Lars Ranthe: "Mænd kommer også i buldrende overgangsalder! Det snakker man bare ikke ret meget om"

En avocadosandwich på rugbrød, en grøntsagsjuice og en sort kaffe. Det er, hvad Lars Ranthe bestiller på caféen denne formiddag, og han hæver lige øjenbrynet, da jeg bestiller en flat white.

"Det skal vi lige ha’ kigget på," siger han og griner.

Han hentyder til, at der efter hans opfattelse er for meget mælk i sådan en flat white, og kommentaren kommer efter vores indledende snak over menukortet om, at han går ret meget op i, hvad han spiser, og at han får sin motion og sin søvn.

"Jeg holder mig til let mad og til hvidvin, hvis jeg skal have alkohol, jeg kan ikke længere tåle rødvin. Jeg får det dårligt af det. Kroppen ændrer sig med årene. Jeg har ikke samme forbrænding mere, og hvis jeg ikke gør noget, så kommer jeg til at ligne nogle af mine mandevenner, som bare fortsætter med rødvin og stegt flæsk med persillesovs.

Jeg har hørt, at hvis man bliver ved med at spise og drikke, som man altid har gjort, når man er over 50 – og jeg er 53 – så tager man tre kilo på om året, selvom man laver det samme, som man altid har gjort. Og så kan man jo hurtigt regne ud, at så vejer man 30 kilo mere om ti år.

Og kvinder har endda den ekstra udfordring, at der kommer noget overgangsalder snigende!

"Ja, men mænd kommer også i buldrende overgangsalder! Det snakker man bare ikke ret meget om. Testosteronniveauet daler drastisk, selvbilledet ændrer sig, libidoen bliver mindre, og hele den naturlighed med at ”hey, her kommer jeg”, den forsvinder. Man bliver sådan en duknakket en, der går og nynner nede i supermarkedet to skridt efter sin kone. Prøv lige at lægge mærke til, hvor mange mænd over 50, der begynder at nynne. Det er rædselsfuldt. De går sådan her: "Hmm, hmm, hmm"."

Han nynner stille.

"Mens de køber ind. Jeg begyndte selv på det. Det sender signalet: Der er ingen problemer med mig, jeg er bare sådan en lille tullefar, der går rundt og hygger, helt ufarlig. Man sender et ufarligheds-signal.

Og jeg forstår godt, hvorfor man gør det. Men lad være med det, for det bliver simpelthen for underspillet. Man kan godt blive en ældre mand uden at blive en lille tøffefar, der render rundt to skridt efter konen og fylder kurven."

Det blev du bevidst om?

"Ja, det gjorde jeg, for det skal jo ikke tippe helt over, hvilket det let kan gøre. Pludselig er man ude og købe stauder til haven, har meldt sig ind i Dansk Ornitologisk Forening og vil hellere bruge penge på en kikkert end på at stå på en bar i byen og spille smart. De ting sker!"

Men det skal man vel også omfavne?

"Det skal man så meget omfavne. For det er ti gange hyggeligere at stå og kigge på fugle, end det er at stå og kigge på damer."

Han griner højt. Og kommer med en hurtig tilføjelse.

"Altså, det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at kigge på damer – de er skønne – men der er kommet mere ro på."

På en eller anden måde er det lidt overraskende, at lige netop Lars Ranthe er en mand, der italesætter mænds overgangsalder som det mest naturlige i verden. De fleste har ham nok på nethinden som den lidt velpolstrede, mandschauvinistiske grosserer Madsen i tv-serien 'Badehotellet' eller – omvendt – som toptrimmet rockerpræsident i tv-serien 'Kriger'. Men så igen – Lars Ranthe er ikke sådan at sætte i bås. Hverken professionelt eller personligt.

Det er hans aktuelle rolle i filmen 'Bytte bytte baby' også et eksempel på. Her spiller han den ene halvdel af et modent par, som går i fertilitetsbehandling for at få ønskebarnet. Problemerne tårner sig dog op, da fertilitetsklinikken kommer til at bytte parrets befrugtede æg om med et yngre og meget anderledes pars æg. For hvad er den rette løsning? Skal babyerne byttes tilbage, når de er født, eller skal parrene beholde den baby, som kvinderne hver især har båret på, selvom det er det andet pars gener?

