3 mødre: Sådan kombinerer vi børn og karriere

Sociologen: "Den moderne mors dilemma står mellem selvet og opofrelsen"

Skal vi lytte til vores hjerte, der siger "bliv hjemme hos dit grædende barn" - eller til hjernen, der fortæller os, at vi også er forsørgere, og at der er flest point at score på arbejdsmarkedet? Vi lever i et overskudssamfund, men også i en stadig tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre i forhold til vores børn, fortæller sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal.

Birthe Linddal, 37.

Sociolog og fremtidsforsker med speciale i mennesker og moderne liv.

Mor til Ferdinand på 3 år og Barbara på knapt et år.

Bor på Mols.

Hvad forstår du ved en speltmor?

– Kvinder, for hvem moderskabet bliver det altomsluttende – altid med fokus på børnene. En speltmor er ikke en traditionel husmor, der også holder hus, og hun kan for så vidt også gå på arbejde. Definitionen er efter min opfattelse et spørgsmål om, hvor meget af ens energi og identitet der bliver lagt i moderskabet. Der er selvfølgelig nogle få kvinder, der helt bevidst vælger speltmoderskabet, bollebagning og tid til samvær med deres børn, fordi det er det rigtige for dem. Andre ender lidt tilfældigt i rollen. Måske fik man ikke ønskejobbet, måske var arbejdslivet for hårdt og meningsløst og moderskabet det eneste, der rigtig giver mening.

Og en karrieremor?

– Hun sidder i et job, hvor hun ikke nemt kan erstattes. Det kan godt være et 37 timers job, men mange jobs i dag får også vores opmærksomhed rent mentalt, selv når vi har forladt skrivebordet, tid som bruges på telefon eller foran computeren derhjemme og tager tid fra familien.

At diskussionen om den gode mor blusser op nu, overrasker ikke fremtidsforsker og sociolog Birthe Linddal, som mener, at moderskabet vil komme på mode.

– Vi er så privilegerede i dag, at de fleste af os kan tillade os selv den luksus at gå op i, hvordan vi giver vores børn den perfekte barndom. Vi har råd til at give børnene det bedste, men gør vi det? Og hvad er det bedste overhovedet? Mor, institution eller måske lidt af begge dele?

Birthe Linddal mener, at moderskabet er mange kvinders allerømmeste punkt. Det at få børn er noget af det største og mest meningsfulde, men vi er samtidig en af de første generationer, der skal forsøge at kombinere moderskabet og husmoderrollen med et arbejdsliv.

– For kun ganske få årtier siden var kvinders hverdag fuld af praktiske pligter, som kun efterlod meget lidt tid til børneopdragelse, opfostring og kærlighed. Med bedre tid og muligheder står den moderne mors dilemma i dag imellem selvet og opofrelsen. Vi hylder det frie, selvstændige individ, som positionerer sig selv og skaber den perfekte identitet, men det er værdier, som harmonerer dårligt med moderskabets vilkår, nemlig opofrelsen. En god mor bliver i en vis grad nødt til at ofre sig for barnets skyld. Det falder ikke så naturligt for den moderne kvinde, som måske først får børn, når hun er 30 år, og derfor har været vant til en masse frihed og selvstændighed og til at score point på det. Eftersom man stort set ingen point får for opofrelse i år 2012, bliver den gode (spelt)mor sjældent anerkendt for hendes store indsats. Og anerkendelse er super vigtig i den tid, vi lever i.

– Mange kvinder har høje ambitioner om et liv, hvor de udlever en spændende karriere og samtidig gør det absolut bedste for deres børn. De oplever en indre kamp om at slå til både i hjemmet og på arbejdsmarkedet, som udvikler sig til en ydre kamp, hvor de hele tiden måler sig selv og andres evne til at være enten mor eller karrierekvinde. Det er den kamp, vi kan følge i avisspalterne. Desværre ender den ofte med at blive så forsimplet, at hvis man har en god karriere, så er man en dårlig mor. Og modsat tager man godt hånd om sine børn og bruger tid med dem, ja så bidrager man ikke til samfundet.

Balance på hjemmefronten og i parforholdet og muligheden for større fleksibilitet er blandt Birthe Linddals håb for fremtiden.

