrede alt. Vi begyndte at tale om ting, som vi ikke havde talt om i mange år. 

Politik, bøger, drømme, følelser, tanker … jamen, alt muligt mellem himmel og jord. Vi fik også vores sexliv igen. Det havde ellers skrantet længe, så jeg havde næsten glemt, hvor dejlig, Tom var. 

Det var i sig selv en fantastisk gave at få oven i alle de andre, og det bragte os endnu tættere sammen.

Når jeg ikke var sammen med Tom, begyndte at jeg spille klaver igen. 

Min mor havde været en dygtig pianist, og jeg selv nogenlunde hæderlig i mine unge dage, indtil jeg kom fra det og ikke spillede i mange år. Klaveret stod stadig i stuen, så det var bare at kaste sig over det. 

Jeg begyndte også at se mere til mine veninder, både dem, der var gift, og dem, der var singler. Vi gik i biografen, spiste gode middage hos hinanden, tog på små udflugter. Det frirum, jeg pludselig havde fået, gav mig en masse overskud. 

Jeg blev gladere, end jeg havde været længe.

Tom trivedes også. 

I starten brugte han sit frirum til at se al den sport i fjernsynet, han ville, og han sagde, at han nød at kunne gøre det uden at have en sur kone til at gå knurrende rundt i baggrunden. Der gik dog ikke særlig lang tid, før han indså, at han ikke kunne nøjes med at sidde i sofaen, og uden mig ved roret blev han selv tvunget til at sætte ting i gang, hvis der skulle ske noget i hans liv. 

Ib Michaels blodprop satte deres kærlighed på prøve: "Jeg havde mistet ham, jeg elskede"

Forfatter Ib Michael og direktør Hanne Danielsen har efter hans blodprop skullet finde hinanden igen og en ny måde at organisere hverdagen på, men deres kærlighed er stadig stærk og fuld af eventyr.

Han begyndte at spille badminton og fandt ad den vej ind i et mandefællesskab, der hurtigt kom til at betyde rigtig meget for ham. 

Han fik især et tæt kammeratskab med en, der hed Anders. Jeg glemmer aldrig første gang, jeg inviterede ham til middag, hvor han sagde nej, fordi han ’havde en aftale med Anders’. 

Ironisk nok blev jeg en smule såret, ja, jeg mærkede måske endda en snert af jalousi. Det var jo helt åndssvagt, det vidste jeg godt, og heldigvis kunne jeg også grine af mig selv. 

Men det fine ved at have mærket det lille niv i mellemgulvet var, at jeg samtidig mærkede, hvor meget Tom stadig betød for mig. Han var og blev en vigtig person i mit liv. 

Vi nærmede os de tre måneder, vi havde sat som prøvetid, da Tom en dag kom og inviterede mig på weekendtur til Paris. Jeg sagde selvfølgelig ja tak, men det, der skete i Paris, kom totalt bag på mig. 

Vi sad på en fortovscafé og nød den lune aften efter en bedre middag, da Tom tog min hånd. Han startede med at fortælle mig, at han elskede mig, og at han håbede, vi blev sammen til døden os skilte. 

"Men jeg synes, vi skal blive ved med at bo hver for sig," sagde han så. 

Jeg blev overvældet af nogle blandede følelser. Først blev jeg såret, nok mest fordi, det var ham, der havde sagt det først. Men derefter blev jeg ramt af en kæmpe respekt. 

Min mand klappede ikke bare hælene sammen og gjorde, hvad jeg fandt bedst. Han havde taget stilling til sit liv og havde også modet til at sige, hvad han ville. Det elskede jeg ham for. 

Men jeg forstod jo også, at han ikke ville mig for enhver pris. Han ville ikke tilbage til det udgangspunkt, hvor vi blev en selvfølgelighed for hinanden.

Rikke har fået nok af sin bitre veninde - men hvordan slår man op?

For fire år siden blev min bedste veninde forladt af sin mand. På trods af, at han for længst har mødt en anden og også har fået en datter, så er hun stadigvæk ikke kommet sig over bruddet. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe hende, men uden held. Nu har jeg fået nok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Nu har vi lige rundet vores første år som ægtepar med hver sit hjem, og vi har aldrig haft det bedre. 

Vi tager ikke længere hinanden for givet. Vi gør os umage med vores forhold, som vi aldrig har gjort det før, og det har fået den til at blomstre. Vi ses stadig mange gange om ugen, men vi har også altid ret til at sige nej, hvis vi skal eller vil noget andet. 

Et forpligtende fællesskab med masser af personlig frihed, kan man vel kalde det. Og her til næste sommer har vi aftalt at pakke bilen og tage på eventyr, som vi gjorde det i gamle dage. 

Det glæder jeg mig til!

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.