"Min karakter glæder sig helt vildt. Han er en moderne og meget følsom mand, som virkelig ser frem til at skulle have et barn. Hans hustru, som er advokat, er noget mere firkantet og i kontrol, og på den måde er de traditionelle roller med den følsomme kvinde og den mere hårde mand byttet rundt.

Det skulle jeg lige finde min vej ind i. Mens vi optog, følte jeg, at jeg var alt for naiv, glad, følsom og åbenhjertig og tænkte, at det ikke ville komme til at holde. Men da jeg så den færdige film, var det slet ikke så grænseoverskridende, som jeg troede, at det ville være."

Var det fordi, den karakter er meget forskellig fra dig?

"Jamen, det er det jo … eller nej, det er det ikke, for jeg er også selv en meget følsom fyr. Men jeg har tit spillet sådan en lidt fræk fyr. En gadedreng. Du ved, grosserer Madsen og rockerkonge i 'Kriger'. Jeg kan godt blive sat i bås med sådan nogle lidt mere friskfyragtige typer, så det var måske bare følelsen af at spille noget, som jeg ikke plejer, der ramte mig."

Han holder en lille pause.

"Men min hustru ville sige, at den her rolle er mere mig."

Og måske er man mere blufærdig, når man er mere sig selv?

"Ja, det er måske i virkeligheden det. Det at være skuespiller er, at man tager en maske på og leger en anden, men når det så er tæt på en selv, føles det mere blufærdigt. Det tror jeg, at du har ret i."

Filmen handler overordnet set om jagten på det perfekte liv med børn og hele pakken, hvad er dine tanker om det perfekte liv?

"Jeg er jo kunstner, så det perfekte liv findes ikke. Jeg har altid inviteret kaos ind i mit liv. Den form for perfekt liv, som vores par i filmen portrætterer, hvor man tager styring over alt med de rigtige vitaminer, hjertemåler på den gravide mave og det perfekte hus, har vi aldrig praktiseret hjemme hos os.

Christine, min kone, og jeg har ladet det hele være mere naturligt. Det er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan have nogle drømme om et perfekt liv, men jeg ved fra mit arbejde, at det tit er, når man laver det uperfekte, det for alvor bliver interessant. Og det er ikke fordi, jeg ikke har det perfektionistiske i mig, for det har jeg med de ting, jeg er optaget af. Mit guitarspil. Min golf. Sådan noget. Det kommer fra min ungdom, hvor jeg var gymnast. Så jeg har en fysisk længsel efter det perfekte i form af at kunne mestre et eller andet.

Men det perfekte liv – hvad er det? Når jeg har opnået noget, som jeg troede ville gøre mig lykkelig – f.eks. at vinde en stor pris – har jeg fundet ud af, at det ikke er der, lykken og det perfekte ligger. Man kan ikke sætte sig på lykken eller det perfekte. Man er nødt til at lade det komme til en.

For mig er det perfekte liv i virkeligheden, når min kone, jeg og vores piger er derhjemme, når der er gang i køkkenet, og det hele roder, og alle føler noget. Det perfekte er det almindelige liv, når man bare lader det udfolde sig og ikke prøver at styre det. Og det er jo også noget af moralen i filmen. At de to par må lære at acceptere og rumme alt det, som det andet par repræsenterer."

Hvem er Lars Ranthe?

• Skuespiller, der er biografaktuel i filmen 'Bytte, bytte baby'.
• Kendt fra film som 'Dirch', 'Bamse' og 'Druk' og tv-serier som 'Badehotellet', 'Carmen Curlers' og 'Sommer', der var hans store folkelige gennembrud.
• Også aktuel som musiker med singlen 'Livet er smukt' sammen med makkeren Anders Montin.
• Han er 53 år og gift med Christine Albeck Børge, som også er skuespiller. Sammen har de døtrene Rigmor på 19 og Betty Marie på 14 år.

Lars er selv far til to døtre på 19 og 14 år. Inden de kom til verden, havde han et stærkt ønske om at blive far. 

"Og jeg glædede mig helt vildt til det, uden at vide hvad det egentlig ville sige at være far. Jeg tror også, jeg troede, at jeg ville blive en bedre far, end jeg blev. Forstået på den måde, at jeg, inden jeg fik børn, tænkte, at jeg var en mega-grineren type, som altid lavede sjov med mine nevøer og venners børn, så det ville blive virkelig nice for mine børn at få sådan en grineren type far som mig. Klip til, at min piger synes, jeg er pisseirriterende! Alle mine billige tricks holdt jo kun i tre dage."