– Vi skal huske på, at det stadig er kvinder, der opdrager fremtidens generationer – også fremtidens mænd. Derfor er det som kvinde værd at forsøge også at opdrage vores sønner til at ofre sig for fællesskabet indimellem, så vi i fremtiden mere taler om forældreskab frem for moderskab. Det vil selvfølgelig hjælpe, hvis der også rent lovmæssigt kommer nye forhold, som gør det lettere for mænd at holde barsel i længere tid, og tiltag, som giver børnefamilier større mulighed for fleksibilitet i hverdagen.Den arbejdende mor: "Jeg vil være rollemodel for min datter"

Mette Mølbak, 34, ALT for damernes madredaktør, jonglerer med deadlines, institutionsbørn og hjemmebag. Hun blander sig i debatten om den gode (arbejdende) mor i håb om at få fokus tilbage på ligestilling.

Mor til Anna på 5 år og Carl Valdemar på 1 år.

Madredaktør på ALT for damerne og forfatter til bogen "Mor på høje hæle".

Gift med Matias, der også er journalist. Familien bor på Frederiksberg.

Hvad forstår du ved en speltmor?

– En der sætter sit moderskab i centrum og ophøjer det over alt andet. Sig selv, sit parforhold og sit arbejdsliv. Børnene og det at være mor bliver styrende for deres liv, og de kæmper hysterisk for at opfylde alle korrekthedsidealer om de rigtige meltyper på hylderne.

Og en karrieremor?

– Jeg ser ikke et modsætningsforhold mellem at have karriere og være mor. I dag opfattes karriere lidt negativt og sender signaler om en, der er kold og fraværende og meget fokuseret på sig selv. Jeg ved ikke, om jeg definerer mig selv som en karrierekvinde. Jeg er en kvinde, der gerne vil have et spændende arbejdsliv med muligheder, men i balance med et familieliv, hvor jeg er en god mor for mine børn. Det er vel egentlig en kombination af de to...

Da Mette Mølbak blev gravid for seks år siden, mærkede hun et stort pres i forhold til sin kommende rolle som nogens mor.

– Babyrytmik, parabeneskræk og den rigtige kost fyldte meget. Lige meget hvem jeg talte med, eller hvad jeg læste, dukkede der nye idealer op. Det ligger meget i vores tidsånd, at moderskabet er helligt og skal dyrkes, og går man all-in i den søde barselstid, så kan jeg godt forstå, at nogen ender med at tænke: "Hvordan skal jeg så overhovedet finde tid til at arbejde igen?"

Mette har fundet tid til jobbet. Et 37 timers et af slagsen og er der noget, der provokerer hende, så er det, når der bliver sat lighedstegn mellem den arbejdende kvinde og den dårlige mor.

– Det er et forvrænget billede af den hverdag, som jeg og mange kvinder i min generation har valgt og et stort tilbageslag for ligestillingen. I Danmark er vi jo netop så heldige, at vi kan få det hele og har mulighed for at balancere det. Jeg har et fuldtidsjob, men når jeg er hjemme, er jeg fuldtidsmor, som også får lavet noget godt i gryderne. Så er der til gengæld ikke tid til så meget andet.

Mette har dage, hvor tanken om et job på nedsat tid strejfer hende. Men med fælles sans for planlægning og organisering på hjemmefronten lykkes det for det meste parret at finde den fine balance i hverdagen med to børn.

– Jeg kan godt lide den ansvarlighed, der følger med det at blive forældre. Det er jo et fælles ansvar, vi har påtaget os, og det har været en kæphest for mig, at vi delte vores barsel og i dag skiftes til at aflevere og hente og blive hjemme, når børnene er syge. Ligesom vi deler de udgifter, vi har ved at leve, som vi gør. Vi vokser med opgaven – og nyder de mange huller, vi også får som familie, i weekender og ferier.

Mettes egen mor gik hjemme, men har altid sagt til sin datter "Sørg for at få dig en karriere, så du kan klare dig selv".

– Jeg tænker også på hvilket forbillede, jeg er for mine børn – og især min datter. Jeg vil gerne vise hende, at man som kvinde både kan være mor og have et spændende arbejdsliv. Det er et ideal, som det er vigtigt for mig at give videre. Og så håber jeg, at debatten vil dreje væk fra for og imod hjemmegående og ind på en diskussion om, hvordan vi skaber endnu bedre og fleksible rammer for hele familien, så der er plads til at kombinere familie- og arbejdsliv.

"Grunden til, at der fortsat fødes mange børn i Danmark – i modsætning til i hele Sydeuropa – er, at vi har et samfund, hvor det kan lade sig gøre at bidrage til samfundet gennem sit arbejde og samtidig have et familieliv i balance. Det burde vi egentlig være ret glade for i stedet for at kaste med dårlig samvittighed og prøve at afgøre, hvem der har retten til at kalde sig en god mor".

