Smil til den næste småbørnsmor, du møder

"Smil til den næste småbørnsmor. Også til hende, der har stukket sit forbandede yngel en isvaffel for at overleve de næste fem minutter"

Tag de milde briller på, når vi evaluerer andre småbørnsforældre. For vores generation er forældre på nye vilkår, og det skal lægges til den arbejdslejr, som det i øvrigt er at have børn, siger ugens debattør.

"Sådan kombinerer du børn og karriere", den guide ville de fleste mødre nok gerne læse. Der er mange ting, du ikke får at vide, før du bliver mor – og selv om du gjorde, ville du alligevel ikke kunne forberede dig på, hvad der egentlig venter, efter et kærestepar på to bliver til en familie på tre. Det gør det ikke nemmere, at vi kvinder er hurtige til at mene noget om hinandens opdragelse og måde at være mor på. Det skriver Anne Sofie Allarp om i dennes uges debatindlæg.

DEBAT: Min datter har temperament. Da hun var bare fem timer gammel, tog hun fat i min hånd og flyttede den. Og mens hun stadig var spæd, havde intensiteten i hendes mørke øjne lidt samme effekt på folk som mødet med en komodovaran. De blev ofte usikre eller lidt utilpasse. "Din baby stirrer, hvad er det, hun vil?" Da hun kunne sidde selv, fire en halv måned gammel, var det med vrælende påbud om at ville have præcis de stykker legetøj, der lå uden for hendes rækkevidde. Og den såkaldte selvstændighedsalder, ja, lad os bare kalde den trodsalderen i dette tilfælde, startede for alvor omkring et år og fortsætter her i fire-fem år senere, selvom der er længere intervaller mellem de store scener nu.

Ikke overraskende har vi haft ganske mange og spektakulære, offentlige optrin med hende. Som for eksempel en flyrejse, da hun var knap to år, hvor det hele gik så godt lige frem til landingen med det obligatoriske sikkerhedsbælte, hvor hun opførte staldscenen fra "The Excorcism of Emily Rose" ("Besat") i 20 lange minutter, dæmonisk hylende, sparkende, bidende og kradsende. Moderskabet har virkelig sine velsignelser.

Vi kender alle sammen situationen, hvor man i et eller andet transportmiddel forsøger at smile opmuntrende til en totalt mørbanket forælder, der sidder rødpandet, udkørt, apologetisk og på grådens rand over det djævleyngel, der nu har fået en æske rosiner, og derfor har glemt sin hemmelige kamikaze-mission. Måske siger man endda: "Jeg synes da, han klarede det så fint." Men inderst inde er der en lille fryd over, at det ikke er en selv, der er mor til den tyran af en fuldfed Ninja-Turtle i dueblå viskose. Og med stor sandsynlighed ledsages fryden ved en stille domfældelse over både det ucharmerende barn og særligt den håbløse mor.

Men det er ikke kun, når småbørn med deres temperament, kådhed eller leg forstyrrer. Der er en tendens til, at det generelt er uproblematisk at domfælde andres forældreskab.

Vi kender det fra de nære relationer: "Amning ud over det første år handler jo ikke om barnets behov, men om morens, det har jeg også sagt til Lisbeth. Jeg mener, det er jo ikke normalt, Augustus fylder snart tre!", eller: "Det er så tydeligt, at hun mangler at sætte grænser for Sille, altså ungen er jo snotforvirret." Eller: "Jamen Lotte har bare trukket sig fra alt, efter hun er blevet mor, og så er det sgu da ikke så mærkeligt, at hun siger, hun er deprimeret."

Og vi kender det fra den offentlige debat, hvor forældreskabet er blevet kampplads, og hvor bredsider til den nuværende forældregeneration er ved at være en folkesport. Vores unger er kropumulige, får vi at vide. De er overforkælede, kan ikke koncentrere sig og lider voldsomt af ubegrundet selvtillid. Mellem mødre kører debatten om, hvorvidt man er en dårlig mor, hvis man gør karriere, eller en dårlig kvinde, hvis man ikke gør. Om hvorvidt man må samsove, råbe eller kritisere, om de små må få sukker, kanel eller hvede, og præcis hvor mange økologiske figenstænger, der i det hele taget går på et godt moderskab.

Overalt i landskabet rejser der sig en standret over det, at være mor, og det gør ikke opgaven nemmere.

For vores generation er forældre på nye vilkår, og det skal lægges til den arbejdslejr, som det i øvrigt er at have børn. Disciplinen skal i dag tales på plads i ungerne gennem en konsekvent, zen-buddhistisk forældregerning, der altid eksekveres i et kontrolleret stemmeleje. Man må ikke længere sende ungerne ned på motorvejen og lege, de skal ledsages og overvåges overalt. Og så skal de opdrages til at være selvstændige, deltag-ende individer, uden at være et millisekund i tvivl om, at familieenheden ikke er noget demokrati, men et oplyst enevælde med mor og far som de fortravlede, udpinte og udtjente monarker. Det er fandeme ikke nemt.

Så måske skulle vi starte med at file lidt på fordømmelsen. Måske skulle vi tage de milde briller på, når vi evaluerer moderdyret i hinanden. Anerkende hinanden for det slæb, vi tager med at bringe en ny generation i vej. Anerkende, at årene med småbørn giver "The Walking Dead" en ny betydning, og at vores generation faktisk er lidt af et eksperiment i selvopofrelse, med de nye vilkår for forældreskabet, som vi er underlagt.

For måske var meningen med vores art slet ikke, at opdragelsen og ansvaret skulle henvises til en eller to voksne i en lillebitte afsondret familieenhed. Det kan være, at vores evolutionsstadie simpelthen ikke har taget højde for det ikke-kollektivt baserede forældreskab, som det dyrkes nu om dage. At relationen mellem barn og voksen er beregnet på et stammesamfund og ikke en toværelses i Bellahøj.

Og så burde vi måske prøve at kompensere ved at møde moderskabet hos os selv og hinanden med accept og varme. Smil til den næste småbørnsmor, du møder på gaden. Også til hende den forpjuskede, nedkørte mor, der har stukket sit forbandede yngel en isvaffel for at overleve de næste fem minutter. Hun er dig, og hun er helt sikkert mig.

Faktisk er hun egentlig nok os alle sammen, når vi en gang imellem er tvunget til at tage en genvej i det moderskab, som på en gang er så fantastisk givende og så utroligt fordømt. 

LÆS OGSÅ: Spring ud som den uperfekte mor

LÆS OGSÅ: Test: Har du potentiale som mor?

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig hverken som en god mor eller en god medarbjeder"

Anne Sofie Allarp, 42

Er mor til to. Hun er jurist, forfatter, journalist og vært på Radio24syvs udenrigsmagasin "Datolinjen".

Skriver klummer om politik, køn og samfund for ALTfordamerne.dk.

Er netop vendt hjem til Danmark efter flere år i udlandet.