Hvilken far er du så blevet hen ad vejen?

"Jeg synes, jeg er blevet en rummelig far, som forkæler mine børn lidt for meget. Mine to piger kører mig rundt i manegen, det er en klassiker. Jeg har lidt for svært ved at sige nej, hvilket gør, at jeg tager min hustru som gidsel, så hun bliver nødt til at sige nej for mig, og det er jo vildt strengt. Jeg henter, bringer og laver mad.

Jeg er selv vokset op med en mor, der forgudede mig, og jeg har aldrig haft det sådan, at mine børn skal gøre dit og dat. Nej, de børn skal bare have det mega godt. Heldigvis har jeg fået to rigtig, rigtig søde piger, som tager ansvar og er meget engagerede, og så har jeg min kone, der også er god til at tage ansvar."

Er du lidt konfliktsky?

"Jeg har nemt ved at sætte grænser på mit arbejde, og jeg har nemt ved at sige fra overfor autoriteter. Men mine egne børn… dem er jeg bange for."

Han griner højt.

"Nej, jeg er selvfølgelig ikke bange for dem, men ja, jeg har nok svært ved at sætte grænser derhjemme. Jeg har altid betragtet mine børn som ligeværdige mennesker og har talt til dem på en ligeværdig måde. Jeg har aldrig sat mig igennem som en autoritet. Jeg kan ikke tåle autoriteter, og jeg får lyst til at omstyrte samfundet, så snart nogen siger, at noget skal være på en bestemt måde. Det er nok noget, jeg har med fra min far."

Hvordan var din far? 

"Han var en fri sjæl. Han malede billeder, lavede græsrodsarbejde og var forholdsvis venstreorienteret. Han gad ikke det kapitalistiske samfund. Og han var sådan, hey, gør, hvad du har lyst til. Mine forældre har aldrig sagt til mig, hvad de syntes, jeg skulle blive. De har altid været hundrede procent loyale i forhold til at tro på, at det, jeg selv fandt ud af, var det, jeg skulle i mit liv."

Hvordan har du kunnet spejle dig i din far?

"Min far var meget glad for naturen. For fugle. Det var meget noget med at sidde på cyklen med ham og køre tur på Amager Fælled. Finde uglegylp og se på tårnfalke. Og jeg kan se, at naturen også fylder meget for mig i dag. Jeg interesserer mig for min have, jeg interesserer mig for fugle, jeg kan godt lide at fiske. Jeg har det bedst, hvis jeg bruger min krop ude i naturen. Og sådan havde min far det også.

Min far var også meget økologisk og miljøbevidst allerede dengang i 70’erne, og han var en mand, der stod ved sine holdninger hele livet. Det var jo til tider pisseirriterende – hold nu din kæft, din gamle venstreorienterede idiot! – men efter han døde, fik jeg enorm stor respekt for det, for det har helt sikkert til tider været ensomt og hårdt ikke at gå på kompromis."

Lars mistede sin far samme år, som han selv blev 50 år. Faren var ramt af Alzheimers sygdom de sidste otte-ni år af sit liv og blev langsomt nedbrudt.

"Det er så hårdt at miste dem, man elsker, over så lang en periode. Alzheimers ødelægger den ramtes personlighed, hvilket er hårdt at være vidne til, og derfor kalder man det også for en pårørendesygdom. Det var på en måde en utrolig stor lettelse, da min far døde, for så kunne jeg pludselig få lov at mindes ham som den vidunderlig far, han var, inden han blev syg. Alle de gode minder kom så stærkt tilbage, da min bror og jeg gik og tømte hans lejlighed."

Hvordan påvirkede det dine tanker om din egen alder, at du mistede din far samme år, som du selv rundede 50 år?

"Når ens far dør, så er man pludselig den næste på bænken. Og når man samtidig er midt i livet, er der en masse bokse, man lige tjekker af: Karriere. Børn. Parforhold. Samtidig sker der det, at ens testosteronniveau daler, og det gør noget ved maskuliniteten.