Fra Mette Mølbaks kommentar i Berlingske Tidende 27. januar 2012

Læs resten af artiklen på næste side...

Den hjemmegående mor: "Omsorg og nærhed er også feministiske idealer"

Jane Thoning Callesen, 28, selvvalgt speltmor, nyder årene hjemme med sine børn og føler sig privilegeret over at have muligheden for at gøre som sin mor og svigermor.

Mor til Max på 3 år og Anna på 1 år.

Har en kandidatgrad i journalistik, men går i disse år hjemme med sine børn.

Gift med Jan, som er læge. Familien bor i Odense.

Hvad forstår du ved en speltmor?

– En mor som går ned i karrieregear, mens børnene er små, for at kunne give nærvær, tid og omsorg, men ikke nødvendigvis med hjemmebagte økologiske speltboller på bordet. Jeg har ikke tidligere tænkt over at sætte den etiket på mig selv, også fordi det mest er et storbyudtryk, men det er jo mig – lige nu.

Og en karrieremor?

– En kvinde der er rigtig dygtig og glad for sit arbejde og prioriterer det højt. Hvis jeg havde en job, jeg brændte for og var dedikeret til, ville jeg kalde det en karriere, også selv om der ikke stod leder på mit visitkort – og arbejdstiden sjældent sneg sig over 37 timer.

Jane Callesen havde ingen planer om at langtidsparkere karrieren til fordel for en titel som hjemmegående, da hun som nyuddannet blev gravid..

– Uanset om man er en karrieremor, der sender sine børn i institution, eller er en mor, der vælger at tilsidesætte karrieren midlertidigt for at være sammen med børnene, så går man igennem en masse overvejelser. Vi vil jo alle det bedste for vores børn, og når der så er forskellige veje at gå, så kommer man i tvivl og begynder at sammenligne sig med andre.

– Når jeg møder nye mennesker, siger jeg, at jeg er uddannet journalist og glæder mig rigtig meget til at komme i gang med at arbejde, men at vi – i de her år – prioriterer, at det kun er den ene af os, der gør karriere – og så kan vi bytte roller senere hen.

– I starten følte jeg mig temmelig alene med mit valg herovre i Odense, men efterhånden har jeg mødt mange andre (veluddannede) kvinder, der gør det samme. Vi er godt klar over, at det økonomisk set ikke er en reel mulighed for alle, så vi føler os meget privilegerede. Men vi mener altså ikke – som nogle tror – at kvinder, der vælger anderledes, er dårlige mødre!

"Ren lykke", siger Jane selv om dagene i minikollektivet, som blandt andet går med højtlæsning, museumsbesøg og kælketure. En lykke som af og til står i skyggen, af de indlæg Jane læser på blogs og debatsider. Indlæg hvor arbejdende kvinder – og mænd udfolder deres forbehold for kvinder af Janes slags.

– Det er ærgerligt, hvis kvindernes synlighed på arbejdspladserne og i bestyrelseslokalerne, er parameter for, om feminismen har sejret og ligestillingen består. Feminisme handler vel om, at du som kvinde kan træffe de valg, der føles rigtige for dig inden for rammerne af det liv, du nu engang har? Jeg har stor respekt for de kvinder, som brændte deres bh'er, indtog arbejdspladserne og søgte politisk indflydelse, men jeg forbeholder mig retten til også at dyrke hardcore kvindelige idealer som omsorg og nærhed – sammen med mine børn. Det burde ikke gøre mig ikke til en mindre frigjort kvinde end andre.

Jane blander sig i debatten i håb om, at respekten for den enkeltes valg i større grad vil gå begge veje. Janes eget forbillede er hendes mor, som gik hjemme indtil børnenes skolestart. Siden tog hun selv en lang uddannelse og er i dag forstander på en institution for anbragte børn.

"Det, at jeg dyrker mine børn og begraver næsen dybt i min moderrolle, betyder ikke, at jeg ser ned på dem, der ikke gør. Tværtimod. Jeg har fuld respekt for jer seje kvinder, der jonglerer både karriere og børn. Jeg tror ikke, mit valg er bedre end jeres. Det er blot anderledes."