Der er en masse pladetektoniske forskydninger, der sker omkring 50-årsalderen, og jeg havde i hvert fald et behov for at gå til psykolog i en periode for at få hold på, hvem jeg nu var, og hvad jeg skulle med resten af mit liv. Man kan godt blive lidt bange for alle de identitetsmæssige forskydninger, men hvis man mærker efter, er det jo bare naturens gang."

Havde du en egentlig krise over at blive 50?

"Indtil min 50-års fødselsdag havde jeg tænkt: Jeg er i 40’erne, nu bliver jeg 50, og så har jeg halvdelen af mit liv tilbage. Så blev jeg 50, og pludselig tænkte jeg: Hov, nu har jeg jo kun 30 år tilbage! Jeg fik stjålet 20 år af mit liv natten mellem 49 og 50. Sådan føltes det.

Og så hedder det næste regnestykke: Okay, jeg gik ud af gymnasiet for 30 år siden, og det var jo i forgårs. Fint, så jeg har cirka to dage tilbage at leve i! Den der følelse af, fuck, mand. Man begynder at kigge sig omkring og ser folk, der bliver alvorligt syge. Folk, der dør. Der sker bare sindssygt mange ting, som man bliver nødt til at forholde sig til, samtidig med, at man ikke kan gøre noget ved det."

Hvordan føles det?

"Det gør, at man bliver nødt til at bruge sin tid på noget, som giver mening. For en selv og for de nærmeste, som man elsker. Man må mærke efter, hvad man virkelig har lyst til. Ellers kan det let ende, som det gør for mange mænd over 50. Pludselig står de der, går i panik, løber skrigende væk fra konen og finder sig en ung kvinde og en sportsvogn. Og det er helt patetisk.

Jeg kan godt forstå, hvad der sker, men det er præcis det, jeg tænker, at jeg ikke skal. Jeg har verdens dejligste hustru, og vi skal blive ældre sammen, og vi skal ældes med ynde. Da jeg gik til psykolog, gik det op for mig, at det, at jeg var ked af det, både handlede om, at jeg havde mistet min far, og at jeg var mere end halvvejs i livet.

Men så kom jeg til at tale med nogle af mine dejlige kollegaer, Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen, som har det virkelig godt, og pludselig kunne jeg mærke, at der ligger en ro og en visdom i at blive ældre. En evne til fordybelse og en evne til taknemmelighed, som opstår, når man ikke har så travlt mere. Pludselig er det noget andet end seksualdriften og det at skulle erobre verden, der styrer. Jeg kan mærke, at der er opstået en ydmyghed, som jeg prøver at stille mig til rådighed for, så jeg kan gå lidt mere graciøst ind i alderdommen."

Og hvad skal resten af livet så bruges på? Det har Lars også funderet over. Selvfølgelig.

"Først og fremmest handler det om det nære med min hustru. Vi har altid forsøgt at være på omgangshøjde med, hvem vi er, og hvor vi er i livet. Og det er rigtig rart at have en partner, som man har den fortrolighed med, for det kan være svært nok at være menneske. For mig er det så vigtigt at have en, jeg elsker. En livsledsager. Vi har kendt hinanden i snart 30 år, så vi har levet længere tid sammen, end vi har levet hver for sig.

Hvordan hjalp Christine dig, da du var nede?

"Hun har altid været sindssygt god til lige at sparke mig i røven, når jeg har brug for det. Tit opdager man ikke selv, at der er noget galt. Man går og bliver ked af det og trist i en periode, og så er det godt, der er en, der skubber lidt og støtter på en kærlig måde."

Hvad er jeres ”opskrift” på et langt parforhold?

"Altså, jeg kan ikke sige andet end: Held!"

Han griner igen.

"Nej, prøv at høre, vi har været ekstremt heldige med vores konstellation, det er der ingen tvivl om. Men vi bliver også ved med at interessere os for hinanden. Vi bliver ved med at synes, at den anden er vidunderlig, en kæmpe idiot og somme tider slet ikke til at forstå.

Men vi har nysgerrigheden på hinanden, og vi har en gensidig respekt. Vi er ligeværdige, og vi taler meget sammen. Vi har også meget humor i vores forhold. Og dybsindighed, ærlighed og nærhed. Så de fundamentale ting er i orden. Og igen – det er ikke fordi, vi er bedre mennesker end andre, vi har bare været vildt heldige, at vi ikke går hinanden på nerverne."

Hvad betyder det, at I begge er skuespillere?