Fra Jane Thoning Callesens kommentar i Berlingske Tidende 31. januar 2012

Karrieremoren: "Der er tusindvis af måder at være en god forælder på"

Blogger, debattør og mor Anne Sophia Hermansen, 39, insisterede på at bevare sit arbejdsliv – også gennem barslen. Hun er sikker på, at den glade mor, er den gode mor, og opfordrer os til at være mere forstående over for vores egne og andres valg – og til at få fædrene med i debatten.

Mor til David på 7 år.

Blogger, meningsdanner og pressechef i den finansielle sektor.

Bor på Østerbro med sin søn.

Hvad forstår du ved en speltmor?

– En kvinde der har truffet det helt dedikerede valg at gøre det til en karriere at være fuldblodsmor. Et valg som i min verden er fuldt ud accepteret. Jeg har ironiseret over 2100-Spelt kvinderne fra Københavns Østerbro, fordi de er så engagerede i deres børn, at resten af verden har mistet sin betydning. De køber øko-cashmere-sparkedragter, laver al mad fra bunden, forbander pfatalater, har en reol fuld af bøger om pædagogik og engagerer sig i mødregruppper, forældremøder og børnehavebestyrelser. Når det gælder deres børn, er intet for småt til at tage en engageret debat om det.

Og en karrieremor?

– I debatten er alle kvinder, der arbejder 37 timer om ugen, "karrierekvinder". Det har undret mig en lille smule. Det har også undret mig, at vi aldrig taler om karrierefar. Eller speltfar. En mand er åbenbart bare – far. Og går på arbejde. Af en eller anden grund diskuterer vi, hvordan en kvinde er mor, men ikke hvordan en mand er far. Jeg har en mistanke om, at det skyldes, vi stadig opfatter børn som primært kvindernes.

Anne Sophia Hermansen peger på sig selv som karrieremor, men nævner i samme sætning, at hun har droppet den dårlige samvittighed.

– Mange kvinder har svært ved at finde fodfæste i rollen som mor, og det er da heller ikke let med alle de krav, der er stilles til kvinder i dag. Men det vigtigste må være, at vi lever op til vores egne! Jeg er f.eks. ikke god til at gøre rent, så det køber jeg mig fra, og jeg kan heller ikke lave mad, så det gør min kæreste. Jeg har det også sådan, at jeg bliver en mere legende og givende mor af at have et arbejde, jeg er glad for. Gik jeg hjemme, ville jeg blive kvalt langsomt og ikke være særligt harmonisk. Min holdning er, at hvis vi selv oplever, at vi gør det godt nok, så er der ikke nogen, der kan give os dårlig samvittighed.

Debattøren, som dagligt får Berlingske Tidendes læsere til tasterne, har stor respekt for både speltmødre og karrieremødre, men hepper på mor-versionen "The good-enough mother".

– Ingen kvinde kan være perfekt til det hele, så hvorfor ikke stile efter at "være god nok". De fleste af os gør det jo så godt, vi kan. Min generation er døtre af mødre, som har støttet os i at få en uddannelse. De sørgede for fri abort og økonomisk uafhængighed og har kæmpet for rettigheder på arbejdsmarkedet for os. Og hvad giver vi videre til næste generation? Vi giver hinanden fængsler! Vi peger fingre af, hvordan andre kvinder lever deres liv og griner af deres speltboller, eller vi fortæller dem, at den gode mor er en fuldblodsmor, og at børn bliver ladt i stikken af deres arbejdende mødre.

Så hvordan spår Anne Sophia, at moderskabet anno 2012 ser ud ?

– Det kan se ud på alle de måder, som man selv er tilfreds med. Det skal ikke begrænses til en idealiseret form, som vi alle sammen lemmingeagtigt forsøger at efterleve. I 2012 har vi friheden til at vælge, og det er f.eks. min kæreste, der laver mad – og bager speltboller! Vi skal også huske på, at vores generation af mænd er de mest engagerede og hengivne fædre i historien. I det hele taget er der er tusindvis af måder at være en god mor og forælder på, og om det lykkes kan hverken måles i tid, eller i boller, men i høj grad på om vores børn har lyst til at være sammen med os, når de en dag er flyttet hjemmefra.

"Efter 30 år med kvindefrigørelse er det tankevækkende, at vi bruger så mange kræfter på at diskutere moderrollen, og det er især bemærkelsesværdigt, at yngre kvinder, der reelt har gjort som pionerfeministerne drømte om, nemlig har fået sig en solid uddannelse, taget ejerskab over deres krop og gjort sig økonomisk uafhængige, at de i så høj grad skal vurderes på deres evner som mor. Af andre."

Fra Anne Sophia Hermansens blog 30. januar 2012