"Det betyder, at vi har en forståelse for, hvad vi går og roder med. Når Christine for eksempel har opløb inde på Betty Nansen Teateret, så ved jeg, at hun ikke er hjemme i tre uger, og jeg sidder ikke og venter på hende og synes, det er synd for mig, at hun ikke er der. Og omvendt. Vi er fuldstændig klar over, at vi begge er nogle store egoister, som også lever vores kunstneriske liv.

Jeg har det også fint med, at Christine tager 14 dage i sommerhuset, fordi hun skal skrive på noget. Jeg har ikke behov for hele tiden at sidde ved siden af hende i sofaen med en slikskål og se 'Friends'. På ingen måde. Men når hun så er hjemme igen, så har vi måske pludselig tre uger, hvor vi bare er sammen hver dag. Så en ”hemmelighed” ved vores forhold er nok, at der aldrig går rutine i den.

Hvad tænker du om den tid, der kommer, hvor jeres piger flytter hjemmefra?

"Det er jo en udfordring for alle par, når børnene flytter, for så skal man finde hinanden igen. Forhåbentlig kan vi finde ud af at gøre nogle ting sammen, der styrker vores forhold, uden samtidig at sidde lårene af hinanden. Jeg glæder mig til, at vi skal cykle hele vejen langs Vesterhavet og ligge i telt, som vi gjorde, da vi var unge.

Det er jo en kliché at nævne det grå guld, der rejser til Provence og får set slotte og klostre og går til vinsmagning, men hør her, det er superfint med mig. Det er jo sådan, livet er, og jeg glæder mig til det. Det største problem for mig bliver, at jeg ikke længere skal sørge for børnene. Jeg er utroligt servicemindet og elsker at lave mad og servicere dem."

Så kan du servicere din kone?

"Ja, til en vis grænse, men hun gider heller ikke sådan en futtefar, der hele tiden prøver at præsentere hende for et stykke kage. Man skal finde balancen."

Udover tid med familien, hvad skal de kommende år så indeholde, for at du skal føle dig glad?

"Jeg vil gerne bruge tid på interessante skuespilleropgaver og på at passe mine venner, lave min musik, fodre mine fugle, passe min have, fange fisk og spille mine golfrunder. Jeg vil gerne se, om jeg ikke kan strikke det hele sammen på en måde, hvor det flyder, og hvor det er rart og behageligt.

Jeg synes, jeg har opnået alt, hvad jeg kunne drømme om. Jeg har aldrig haft et bestemt billede af, hvad jeg skulle som skuespiller. Jeg har stillet mig åben for opgaverne, og jeg har egentlig også bredt mig ud over ret meget, fordi jeg har syntes, at det var interessant. Jeg har aldrig haft et stærkt ego, der har gjort, at jeg har tænkt: Nu skal jeg spille den eller den rolle, og så elsker de mig alle sammen, og så vinder jeg alle mulige priser og bliver en kæmpe stjerne, så vi kan købe et kæmpe hus. Det selvbillede kører jeg slet ikke med.

Jeg er mere sådan, okay, en komedie om forbyttede babyer og en rolle som en mand, der skal være far i en moden alder, det lyder spændende, det vil jeg gerne. Faktisk har jeg det sådan, at hvis jeg bliver bange for en rolle og tænker, at det kan jeg nok ikke finde ud af, så siger jeg ja."

Det er simpelthen det, der driver dig?

"Hvis man har et billede af, at man er en stor og farlig han, så vil ens ego stritte imod og sige, der skal du ikke gå hen, for der kan du komme på glatis, hvis man bliver præsenteret for noget, man føler sig usikker på. Men jeg mener, at det er ens forbandede pligt som kunstner at søge derhen, hvor man ikke kan finde ud af det, og så undersøge det område.

Det kan være pissehamrende svært, for det er ofte ens mindreværdskomplekser kombineret med ens ego, der styrer butikken, og de to ting i kombination tager ikke særlig fede beslutninger. Det gør ens sjæl derimod. Når egoet bliver smidt af bussen, og man lader sjælen, kærligheden og hjertet råde, så bliver det altid allermest interessant.

Guderne skal vide, at jeg ikke er hellig eller helt særlig, og jeg kan sagtens være bange og slå mig i tøjret, men jeg forsøger altid at bringe mig i nogle situationer, hvor jeg er på glatis."